Kapitel: 23 KRIGEN IMOD DIG SELV
Afsnit - II. Kaotiske love Næste

1. »Kaotiske« love kan bringes ud i lyset, men de kan aldrig blive forstået. Kaotiske love er næppe meningsfyldte og derfor udenfor fornuftens område. Men de synes at være en forhindring for fornuften og sandheden. Lad os da se roligt på dem, så vi kan se hinsides dem, idet vi forstår, hvad de er og ikke, hvad de fastholder. Det er essentielt, at det bliver forstået, hvad de er til for, for det er deres formål at gøre sandheden meningsløs og at angribe den. Her er lovene, som hersker i den verden, som du lavede. Og alligevel hersker de ikke over noget, og det er ikke nødvendigt at bryde dem, du skal blot betragte dem og derpå gå forbi dem.

2. Den første Kaotiske lov siger, at sandheden er forskellig for hver enkelt. Lige som alle disse principper, fastholder denne, at hver enkelt er adskilt og har et forskelligt tankesæt, som adskiller ham fra andre. Dette princip stammer fra den overbevisning, at der findes et illusionernes hierarki; nogle er mere værdifulde og derfor sande. Hver enkelt etablerer dette for sig selv og gør det sandt ved at angribe det, som en anden sætter pris på. Og dette retfærdiggøres, fordi værdierne adskiller sig fra hinanden, og de, som har disse værdier, synes at være forskellige og derfor fjender.

3. Tænk på, hvordan dette ser ud til at gribe forstyrrende ind i miraklernes første princip. For dette etablerer sandhedsgrader blandt illusioner, idet det får det til at se ud, som om nogle er sværere at overvinde end andre. Hvis det blev erkendt, at de alle var ens og lige usande, ville det være let at forstå, at mirakler gælder for dem alle. Enhver slags fejltagelser kan korrigeres, fordi de er usande. Når de bringes til sandheden i stedet for til hinanden, forsvinder de blot. iIgen enkeltdel af intet kan være mere modstandsdygtig overfor sandheden end en anden.

4. Den anden kaotiske lov, som virkelig er vigtig for enhver, som værdsætter synden, siger, at alle må synde og fortjener derfor både angreb og død. Dette princip, som er nært beslægtet med det første, er kravet om, at fejltagelser kræver straf og ikke korrektion. For ødelæggelsen af den, der begår fejltagelsen, sætter ham uden for korrektionens og tilgivelsens rækkevidde. Det, han har gjort, fortolkes således som en uigenkaldelig dom over sig selv, som Gud Selv er for magtesløs til at kunne overvinde. Synden kan ikke eftergives, idet den er af den overbevisning, at Guds Søn kan begå fejltagelser, der forårsager, at hans egen ødelæggelse bliver uafvendelig.

5. Tænk på, hvad dette synes at gøre ved Faderen og Sønnens forhold. Nu ser det ud til, at de aldrig igen kan blive ét. For den ene må altid være fordømt, og det af den anden. Nu er de forskellige og fjender. Og deres forhold udgøres af modsætningen, ligesom de enkelte aspekter af Sønnen kun mødes for at strides og ikke for at forenes. Den ene bliver svag, og den anden stærk af hans nederlag. Og nu ser frygten for Gud og for hinanden ud til at være fornuftig, virkeliggjort af det, som Guds Søn har gjort både mod sig selv og mod sin Skaber.

6. Den arrogance, som de Kaotiske love hviler på, kan ikke blive mere tydelig end det, der fremgår her. Her er et princip, som kan definere det, som virkelighedens Skaber må være; det Han må tænke, og det Han må tro, og hvordan Han må reagere, idet Han tror på det. Det ses ikke engang som nødvendigt, at Han bliver spurgt om, hvad der er sandheden om, hvad der er blev etableret som Hans tro. Hans Søn kan fortælle Ham det, og Han har kun valget imellem at tage hans ord for gode varer eller at tage fejl. Dette fører direkte til den tredje komplet usandsynlige overbevisning, der synes at eviggøre kaos. For hvis Gud ikke kan tage fejl, må Han acceptere Sin Søns tro på, hvad han er, og hade ham for det.

7. Se, hvordan frygten for Gud forstærkes af dette tredje princip. Nu bliver det umuligt at vende sig til Ham om hjælp i elendigheden. For nu er Han blevet den »fjende«, Som forårsagede dette, og Den, som det er umuligt at appellere til. Ej heller kan frelsen ligge i Sønnen, hvori samtlige aspekter synes at være i krig med Ham og retfærdiggjort i sine angreb. For nu må frelsen forblive en umulighed, for frelseren er blevet til fjenden.

9. Egoet sætter kun pris på det, det tager. Dette fører til den fjerde kaoslov, som må være sand, hvis de andre bliver accepteret. Dette, som ligner en lov, er troen på, at du har det, som du har taget. Derved bliver en andens tab din gevinst, og således undlader den at erkende, at du aldrig kan tage noget fra nogen undtagen fra dig selv. Men alle de andre love må føre til dette. For fjender giver ikke frivilligt noget til hinanden, ej heller søger de at dele det med hinanden, som de sætter pris på. Og det, dine fjendes ønsker at holde borte fra dig, må være værd at eje, fordi de har holdt det skjult for dig.

