Kapitel: 22 FRELSEN OG DET HELLIGE FORHOLD
Afsnit - I. Det hellige forholds budskab Næste
1. Lad fornuften tage endnu et skridt. Hvis du angriber den, som Gud ønsker at helbrede og hader den, som Han elsker, så har du og din Skaber forskellige viljer. Men hvis du er Hans Vilje, da må du tro, at du ikke er dig selv. Du kan faktisk tro dette, og det gør du. Og du har stor tillid til dette og ser mange beviser på det. Og hvorfra, tænker du, kommer din mærkelige usikkerhed, din fornemmelse af at være frakoblet, og den frygt for mangel på mening i dig selv, som ikke vil ophøre? Det er, som om du kommer ind uden en plan, ud over igen at gå ud, for kun dette synes at være sikkert.
2. Dog har vi tidligere hørt en lignende beskrivelse, men det var ikke af dig. Men du tror stadig, at denne mærkelige idé, som det så nøjagtigt beskriver, er dig. Fornuften ville fortælle dig, at den verden, du ser gennem øjne, som ikke er dine, ikke kan give nogen mening for dig. Hvem kunne sådan en måde at se på sende sine budskaber tilbage til? Med sikkerhed ikke til dig, hvis syn er fuldstændig uafhængigt af de øjne, som ser på verden. Hvis det ikke er dit klarsyn, hvad kunne det da vise dig? Hjernen kan ikke fortolke det, som dit klarsyn ser. Dette kan du forstå. Hjernen fortolker til kroppen, som den er en del af. Men det, den siger, kan du ikke forstå. Men du har lyttet til den. Og du prøvede længe og meget på at forstå dens budskaber.
3. Du har ikke erkendt, at det er umuligt at forstå det, som overhovedet ikke når frem til dig. Du har overhovedet ikke modtaget budskaber, som du forstår. For du har lyttet til det, som slet ikke kan kommunikere. Tænk da på, hvad der sker. Idet du fornægter, hvad du er, og stærk i troen på, at du er noget andet, bliver dette »noget andet«, som du har bestemt til at være dig, dit syn. Dog må det være dette »noget andet«, som ser, og som ikke dig forklarer det, det ser for dig. Dit klarsyn ville selvfølgelig gøre dette unødvendigt. Men hvis dine øjne er lukkede, og hvis du har bedt denne ting om at føre dig, idet du beder den om at forklare den verden, den ser, for dig, har du ingen grund til ikke at lytte og ej heller til at forvente, at det, den fortæller dig, skulle være usandt. Fornuften ville fortælle dig, at det ikke kan være sandt, fordi du ikke forstår det. Gud har ingen hemmeligheder. Han fører dig ikke gennem en verden af elendighed, idet Han venter med at fortælle dig, til rejsens ende, hvorfor Han gjorde dette imod dig.
4. Hvad kunne holdes borte fra Guds Vilje? Og dog tror du, at du har hemmeligheder. Hvad andet kunne dine hemmeligheder være end en anden »vilje«, som er din egen, adskilt fra Hans? Fornuften ville fortælle dig, at dette ikke er en hemmelighed, som skal skjules som en synd. Men det er i sandhed en fejltagelse! Lad ikke din frygt for synden beskytte den imod korrektion, for skyldens tiltrækning er blot frygt. Her er den ene følelse, som du lavede, hvad den end måtte se ud til at være. Det er hemmelighedens følelse, det er private tankers og kroppens følelser. Det er den ene følelse, som modsætter sig kærlighed, og som altid fører til forskellige synspunkter, og tabet af enhed. Her er den ene følelse, som holder dig i blindheden, afhængig af det selv, som du tror, at du lavede, for at det kunne føre dig igennem den verden, som det lavede til dig.
5. Dit syn blev dig givet sammen med alt andet, som du kan forstå. Du vil ikke have nogen vanskeligheder med at forstå det, som dette klarsyn fortæller dig, for enhver ser blot det, som han tror, han er. Og det, som dette syn vil vise dig, vil du forstå, fordi det er sandheden. Kun dit klarsyn kan videregive det til dig, som du kan se. Det når dig direkte, uden et behov hos dig om at få det fortolket. Det, der har brug for at blive fortolket, må være fremmed. Ej heller vil det nogensinde blive gjort forståeligt ved en fortolker, som du ikke kan forstå.
