Kapitel: 19 OPNÅELSEN AF FRED
Afsnit - I. Helbredelse og tillid Næste
1. Vi sagde før, at når en situation er blevet overgivet fuldstændigt til sandheden, er freden uafvendelig. Opnåelsen af den er kriteriet, hvorved det fuldendte ved overgivelsen sikkert kan påregnes. Men vi sagde også, at det ikke er mulig at opnå fred uden tillid, for det, som overgives til sandheden som sit eneste mål, bringes netop til sandheden ved hjælp af tilliden. Denne tillid omfatter alle, som er involverede, for kun således kan situationen opfattes som meningsfyldt og som et hele. Og alle må være involverede i den, for ellers er din tillid begrænset og din overgivelse ufuldstændig.
2. Enhver situation bliver en mulighed til at helbrede Guds Søn, når den opfattes rigtigt. Og han bliver helbredt, fordi du havde tillid til ham, idet du gav ham til Helligånden og løste ham fra ethvert krav, som dit ego stillede til ham. Således ser du ham som fri, og Helligånden deler denne vision med dig. Og da Han deler den med dig, har Han givet den, og derved helbreder Han gennem dig. Det er denne forening med Ham i et fælles formål, som gør formålet virkeligt, fordi du gør det helt. Og dette er helbredelse. Kroppen helbredes, fordi du kom uden den og forenede dig med sindet, hvori al helbredelse ligger.
3. Kroppen kan ikke helbrede, da den ikke kan gøre sig selv syg. Den har ikke brug for helbredelse. Dens sundhed eller sygdom afhænger fuldstændigt af, hvordan sindet opfatter den og af det formål, som sindet ønsker at benytte den til. Det er indlysende, at en del af sindet kan se sig selv som adskilt fra det Universelle Formål. Når dette sker, bliver kroppen dets våben, som bruges imod dette Formål for at demonstrere det »faktum«, at adskillelsen er sket. Kroppen bliver således illusionens værktøj og handler derefter, idet den ser det, som ikke er der, hører det, som sandheden aldrig har sagt og opfører sig sindssygt, idet den er sat i fængsel af sindssygen.
4. Glem ikke den tidligere udtalelse, at manglende tillid fører direkte til illusioner. For manglende tillid er at opfatte sin broder som en krop, og kroppen kan ikke bruges til fællesskabets formål. Hvis du således ser din broder som en krop, har du oprettet en tilstand, hvor det bliver umuligt at forene dig med ham. Din mangel på tillid til ham har adskilt dig fra ham og holdt Jer begge borte fra helbredelsen. Din mangel på tillid har således modsat sig Helligåndens formål og har taget illusionerne, som er centreret omkring kroppen, og sat dem mellem Jer. Og kroppen vil se ud til at være syg, for du har gjort den til en »fjende« af helbredelse og til det modsatte af sandhed.
5. Det kan ikke være svært at forstå, at tillid må være det modsatte af mangel på tillid. Men forskellen på, hvordan de fungerer er mindre tydelig, selvom det følger direkte af den fundamentale forskel på, hvad de er. Mangel på tillid vil altid begrænse og angribe; tillid vil fjerne alle begrænsninger og gøre hel. Mangel på tillid vil ødelægge og adskille; tillid vil forene og helbrede. Mangel på tillid vil sætte illusioner mellem Guds Søn og hans Skaber; tilliden vil fjerne alle forhindringer, som synes at opstå mellem dem. Mangel på tillid er fuldstændig helliget illusionerne; tilliden fuldstændig sand. En delvis helligen sig noget er umulig. Sandheden er illusionernes fravær Illusioner er sandliedens fravær. Begge kan ikke være sande eller opleves på samme sted. Når du hengiver dig til dem begge, opsætter du et mål, som du aldrig vil kunne opnå, for en del af det søges gennem kroppen, idet den forestiller som et middel til at finde virkeligheden gennem angreb. Den anden del ønsker at helbrede og henvender sig derfor til sindet og ikke til kroppen.
6. Det uafvendelige kompromis er troen på, at kroppen skal helbredes og ikke sindet. For dette delte mål har givet begge den samme grad af virkelighed, som kun kunne være mulig, hvis sindet var begrænset til kroppen og opdelt i enkeltdele af tilsyneladende helhed, men uden forbindelse til hinanden. Dette vil ikke skade kroppen, men det vil fastholde det bedrageriske tankesystem i sindet. Her er der da behov for helbredelse. Og det er her, at helbredelsen findes. For Gud gav ikke helbredelsen, så den kunne være adskilt fra sygdommen, og ej heller etablerede Han helbredelsen, hvor sygdommen ikke kan være. De er sammen, og når de ses sammen, genkendes alle forsøg på at fastholde både sandhed og illusioner i sindet, hvor de begge må være, som hengivelse til illusionen, hvilket opgives, når de bringes til sandheden og da ses som fuldstændigt uforenelige med sandheden i noget forhold og på nogen måde.
7. Der er ingen forbindelse mellem sandhed og illusion. Dette forbliver en sandhed, hvor meget du end måtte forsøge at forbinde dem. Men illusioner er altid sammenhængende, ligesom sandheden. Hver er forbundet i et komplet tankesystem men fuldstændig uden forbindelse med hinanden. Og at opfatte dette er at erkende, hvor adskillelsen er, og hvor den må helbredes. Resultatet af en idé er aldrig adskilt fra sin kilde. Ideen om adskillelse frembragte kroppen og forbliver forbundet til den, idet den gør den syg p.g.a. sindets identificering med den. Du tror, at du beskytter kroppen ved at skjule denne forbindelse, for det faktum, at du skjuler det, synes at holde din indentitet i sikkerhed imod »angreb« fra sandheden.