10. Her ses, hvordan alle vanviddets mekanismer mødes i ét punkt: »Fjenden« er gjort stærk ved at holde den værdifulde arv skjult, som skulle være din; din retfærdiggjorte stilling og dit angreb over det, som er blevet tilbageholdt, og det uafvendelige tab, som fjenden må føle for, at du kan redde dig selv. Således påberåber de skyldige sig deres »uskyld«. Hvis de ikke var blevet tvunget ind i dette hæslige angreb af fjendens skruppelløse opførsel, ville de kun have reageret med venlighed. Men de venlige kan ikke overleve i en rå verden, så de må enten stjæle fra nogen eller lade sig bestjæle.

11. Og nu er der således et vagt, ubesvaret spørgsmål, som endnu ikke er blevet »forklaret«. Hvad er det for en kostbar ting, denne uvurderlige perle, denne skjulte, hemmelige skat, som skal fravristes denne overordentlig bedrageriske og snu fjende i retfærdig vrede? Det må være det, som du ønsker dig, men som du aldrig fandt. Og nu »forstår« du grunden til, at du aldrig fandt den. For den blev taget fra dig af denne fjende, og den blev gemt, hvor du ikke tænkte på at lede. Han gemte den i sin krop, idet han gjorde den til dækket over sin skyld, gemmestedet for det, som tilhører dig. Nu må hans krop ødelægges og ofres, så du kan få det, som tilhører dig. Hans bedrag kræver, at han må dø og du leve. Og du angriber kun i selvforsvar.

12. Men hvad er det, du ønsker dig, som kræver, at han dør? Kan du være sikker på at dit morderiske angreb retfærdiggøres, medmindre du ved, hvad det skal bruges til? Og her kommer et sidste kaotisk princip for at »redde« dig. Det fastholder, at der findes en erstatning for kærligheden. Dette er den magi, som vil kurere al din smerte; den manglende faktor i dit vanvid, som gør det »mentalt sundt«. Dette er grunden til, at du må angribe. Her er det, som retfærdiggør din hævn. Se blot, nu afsløret, egoets hemmelige gave, som blev revet fra din broders krop, gemt der i ondskab og had til den, som gaven tilhører. Han vil holde den hemmelige ingrediens borte fra dig, som ville give dit liv mening. Erstatningen for kærlighed, født af din misundelse på din broder, må være frelsen. Den har ingen erstatning, og der er kun den ene. Og alle dine forhold har kun dette ene formål, nemlig at stjæle det og gøre det til dit eget.

13. Dine besiddelser bliver aldrig fuldendte. Og din broder vil aldrig ophøre med at angribe dig på grund af det, du stjal. Ej heller vil Gud holde op med at hævne Sig på Jer begge, for i Sit vanvid må Han have denne erstatning for kærlighed og dræbe Jer begge. Du, som tror, at du vandrer i mental sundhed med begge ben på den faste jord og det gennem en verden, hvor der kan findes en mening. overvej dette: Dette er de love, som din »mentale sundhed« synes at hvile på. Dette er de principper, som får jorden under dine fødder til at synes fast. Og det er her, du leder efter en mening. Dette er de love, som du lavede til din frelse. De fastholder den erstatning for Himlen, som du foretrækker. Dette er deres formål, det var derfor, de blev lavet. Der er ingen mening i at spørge om, hvad de betyder. Det er indlysende. Vanviddets midler må være sindssyge. Er du lige så sikker på, at du er klar over, at målet er vanvid?

14. Ingen ønsker sig vanviddet, ej heller klynger nogen sig til sit vanvid, hvis han forstår, at det er, hvad det er. Det, som beskytter vanviddet, er troen på, at det er sandt. Det er sindssygens funktion at erstatte sandheden. Den må ses som sandhed for at blive troet. Og hvis det er sandheden, så må dens modsætning, som før var sandhed, være vanvid nu. Sådan en drejning, fuldstændig vendt på hovedet, så vanviddet er mental sundhed, illusioner sande, angreb en venlighed, hadet kærlighed og mord en velsignelse, er det mål, som de kaotiske love tjener. Dette er midlerne, hvorved Guds Love synes at være blevet vendt på hovedet. Her ser syndens love ud til at holde kærligheden fanget og at lade synden gå fri.

15. De ser ikke ud til at være målene for kaos, for ved at sætte al ting på hovedet, synes de at være lovene om orden. Hvordan kunne det undgå at være sådan? Kaos er lovløshed og har ingen love. For at man kan tro på dem, må det, der ser ud til at være dets love, opfattes som virkeligt. Deres vanvids mål må opfattes som mental sundhed. Og frygten løftes op på kærlighedens trone med askegrå læber og synsløse øjne, blindet og frygtelig at se på, kærlighedens døende hersker, dens erstatning, den, der frelser dig fra frelsen. Hvor dejlig får ikke frygtens love døden til at se ud. Tilbyd din tak til helten på kærlighedens trone, som frelste Guds Søn til frygt og død?