6. Af alle de budskaber, som du har modtaget, og som du ikke har forstået, er udelukkende dette kursus åben for din forståelse og kan forstås. Det er dit sprog. Du forstår det blot ikke endnu, fordi hele din kommunikation er som et barns. De lyde, som et barn laver, og det, som han hører, er højst uberegnelige, idet de betyder forskellige ting for ham på forskellige tidspunkter. Hverken de lyde, som han hører, eller de syn, som han ser, er endnu stabile. Men det, som han hører men ikke forstår, vil blive til hans modersmål, hvormed han vil kommunikere med de mennesker, der er omkring ham, og de med ham. Og de mærkelige mennesker omkring ham, som forandrer sig hele tiden, vil blive hans trøstere, og han vil genkende sit hjem og se dem der sammen med sig selv.
7. Så i ethvert helligt forhold genfødes evnen til at kommunikere i stedet for adskillelse. Men et hellig forhold, som selv lige er genfødt ud af et uhelligt forhold og dog endnu ældre end den illusion, som det erstattede, er som et lille barn i sin genfødsel. Og dog bliver klarsynet givet til dig gennem dette lille barn, og det vil tale det sprog, som du kan forstå. Han næres ikke af dette »andet«, som du troede, var dig. Han blev dig ikke givet af noget, eller modtaget af noget, som ikke var dig selv. For to brødre kan kun forenes gennem Kristus, Hvis klarsyn ser dem som ét.
8. Tænk på, hvad der er blevet dig givet, min hellige broder. Dette barn vil lære dig det, som du ikke forstår og gøre det klart. For han vil ikke bruge et fremmed sprog. Han vil ikke have brug for en tolk overfor dig, for det var dig, der underviste ham i det, han ved, fordi du vidste det. Han kunne aldrig komme til nogen anden end til dig, aldrig til »noget andet«. Der, hvor Kristus er kommet ind, er ingen alene, for Han kunne aldrig finde et hjem hos de adskilte. Dog må Han genfødes ind i Sit gamle hjem, tilsyneladende så nyt og dog lige så gammelt som Han Selv, en lille nyankommen, afhængig af dit forholds hellighed for, at Han kan leve.
9. Vær sikker på, at Gud ikke overgav Sin Søn til de uværdiges ansvar. Intet andet end det, som er en del af Ham, er værdigt til at blive forenet. Ej heller er det muligt, at noget, som ikke er en del af Ham, kan forenes. Kommunikationen må være blevet genskabt i dem, som forener sig, for de kunne ikke gøre dette gennem kroppe. Hvad er det da, som har forenet dem? Fornuften vil fortælle dig, at de må have set hinanden gennem et klarsyn, som ikke er af kroppen, og har kommunikeret gennem et sprog, som kroppen ikke taler. Ej heller kunne det have været et skræmmende syn eller en skræmmende lyd, som mildt trak dem sammen til ét. I stedet for så hver af dem i den anden et fuldendt skjul, hvor hans Selv kunne blive genfødt i sikkerhed og i fred. Dette fortalte hans fornuft ham, og dette troede han, fordi det var sandheden.
10. Her er den første direkte perception, som du kan foretage. Du foretager den gennem en bevidsthed, som er ældre end perceptionen og dog genfødt på et øjeblik. For hvad er tiden overfor det, som altid var således? Tænk på, hvad dette øjeblik bragte, erkendelsen af, at dette »noget andet«, som du troede var dig, blot var en illusion. Og sandheden dukkede øjeblikkeligt op for at vise dig, hvor dit Selv må være. Det er fornægtelsen af illusioner, som kalder på sandheden, for dette at fornægte illusionerne er at erkende, at frygt er meningsløs. Kærligheden træder taknemligt ind i det hellige hjem, hvor frygten er magtesløs, taknemlig for, at den er ét med dig, som forenede sig med den for at lade den komme ind.
11. Kristus kommer til det, som er lig Ham Selv; det samme, ikke forskellig fra. For Han drages altid imod Sig Selv. Hvad kan være mere lig Ham end et helligt forhold? Og det, som drager dig og din broder imod hinanden, drager Ham til Jer. Her beskyttes Hans sødme og Hans milde uskyld imod angreb. Og her kan Han komme med tillid, for tillid til en anden er altid tillid til Ham. Du ser rigtigt, når du ser din broder som Hans udvalgte hjem, for her er din vilje sammen med Ham og med Hans Fader. Dette er din Faders Vilje for dig, og din med Hans. Og den, som drages imod Kristus, drages imod Gud lige så sikkert, som Begge drages til ethvert helligt forhold, det hjem, som er gjort klar til Dem, når jorden gøres til Himmel.
Næste Afsnit Kapitel