Kapitel: 21 FORNUFT OG PERCEPTION
Afsnit - II. Ansvaret for at se Næste
1. Vi har gentaget, hvor lidt du bliver bedt om for at lære dette kursus. Det er den samme lille villighed, som du har brug for for at få hele dit forhold ændret til glæde, den lille gave, som du tilbyder Helligånden, og som Han giver dig alt for, den smule, som frelsen hviler på, den lille meningsændring, som ændrer korsfæstelsen til genopstandelse. Og da dette er sandt, er det så enkelt, at det ikke kan undgå at blive forstået fuldstændigt. Afvist, ja, men ikke flertydigt. Og såfremt du vælger imod det nu, er det ikke, fordi det er skjult, men mere fordi denne lille omkostning i din bedømmelse synes at være for meget at skulle betale for freden.
2. Dette er det eneste du har brug for at gøre for at få klarsynet, glæden, forløsningen fra smerte og den fuldstændige undslippelse fra synd, alt dette bliver dig givet. Sig kun dette, men du må mene det uden forbehold, for her ligger frelsens magt:
Jeg er ansvarlig for det, jeg ser.
Jeg vælger de følelser, jeg oplever, og jeg bestemmer, hvilket mål jeg ønsker at opnå.
Og alt det, der synes at hænde mig,
beder jeg om og modtager jeg, nøjagtig som jeg har bedt om det.
Bedrag ikke mere dig selv med, at du er hjælpeløs overfor det, der bliver gjort imod dig. Erkend blot, at du har taget fejl, og virkningerne af alle dine fejltagelser vil forsvinde.
3. Det er umuligt, at Guds Søn blot skulle føres af hændelser, der ligger uden for ham. Det er umuligt, at hændelser, der sker for ham, ikke skulle være hans valg. Hans beslutningsmagt er det, der afgør enhver situation, som han synes at befinde sig i, om det end ser ud til at være tilfældigt. Intet sker tilfældigt i universet, som Gud skabte det, og intet findes ud over dette. Hvis du lider, har du bestemt, at synden er dit mål. Vær lykkelig, og du har givet beslutningsmagten til Ham, Som må beslutte sig for Gud på dine vegne. Dette er den lille gave, som du tilbyder Helligånden, og selv dette giver Han til dig, så du kan give den til dig selv. For ved denne gave får du magten til at forløse din frelser, så han kan give frelsen til dig.
4. Giv da ikke dette lille offer modstræbende. Hold det tilbage, og du beholder verden, som du ser den nu. Giv den bort, og alt det, du ser, forsvinder sammen med den. Aldrig blev så meget givet for så lidt. Denne udveksling iværksættes og fastholdes i det hellige øjeblik. Her bringes den verden, som du ikke ønsker, til den, du ønsker dig. Og her gives den du ønsker dig til dig, fordi du ønsker dig den. Men for at få det, må dit ønskes magt først erkendes. Du må acceptere dens styrke og ikke dens svaghed. Du må opfatte, at det, som er stærkt nok til at lave en verden, kan slippe den og kan modtage korrektion, hvis det er villig til at se, at det tog fejl.
5. Den verden du ser, er blot det tomme vidnesbyrd om det faktum, at du havde ret. Dette vidne er sindssygt. Du trænede det i sit vidneudsagn, og da det gav det tilbage til dig, lyttede du og overbeviste dig selv om, at det, du så, var rigtigt. Du gjorde dette mod dig selv. Se blot dette, og du vil også kunne se, hvor meget det ræsonnement, som din »seen« hviler på, går i cirkler. Dette blev ikke givet til dig. Det var din gave til dig selv og til din broder. Vær da villig til at lade det blive taget fra ham og erstattet med sandheden. Og som du ser forandringen i ham, vil det blive givet til dig, så du kan se den i dig selv.
6. Måske ser du ikke behovet i dig selv for at yde dette lille offer. Se da nærmere på, hvad det er. Og se meget enkelt deri hele udskiftningen af adskillelsen med frelsen. Alt hvad egoet er, er den tanke, at det er muligt, at noget kunne ske for Guds Søn, uden at han vil det, og derfor uden hans Skabers Vilje, Hvis Vilje ikke kan adskilles fra hans. Dette er Guds Søns udskiftning af sin egen vilje, et sindssygt oprør imod det, som altid må være. Dette er udtryk, for at han har magten til at gøre Gud magtesløs og selv at påtage sig den og at kaste det af sig, som Gud ville for ham. Det er den sindsyge ide, som du har lagt på dine altre, og som du tilbeder. Og enhver ting, der truer dette, synes at angribe din tro, for det er her, den er investeret. Tro ikke, at du er uden tro, for din tro og tillid til dette er virkelig stærk.
