Kapitel: 25 GUDS RETFÆRDIGHED
Afsnit - I. Bindeledet til sandheden Næste
1. Det kan ikke være sådan, at det er svært at udføre den opgave, som Kristus udpegede dig til at udføre, da det er Ham, Som udfører den. Og i udførelsen af den vil du lære, at kroppen blot ser ud til at være midlet til at udføre det. For Sindet er Hans. Og derfor må det også være dit. Hans hellighed leder kroppen gennem det sind, som er et med Ham. Og du er tydelig for din hellige broder, som han er det for dig. Her finder mødet sted mellem den hellige Kristus og Ham Selv; og ej heller opfattes nogen forskelle mellem aspekterne af Hans hellighed, som mødes og forenes og løfter Ham til Hans Fader, hel og ren og værdig til Hans evige Kærlighed.
2. Hvordan kan du tydeliggøre Kristus i dig ud over at se på helligheden og se Ham der? Perceptionen fortæller dig, at du er tydelig i det, du ser. Se kroppen, og du vil tro, at det er der, du er. Og hver en krop, som du ser på, vil minde dig om dig selv; din syndighed, din ondskab og mest af alt din død. Og ville du ikke foragte den, der fortæller dig dette, og forsøge at opnå hans død i stedet for? Budskabet og budbringeren er ét og det samme. Og du må se din broder som dig selv. Indrammet i hans krop vil du se din egen syndighed, hvor du allerede er fordømt. Fastlagt i hans hellighed proklamerer Kristus i ham Sig Selv som dig.
3. Perception er et valg om, hvad du ønsker, du skal være; den verden, du ønsker at leve i, og den tilstand, hvori du tror, dit sind vil være glad og tilfreds. Den vælger, hvor du tror din sikkerhed ligger ved din afgørelse. Den afslører dig for dig selv, som du ønsker, du skal være. Og den er altid tro imod dit formål, som den aldrig adskiller sig fra, og bærer aldrig det mindste vidnesbyrd om noget, som dit sinds formål ikke tror på. Perceptionen er en del af, hvad det er dit formål at se, for middel og mål er aldrig adskilte. Og således lærer du, at det, der synes at have et adskilt liv, slet ikke har noget.
4. Du er midlet for Gud; ikke adskilt og ej heller med et liv uden for Ham. Hans Liv er tydeligt i dig, som er Hans Søn. Hvert et aspekt af Ham er indrammet i hellighed og fuldendt renhed, i himmelsk kærlighed og så fuldendt, at det kun ønsker, at det kan forløse alt det, som det ser på, til sig selv. Dets stråleglans skinner gennem enhver krop, som det ser på og fejer al mørket ind i lyset blot ved at se hinsides det til lyset. Sløret løftes i kraft af dets mildhed, og intet skjuler Kristi åsyn for dem, som ser på det. Du og din broder står foran Ham nu for at lade Ham trække sløret bort, som synes at holde Jer adskilte og borte fra hinanden.
5. Da du tror, du er adskilt, viser Himlen sig også, som om den var adskilt. Ikke at den er det i sandhed, men således at det led, som er givet til dig for at du kan forene dig med sandheden, kan nå dig igennem det, du forstår. Faderen og Sønnen og Helligånden er som Et, når alle dine brødre forener sig som en i sandhed. Kristus og Hans Fader har aldrig været adskilte, og Kristus bor inden i din forståelse, i den del af dig, som deler Hans Faders Vilje. Helligånden forbinder den anden del, det lille, sindssyge ønske om at være adskilt, anderledes og speciel til Kristus, for at gøre enheden tydelig for det, som virkelig er ét. I denne verden forstås dette ikke, men der kan undervises i det.
6. Helligånden tjener Kristi formål i dit sind, således at det specielles formål kan blive korrigeret der, hvor fejlen ligger. Da Hans formål stadig er et med både Faderen og Sønnen, kender Han Guds Vilje og det, du i virkeligheden vil. Men dette forstås af sind, som opfattes som ét, bevidst om, at det er ét og derfor også oplevet således. Det er Helligåndens funktion at lære dig, hvordan denne enhed opleves, hvad du må gøre for, at den kan opleves, og hvor du skal gå hen for at gøre det.
7. Alt dette betragter tid og sted, som var de adskilte enheder, for så længe du tror, at en del af dig er adskilt, er konceptet om en enhed forenet som én betydningsløs. Det er indlysende, at et sind, som er så delt, aldrig kunne undervise i en Enhed, Som forener alle ting i Sig Selv. Og derfor må Det, Som er i dette sind, og som forener alle ting sammen, være dets Lærer. Dog må Det benytte det sprog, som dette sind kan forstå under de forhold, som det tror, det befinder sig i. Og det må benytte al lærdom til at overføre al illusion til sandhed, idet det tager alle de falske tanker om, hvad du er, og fører dig hinsides dem til den sandhed, som er hinsides dem. Alt dette kan meget enkelt reduce-es til dette:
Det, som er det samme, kan ikke være forskelligt,
og det, som er ét, kan ikke have adskilte dele.
Næste Afsnit Kapitel