Kapitel: 26 OVERGANGEN
Afsnit - I. »Ofret« af enhed Næste
1. »Ofret« som idé er et nøglebegreb i angrebets »dynamik«. Det er det balancepunkt, hvor alle kompromisser, alle desperate forsøg på at indgå en handel og alle konflikter tilsyneladende opnår en balance. Det er symbolet på det centrale tema, at nogen nødvendigvis må tabe. Dets fokus på kroppen er tydelig, for det er altid et forsøg på at begrænse tab. Kroppen er selv et offer; opgivelse af magt for at gemme lidt til dig selv. At se en broder i en anden krop adskilt fra din, er det udtrykte ønske om kun at se en lille del af ham og at ofre resten. Se på verden, og du vil ikke se noget forbundet til noget ud over sig selv. Alle tilsyneladende enheder kan komme lidt nærmere eller bevæge sig længere væk, men de kan ikke forene sig.
2. Den verden, du ser, er baseret på »at ofre« enheden. Det er et billede på fuldstændig uforenelighed og mangel på evne til at kunne forenes. Enhver enhed er omgivet af en mur, der er så tyk, at det ser ud til, at det, der er inden i, ikke kan nå udenfor, og det, der er udenfor, aldrig kan nå og forene sig med det, der er indespærret indenfor muren. Hver del må opgive den anden del for at bevare sig selv hel. For hvis de forenede sig, ville hver enkelt miste sin egen identitet, og igennem deres adskillelse bevares deres respektive selv.
3. Den smule, som kroppen indhegner, bliver selvet, som bevares ved at ofre resten. Og hele resten må miste denne lille del, idet det forbliver ufuldendt for at bibeholde sin egen identitet intakt. I denne opfattelse af dig selv ville kroppens tab virkelig blive et offer. For synet af kroppe bliver tegnet på, at det, du ofrer, er begrænset, og at der stadig er noget tilbage, der kun tilhører dig. Og for at denne smule kan tilhøre dig alene, sættes der begrænsninger på alt udenfor dig, ligesom det gøres på alt, som du tror, er dit. For dette at give og dette at modtage er et og det samme. Og at acceptere en krops begrænsninger er at påtvinge disse begrænsninger på enhver broder, som du ser. For du må nødvendigvis se ham, som du ser dig selv.
4. Kroppen er et tab og kan fåes til at ofre noget. Og så længe du ser din broder som en krop adskilt fra dig og alene i sin celle, kræver du et offer af ham og af dig selv. Hvilket større offer kunne der kræves, end at Guds Søn opfatter sig selv uden sin Fader? Og at hans Fader skulle undvære Sin Søn? Men ethvert offer kræver, at de adskilles og må undvære hinanden. Erindringen om Gud må fornægtes, hvis nogen beder en anden om et offer. Hvilket vidne til Guds Søns Helhed kan ses i en verden af adskilte kroppe, hvor meget han end bevidner sandheden? Han er usynlig i en sådan verden. Ej heller kan hans sang om forening eller om kærlighed høres overhovedet. Dog er det ham givet at få verden til at vige tilbage for hans sang og at lade synet af ham erstatte kroppens øjne.
5. De, der ønsker at se sandhedens vidner og ikke illusionens, beder blot om at måtte se et formål med verden, som er fornuftigt, og som giver mening. Uden din særlige funktion har verden ingen mening for dig. Dog kan det blive et skatkammer så rigt og ubegrænset som selve Himlen. Der går ikke et øjeblik., hvor din broders hellighed ikke kan ses, hvilket kan tilføje et ubegrænset forråd til hver en mager bid og lille krumme lykke, som du tilskriver dig selv.
6. Du kan miste enheden af syne, men du kan ikke gøre et offer af dens virkelighed. Ej heller kan du miste det, som du ønsker at ofre, og ej heller holde Helligånden borte fra Hans opgave i at vise dig, at det ikke er gået tabt. Hør da den sang, som din broder synger for dig, og lad verden trække sig tilbage, og modtag resten, som hans vidneudsagn tilbyder dig på fredens vegne. Men døm ham ikke, for da vil du ikke høre nogen frihedens sang for dig selv, ej heller se det, som det er ham givet at bære vidne til, for at du kan se det og glædes sammen med ham. Gør ikke hans hellighed til et offer for din tro på synden. Du opgiver din egen uskyld sammen med hans og dør, hver gang du ser en synd i ham, som fortjener døden.
7. Men du kan blive genfødt hvert et øjeblik og igen få livet givet til dig. Hans hellighed giver dig livet, som ikke kan dø, fordi hans syndefrihed er kendt af Gud, og den kan ikke opgives af dig, mere end lyset i dig skulle kunne slukkes, fordi han ikke kan se det. Du som ønsker at gøre livet til et offer og at få dine øjne og ører til at bevidne Guds død og Hans hellige Søns død, tro ikke, at du har magten til at gøre Dem til noget, som Gud ikke Ville, at De skulle være. I Himlen er Guds Søn ikke indespærret i en krop, og ej heller er han ofret i ensomhed til synden. Og som han er i Himlen, således må han være i evigheden og alle steder. Han er den samme til alle tider. Genfødt hvert et øjeblik, uberørt af tiden, og langt hinsides rækkeviden af ethvert offer af liv eller død. For han lavede ikke nogen af dem, og kun den ene blev ham givet af En, Som ved, at Hans gaver aldrig kan lide under et offer eller et tab.
8. Guds retfærdighed hviler i sin mildhed over Hans Søn og holder ham i sikkerhed for enhver uretfærdighed, som verden ville lægge på ham. Kunne det være sådan, at du kunne gøre hans synder til virkelighed og derved ofre hans Faders Vilje med ham? Fordøm ham ikke ved at se ham i det rådne fængsel, hvori han ser sig selv. Det er din specielle opgave at sikre, at døren bliver åbnet, så han kan komme ud for at skinne på dig for at give frihedens gave tilbage til dig ved at modtage den fra dig. Hvad andet er Helligåndens specielle funktion, end at sætte Guds hellige Søn fri fra det fængsel, som han lavede for at holde sig selv borte fra retfærdigheden? Kunne din funktion være en adskilt opgave udenfor Hans Egen?
Næste Afsnit Kapitel