Kapitel: 28 FRYGTENS FORLØSNING
Afsnit - I. Den nuværende erindring Næste
1. Miraklet gør ingenting. Det eneste, det gør, er at forløse. Og derved annullerer det forstyrrelsen af det, der er blevet gjort. Det tilføjer ikke noget men tager blot noget bort. Og det, det fjerner, er for længst borte, men idet det fastholdes i erindringen, synes det at have en virkning. Denne verden forsvandt for længe siden. De tanker, der lavede den, er ikke længere i det sind, der tænkte dem og elskede dem for en kort stund. Miraklet viser blot, at fortiden er borte, og det, der i sandhed er borte, har ingen virkninger. Dette at huske en årsag kan kun frembringe illusionerne om dens tilstedeværelse, ikke virkningerne.
2. Alle skyldens virkninger er her ikke mere. For skylden er forbi. Da den forsvandt, forsvandt dens konsekvenser også, da de blev efterladt uden en årsag. Hvorfor skulle du fastholde den i din erindring, når du ikke ønsker dens virkninger? Erindringen er lige så selektiv som perceptionen, idet den blot er dens fortids bøjning. Det er perceptionen af fortiden, som om det skete lige nu og stadig kunne ses. Erindringen er som perceptionen en evne, som du har lavet for at erstatte det, som Gud gav dig i din skabelse. Og ligesom alle de ting, du lavede, kan den benyttes til at tjene et andet formål og være midlet til noget andet. Den kan benyttes til at helbrede med og ikke til at såre med, hvis det er det, du ønsker.
3. Intet af det, der anvendes til at helbrede med, repræsenterer en anstrengelse i at gøre noget som helst. Det er en erkendelse af, at du ikke har nogen behov, der kræver, at noget må gøres. Det er en ikke-selektiv erindring, som ikke benyttes til at forstyrre sandheden med. Alt det, som Helligånden kan anvende til at helbrede med, er blevet Ham givet uden det indhold og de formål, som de blev lavet til. Det er blot evner uden mål for anvendelse. De venter på deres anvendelse. De har ingen troskab og intet mål.
4. Helligånden kan sandelig anvende erindringen, for det er der, Gud er. Men dette er da ikke en erindring om forgangne hændelser men kun om en nuværende tilstand. Du er vænnet så meget til at tro, at erindringen kun indeholder det forgangne, at det er svært for dig at erkende, at den er evnen til at huske lige nu. De begrænsninger, som verden lægger på erindringen, er lige så store som dem, du tillader verden at påtvinge dig. Der findes ikke en erindringens forbindelse til fortiden. Hvis du ønsker den der, så er den der. Men det er kun dit ønske om det, der skabte denne forbindelse, og det er kun dig, der har fastholdt den til en tid, hvor skylden stadig ser ud til at vente.
5. Helligåndens anvendelse af erindringen ligger helt uden for tiden. Han forsøger ikke at benytte den til at fastholde fortiden med men mere som en måde at slippe den på. Erindringen indeholder det budskab, som den modtager, og gør det, som det bliver den givet at gøre. Den skriver ikke budskabet og bestemmer heller ikke, hvad det skal bruges til. Som kroppen er den i sig selv uden formål. Og hvis den ser ud til at tjene værdsættelsen af et gammelt had, og bringer billeder af uretfærdigheder og smerter, som du gemte på, så er det de budskaber, du bad den om at bringe, og som de er. Kroppens hele historie er skjult og fastholdt under en kælders hvælvinger. Alle de mærkelige forbindelser, der er lavet for at holde fortiden levende, og nutiden som død, er henlagt der, idet de venter på din ordre om at bringe dem til dig for at genleve dem endnu engang. Og således synes deres virkninger at forøges med tiden, som fjernede deres årsag.
6. Men tiden er blot en anden fase af det, der ikke gør noget som helst. Den arbejder hånd i hånd med alle de andre væsentlige egenskaber, hvormed du forsøger at skjule sandheden om dig selv. Tiden kan hverken tage noget bort eller genskabe noget. Og alligevel anvender du den på en mærkelig måde, som om fortiden havde skabt nutiden, som jo blot er en konsekvens, hvori ingen ændring er mulig, fordi dens årsag er borte. Men en ændring må have en årsag, som vil bestå, for ellers vil den ikke vare. Der kan ikke laves en ændring i nutiden, hvis dens årsag er forsvundet. I den måde du bruger den på, er det kun fortiden, der er i erindringen, og således bliver det en måde at sætte fortiden op imod nutiden på.
7. Husk ikke noget at det, du lærte dig selv, for du havde en dårlig lærer. Og hvem ville opbevare en meningsløs lektion i sit sind, når det er muligt at lære og bevare en bedre? Når der dukker ældgamle erindringer op om had, husk da, at deres årsag er borte. Og således kan du ikke forstå, hvad de skal bruges til. Tillad ikke den årsag, som du ville give dem nu, at være det, der lavede dem til det, de var, eller syntes at være. Vær glad for, at den er borte, for det er den, du ønsker at blive forløst fra. Og se i stedet for de nye virkninger af en årsag, der modtages lige nu, med de konsekvenser, der ses lige her. De vil overraske dig med deres dejlighed. De ældgamle, nye tanker, som de bringer, vil være de lykkelige konsekvenser af en Årsag så gammel, at den langt overskrider den erindringens spændvidde, som din perception kan se.