8. Hvis du blot forstod, hvor meget denne skjulthed har skadet dit sind, og hvor forvirret din identitet er blevet på grund af det! Du ser ikke den store skade, der er sket p.g.a. din manglende tillid, for manglende tillid er et angreb, som synes at blive retfærdiggjort af sine resultater. For ved at tilbageholde tilliden, ser du, hvad det er, som ikke er værdig til den, og kan ikke se hinsides barrieren til det, som er forenet med dig.
9. At have tillid er at helbrede. Det er tegnet på, at du har modtaget Forsoningen for dig selv, og at du derfor ønsker at dele den med andre. Via tilliden tilbyder du frihedens gave fra fortiden, som du har modtaget. Du bruger ikke noget af det, som din broder har gjort i fortiden til at fordømme ham for nu. Du vælger frit ikke at se hans fejltagelser, idet du ser hinsides alle barrierer mellem dig selv og ham, idet du ser Jer som ét. Og i denne ene ser du, at din tillid er fuldt ud retfærdiggjort. Der findes ingen retfærdiggørelse for mangel på tillid, men tilliden er altid retfærdiggjort.
10. Tillid er det modsatte af frygt og lige så meget en del af kærligheden, som frygten er en del af angrebet. Tillid er erkendelsen af forening. Det er den nådige erkendelse af, at alle er en Søn af din elskeligste Fader, der er elsket af Ham, som du selv er det, og derfor elsket af dig, som den du er. Det er Hans Kærlighed, der forener dig og din broder, og i Hans Kærlighed ønsker du ikke at holde nogen adskilt fra din. Enhver fremtræder nøjagtig, som han opfattes i det hellige øjeblik, forenet i Jeres formål om at blive forløst fra skyld. Du ser Kristus i ham, og han bliver helbredt, fordi du ser på det, som til enhver tid retfærdiggør tilliden i alle.
11. Tillid er Guds gave gennem Ham, Som Gud har givet til dig. Manglende tillid ser på Guds Søn og ser, at han ikke er tilgivelsen værdig. Men gennem tillidens øjne ses Guds Søn, som allerede tilgivet, fri for al skyld for det, som han pålagde sig selv. Tilliden ser ham kun nu, for den ser ikke i fortiden for at kunne dømme ham, men ser kun det i ham, som den ser i dig. Den ser ikke gennem kroppens øjne og søger ej heller at finde retfærdiggørelsen i kroppen. Det er den nye perceptions budbringer, som er sendt hen for at finde vidner til sit komme, og for at returnere budskaber til dig.
12. Tillid erstattes lige så let med viden som med den virkelige verden. For tilliden opstår af Helligåndens perception og er tegnet på, at du deler den med Ham. Tillid er den gave, som du tilbyder til Guds Søn gennem Ham og er lige så acceptabel for hans Fader som for Ham. Og derfor tilbydes den til dig. Dit hellige forhold, med sit nye formål, tilbyder dig tilliden, for at du kan give den til din broder. Din mangel på tillid har drevet dig og ham bort fra hinanden, og derfor genkender du ikke frelsen i ham. Men tilliden forener Jer i den hellighed, som du ser, ikke gennem kroppens øjne men gennem synet i Ham, Som forenede Jer, og som I er forenede i.
13. Nåden gives ikke til en krop men til et sind. Og det sind, som modtager den, ser øjeblikkeligt hinsides kroppen, og ser det hellige sted, hvor det blev helbredt. Her er altret, hvor nåden blev givet, hvori det hviler. Tilbyd derfor nåden til din broder, for du står ved det samme alter, hvor nåden blev lagt til Jer begge. Og bliv I begge helbredt sammen ved nåden, så I kan helbrede gennem tilliden.
14. I det hellige øjeblik står du og din broder foran det alter, som Gud har sat til Sig Selv og til Jer begge. Læg manglen på tillid til side og gå sammen derhen. Der vil du se Jeres forholds mirakel, som det igen blev lavet gennem tilliden. Og det er her, I vil erkende, at der intet er, som tilliden ikke kan tilgive. Ingen fejl griber forstyrende ind i dens rolige syn, som bringer helbredelsens mirakel med lige stor lethed til dem alle. For det som kærlighedens budbringere er sendt for at udføre, det udfører de, idet de returnerer det glade budskab, at det skete for dig og din broder, som sammen står foran alteret, hvorfra de blev sendt ud.
15. Ligesom manglen på tillid vil holde dit lille kongerige goldt og adskilt, således vil tilliden hjælpe Helligånden med at forberede jorden til den mest hellige have, som Han vil lave ud af den. For tilliden bringer fred og beder derfor sandheden om at komme ind for at gøre det dejligt, som allerede er forberedt på dejligheden. Sandheden følger tilliden og freden, idet den færdiggør processen med at gøre det dejligt, som de har påbegyndt. For tilliden er stadig et indlæringsmål, som der ikke mere er behov for, når lektien er lært. Men sandheden forbliver til alle tider.
16. Lad derfor din hengivenhed vies til evigheden og lær, hvordan du ikke skal gribe forstyrrende ind i den for at gøre den til slave af tiden. For det, du tror, at du gør mod det evige, gør du mod dig selv. Den, som Gud skabte som Sin Søn, er ikke slave for nogen, idet han er herre over alt sammen med sin Skaber. Du kan gøre en krop til slave, men en idé er fri, idet den umuligt kan holdes i fængsel eller på nogen måde begrænses, undtaget af det sind, som tænkte den. For den forbliver forbundet med sin kilde, som er dens fangevagter eller dens befrier, afhængig, af hvad den vælger som formålet for sig selv.
Næste Afsnit Kapitel