7. Helligånden kan give dig tillid til helligheden og klarsynet til nemt at kunne se den. Men du har ikke ladet det alter, hvor gaverne hører hjemme, være åben og ubesat. Der, hvor de skulle være, har du placeret dine afguder, som repræsenterer noget andet. Denne anden »vilje«, som synes at fortælle dig, hvad der skal ske, virkeliggør du. Og det, som viser dig noget andet, må derfor synes uvirkelig. Det eneste, du bedes om, er at gøre plads til sandheden. Du bliver ikke bedt om at lave noget eller at gøre noget, der ligger udenfor din forståelse. Det eneste, du bedes om er, at lade det komme ind; blot for at standse din indblanding i det, som vil ske af sig selv; ganske enkelt for igen at kunne genkende tilstedeværelsen af det, som du troede, du havde givet bort.
8. Vær da for et øjeblik villig til af lade dine altre være rensede for det, du placerede på dem, og det, som virkelig er der, kan du ikke undgå at se. Det hellige øjeblik er ikke et skabelsens øjeblik, men et genkendelsens. For genkendelsen kommer af klarsy=net og af den udskudte dømmekraft. Først da er det muligt at se indad for at se det, som er der, fuldt synligt og helt uafhængig af indblanding og dømmekraft. Forløsningen er ikke din opgave, men det er din opgave enten at ønske den velkommen eller at lade være med det. Ønsket og tilliden går hånd i hånd, for enhver tror på det, han ønsker sig.
9. Vi har allerede sag, at ønsketænkning er måden, som egoet forholder sig på, til det, det ønsker sig, for at få det til at ske. Der findes ingen bedre demonstration af ønskets magt, og derfor også tillidens, for at få dets mål til at synes virkeligt og opnåeligt. Troen på det uvirkelige fører til justeringer af virkeligheden for at få den til at passe til vanviddets mål. Syndens mål trænger ind i en skræmt verdens perceptioner for at retfærdiggøre sit formål. Det, du ønsker dig, vil du se. Og hvis det er en falsk virkelighed, vil du fastholde den ved ikke at erkende alle de justeringer, du har foretaget, for netop at gøre den mere virkelig.
10. Når klarsynet fornægtes, bliver sammenblandingen af årsag og virkning uafvendelig. Nu bliver formålet at holde virkningens årsag skjult og at få virkningen til at se ud som årsagen. Denne virkningens tilsyneladende uafhængighed får den til at se enerådende ud og i stand til at tjene som årsag til hændelser og følelser, som deres frembringer tror, den forårsager. Tidligere talte vi om dit behov for at skabe din egen skaber og at være hans fader og ikke hans søn. Dette er det samme ønske. Sønnen er den virkning, hvis Årsag han fornægter. Og således synes han at være årsagen, idet han fremkalder virkelige virkninger. Intet kan have en virkning uden en årsag, og at forveksle dem er blot ikke at forstå nogen af dem.
11. Det er lige så nødvendigt at erkende, at du skabte den verden, som du ser, som at erkende, at du ikke skabte dig selv. Det er den samme fejltagelse. Intet af det, som ikke blev skabt af din Skaber, har nogen magt over dig. Og hvis du tror, at det du lavede, kan fortælle dig, hvad du ser og føler, og hvis du har tillid til dets evne til at gøre dette, fornægter du din Skaber og tror, at du lavede dig selv. For hvis du tror, at den verden du lavede, har magten til at lave det til dig, som den ønsker, så blander du Sønnen og Faderen sammen; virkningen og Kilden.
12. Sønnens skabelser er som hans Faders. Men idet han skaber dem, bedrager Sønnen ikke sig selv med, at han er uafhængig af sin Kilde. Hans forening med Den er Kilden til hans skabelse. Herudover har han ingen magt til at skabe, og det, han da laver, er uden betydning. Det ændrer ikke noget i skabelsen, er fuldstændig afhængig af sin frembringers vanvid, og kan ikke retfærdiggøre vanvidet. Din broder tror, at han lavede verden sammen med dig. Således fornægter han skabelsen. Sammen med dig tror han, at den verden han lavede, lavede ham. Således fornægter han, at han lavede den.
13. Men sandheden er, at du og din broder begge blev skabt af en kærlig Fader, Som skabte Jer sammen som ét. Hvis du ser på det, som »beviser« noget andet, vil du fornægte hele din virkelighed. Men erkend, at alt som synes at stå imellem dig og din broder, idet det holder Jer fra hinanden og adskilt fra Jeres Fader, er noget, som du lavede i hemmelighed, og forløsningens øjeblik vil komme til dig. Alle dens virkninger er borte, fordi dens kilde er blevet afsløret. Det er dens tilsyneladende uafhængighed af sin kilde, som holder dig fængslet. Det er den samme fejl som at tro, at du er uafhængig af den Kilde, hvorved du blev skabt, og som du aldrig har forladt.
Næste Afsnit Kapitel