8. Det er den Årsag, som Helligånden har husket for dig, og som du ønskede at glemme. Den er ikke i fortiden, for Han tillod ikke, at Den ikke blev husket. Den har aldrig ændret sig, for der var aldrig et tidspunkt, hvor Han ikke holdt den fast og sikkert i dit sind. Dens konsekvenser vil i sandhed se ud til at være nye, for du troede, at du ikke huskede deres Årsag. Dog var Den aldrig borte fra dit sind, for det var ikke din Faders Vilje, at Han ikke skulle huskes af Sin Søn.
9. Det, du husker, har aldrig været. Det kom fra en årsagsløshed, som du forvekslede med en årsag. Når du lærer, at du har husket konsekvenser, som var årsagsløse, og som aldrig kunne være virkninger, fortjener de kun en latter. Miraklet minder dig om en Årsag, Som altid er tilstede, fuldstændig uberørt af tiden og indblandinger. Aldrig ændret til noget andet end det, Den er. Og du er Dens virkning, lige så uforanderlig og fuldendt som Den Selv. Dens erindring ligger ikke i fortiden eller venter på fremtiden. Den afsløres ikke i mirakler. De minder dig blot om, at Den ikke er borte. Når du tilgiver Den dine synder, Vil Den ikke mere kunne fornægtes.
10. Du, som har forsøgt at dømme din egen Skaber, kan ikke forstå, at det ikke er Ham, Som har dømt Sin Søn. Du ønsker at fornægte Hans Virkninger, men De er aldrig blevet fornægtet. Der var aldrig et tidspunkt, hvor Hans Søn kunne blive fordømt for det, som var årsagsløst og imod Hans Vilje. Det eneste, som din erindring ønsker at bevidne, er frygten for Gud. Han har ikke gjort det, du frygter. Og det har du heller ikke. Og derved er din uskyld ikke gået tabt. Du har ikke brug for helbredelse for at blive helbredt. Se i ro en lektion i miraklet i at tillade Årsagen at have Sine Egne virkninger, idet du intet gør for at gribe forstyrrende ind.
11. Miraklet kommer roligt ind i sindet, som standser et øjeblik og er stille. Det rækker mildt ud fra dette rolige øjeblik i det sind, som det da helbredte, til andre sind for at dele dets ro med dem. Og de vil forene sig med det i ikke at gøre noget for at forhindre dets strålende udvidelse tilbage til det Sind, Som forårsagede alle sind. Født ud af denne forenede deltagelse, kan der ikke være nogen forsinkelse i tiden til at forsinke miraklet på sin hastige vej til alle urolige sind, for at bringe dem det øjebliks stilhed, hvor erindringen om Gud vender tilbage til dem. Deres egen erindring er stille nu, og det, der er kommet for at overtage dens plads, vil ikke senere være fuldstændig uerindret.
12. Han, Som tiden er givet til, tilbyder Sin tak for ethvert roligt øjeblik, der bliver Ham givet. For i dette øjeblik tillades det Guds erindring at tilbyde alle sine skatte til Guds Søn, som de er blevet gemt til. Hvor gladeligt giver Han dem ikke til den, som Han har fået dem til! Og Hans Skaber deler denne tak, for Han ville ikke fratages Sine Virkninger. Øjeblikkets stilhed, som Hans Søn modtog, byder evigheden og Ham velkommen, og lader Dem komme ind, hvor De ønsker at bo. For i det øjeblik gør Guds Søn intet, som ville skræmme ham selv.
13. Hvor øjeblikkeligt stiger erindringen om Gud ikke op i det sind, der ikke har nogen frygt til at holde erindringen borte med! Dets egen erindring er forsvundet. Der er nu ingen fortid, der kan sætte sit skræmmende billede i vejen for den glade opvågnen til den nutidige fred. Evighedens trompeter lyder i stilheden, men forstyrrer den ikke. Og det, der nu huskes, er ikke frygten, men Årsagen til, at frygten blev hensat i en tilstand af at være uerindret og forløst. Stilheden taler i milde toner om den kærlighed, som Guds Søn husker fra før den tid, hvor hans egen erindring kom imellem nutiden og fortiden, for at lukke dem ude.
14. Nu er Guds Søn endelig bevidst om den nutidige Årsag og Dens godgørende virkninger. Nu forstår han, at det, han har lavet, er uden årsag, idet det overhovedet ikke har nogen virkninger. Han har intet gjort. Og idet han ser dette, forstår han, at det ikke var nødvendigt for ham at gøre noget som helst, og at det havde der aldrig været. Hans Årsag er Dens Virkninger. Der var aldrig nogen anden årsag ud over Den, som kunne fremkalde en anden fortid eller fremtid. Dens virkninger er uforanderligt evige, hinsides frygten, og fuldstændig hinsides syndens verden.
15. Hvad er det, der er gået tabt, som ikke kan se det, som ikke har nogen årsag? Og hvor er ofret, når erindringen om Gud er kommet for at overtage tabets plads? Hvilken bedre måde findes der til at lukke det lille mellemrum mellem illusioner og virkelighed end at tillade erindringen om Gud at flyde hen over det, idet den gør det til en bro, som er tilstrækkelig til at nå over det? For Gud har lukket det med Sig Selv. Hans erindring er ikke forsvundet og har efterladt en strandet Søn i al evighed på en kyst, hvor han kan ane en anden kyst, som han aldrig vil kunne nå. Hans Fader vil, at han mildt bliver løftet op og båret derhen. Han har bygget broen, og det er Ham, Der vil bære Sin Søn over den. Frygt ikke, at Han vil undlade at gøre det, som Han vil. Ej heller at du bliver udelukket fra den Vilje, som er der for din skyld.
Næste Afsnit Kapitel