Kapitel: 17 TILGIVELSEN OG DET HELLIGE FORHOLD
Afsnit - I. At bringe fantasien til sandheden Næste
1. Bedraget af Guds Søn ligger kun i illusioner, og alle hans »synder« er blot hans egne forestillinger. Hans virkelighed er for altid syndefri. Han har ikke brug for tilgivelse men at blive vækket. I sine drømme har han bedraget sig selv, sine brødre og sin Gud. Men det, som er gjort i drømme, er ikke virkeligt blevet gjort. Det er umuligt at overbevise drømmeren om, at det er sådan, for drømme er, hvad de er, på grund af deres illusoriske virkelighed. Den fulde forløsning fra dem ligger kun i at vågne, for kun da bliver det fuldstændig klart, at de ikke havde nogen som helst virkning på virkeligheden og ændrede den ikke. Fantasier ændrer virkeligheden. Det er deres formål. De kan ikke gøre dette i virkeligheden, men de kan gøre det i det sind, som ønsker sig virkeligheden anderledes.
2. Det er da kun dit ønske om at forandre virkeligheden, som er truende, for med dit ønske tror du, at du har opnået det, du ønsker dig. Denne mærkelige tilstand anerkender på en måde din magt. Men ved at forvrænge den og at give den til »det onde«, gør det den også uvirkelig. Du kan ikke være tro imod to herrer, som beder dig om modstridende ting. Det, du benytter i fantasien, fornægter du overfor sandheden. Men det, som du giver til sandheden til at bruge for dig, er i sikkerhed for fantasien.
3. Når du fastholder, at der må være gradsforskelle på mirakler, er det eneste, du mener, at der er nogle ting, som du ville holde borte fra sandheden. Du tror kun, at sandheden ikke kan have med dem at gøre, fordi du ønsker at holde dem borte fra sandheden. Meget enkelt opstår din mangel på tillid til den magt, som helbreder al smerte, fra dit ønske om at beholde nogle aspekter af virkeligheden som fantasi. Hvis du blot vidste, hvad dette må gøre ved din påskønnelse af helheden! Det, du tilbageholder for dig selv, tager du bort fra Ham, Som ønsker at forløse dig. Medmindre du giver det tilbage, er det uundgåeligt, at dit perspektiv på virkeligheden bliver forvrænget og ukorrigeret.
4. Så længe du ønsker at have det sådan, vil illusionen om gradsforskelle i mirakler forblive hos dig. For du har etableret denne struktur i virkeligheden ved at give noget af den til en lærer og noget til en anden. Og således lærer du at håndtere en del af sandheden på en måde og en anden del på en anden måde. At fragmentere sandheden er at ødelægge den ved at gøre den meningsløs. En rækkefølge i virkeligheden er et perspektiv uden forståelse, en referenceramme for virkeligheden, som den overhovedet ikke kan sammenlignes med.
5. Tror du, at du kan bringe sandhed til fantasien og lære, hvad sandheden betyder ud fra illusionernes perspektiv? Sandheden har ingen mening i illusionen. Referencerammen for dens mening må være den selv. Når du forsøger at bringe sandheden til illusionerne, forsøger du at gøre illusionerne virkelige og at beholde dem ved at retfærdiggøre din tro på dem. Men at give illusionerne til sandheden er at lade sandheden undervise i, at illusioner er uvirkelige, for derved at gøre det muligt for dig at undslippe dem. Sæt ikke en eneste idé til side ud over sandheden, for da etablerer du gradsforskelle i virkeligheden, som må sætte dig i fængsel. Der findes ikke gradsforskelle i virkeligheden, for der er alt sandt.
6. Vær da villig til at give alt det, som du har holdt uden for sandheden, til Ham, Som kender sandheden, og i Hvem alt bringes til sandheden. Frelsen fra adskillelsen vil enten være fuldendt eller vil slet ikke ske. Du skal ikke bekymre dig om andet end din egen villighed til, at dette skal ske. Han vil fuldbringe det, ikke du. Men glem ikke dette: Når du bliver forstyrret eller mister din sindsro, fordi en anden forsøger at løse sine problemer gennem fantasier, nægter du at tilgive dig selv for netop dette samme forsøg. Og du holder Jer begge borte fra sandheden og fra frelsen. Når du tilgiver ham, genskaber du det, som blev fornægtet af Jer begge, til sandheden. Og du vil se tilgivelsen der, hvor du har givet den.
Næste Afsnit Kapitel