16. Og dog, hvordan kan det være sådan, at sådanne love kan blive troet? Der findes en mærkelig indretning, som gør dette muligt. Ej heller er den så usædvanlig; vi har set, hvordan den ser ud til at fungere mange gange tidligere. I sandheden fungerer den ikke, men i drømme, hvor kun skygger spiller den store rolle, synes den at være meget magtfuld. Ingen kaotisk lov kunne tvinge overbevisningen, hvis det ikke var for understregningen af form og den manglende vægt på indhold. Ingen, som tror, at blot en af disse love er sand, ser på, hvad det er, den siger. Nogle af de skikkelser, den antager, synes blot at indeholde en mening, det er alt.

17. Hvordan kan nogle udgaver af mord undgå at betyde døden? Kan nogen som helst form for angreb betyde kærlighed? Hvilken form for fordømmelse er en velsignelse? Hvem kan gøre sin frelser magtesløs og stadig finde frelsen? Lad ikke den skikkelse, som angrebet på ham antager, bedrage dig. Du kan ikke forsøge at skade ham og stadig blive frelst. Hvem kan finde beskyttelse imod angreb ved at angribe sig selv? Hvordan kan det betyde noget som helst, hvilken form dette vanvid end antager? Det er en dom, som vinder over sig selv, idet den fordømmer det, som den påstår at ville frelse. Lad dig ikke bedrage af, at vanviddet antager en skikkelse, som du synes er dejlig. Det, der er opsat på at ødelægge dig, er ikke din ven.

18. Du vil fastholde og selv tro, at det er sandt, at du ikke tror på disse meningsløse love, og ej heller at du vil handle ud fra dem. Og når du ser på det, de siger, kan man ikke tro på dem. Broder, du tror faktisk på dem. For hvordan kunne du ellers opfatte den form, de antager med et sådant indhold? Kan nogen som helst form af dette forsvares? Dog tror du på dem, på grund af den skikkelse de antager, og ser ikke indholdet. Det forandrer sig aldrig. Kan du male et skelet med rosenrøde læber, klæde det dejligt på, kæle for det og forkæle det og gøre det levende? Og kan du være tilfreds med at leve en illusion?

19. Der findes ikke noget liv udenfor Himlen. Livet må være der, hvor Gud skabte det. Hvilken form det end måtte antage, så er livet udenfor Himlen en illusion. I bedste fald, ligner det livet; i værste, døden. Men begge er bedømmelser af, hvad der ikke er liv, ens i deres unøjagtighed og mangel på mening. Liv ikke i Himlen er en umulighed, og det, som ikke er i Himlen, er ingen steder. Udenfor Himlen er der kun illusionernes konflikter, meningsløse, umulige og uden nogen form for fornuft, og dog opfattet som en evig barriere mod Himlen. Illusionerne er blot form. Deres indhold er aldrig sandt.

20. De kaotiske love hersker over alle illusioner. De former, de antager, er altid i konflikt, idet de gør det fuldstændig muligt at værdsætte nogen over andre. Men hver enkelt hviler lige så sikkert på den overbevisning, at de kaotiske love er ordenens love, som de andre gør. Hver enkelt af dem opretholder disse love fuldstændigt, idet de tilbyder et sikkert vidne på, at disse love er sande. Angrebets tilsyneladende mildere form, er ikke mindre sikker i sit vidnesbyrd og ej heller resultaterne. Men det er sikkert, at illusionerne vil bringe frygt, på grund af den tro, som de indebærer, ikke på grund af deres form. Og en mangel på tillid til kærlighed, i nogen som helst form, bevidner, at kaos er en virkelighed.

21. Tilliden til kaos må følge troen på synd. Det er, fordi den følger efter dette, at den synes at være en logisk konklusion; et værdsat skridt i en ordnet tankerække. Skridtene til kaos følges nydeligt fra deres udgangspunkt. Hver enkelt er en forskellig form i processen med at vende sandheden på hovedet, idet det fører stadigt dybere ind i gruen og bort fra sandheden. Tro ikke, at et skridt er mindre end et andet, ej heller at en tilbagevenden fra det ene er lettere end fra det andet. Hele nedstigningen fra Himlen ligger i hvert eneste et. Og der, hvor din tankerække starter, er det punkt, hvor den må slutte.

22. Broder, tag ikke et eneste skridt af nedstigningen til helvede. For når først du har taget et, vil du ikke mere se resten for det, de er. Og de følger efter. En hvilken som helst form for angreb har sat din fod på den forvredne trappe, som fører fra Himlen. Men det er muligt i hvert eneste øjeblik at få dette forløst. Hvordan kan du vide, om du vælger trappen til Himlen eller vejen til helvede? Meget nemt. Hvordan har du det? Er freden i din bevidsthed? Er du sikker på, hvilken vej du går? Og er du sikker på, at Himlens mål kan opnås? Hvis ikke, vandrer du alene. Bed da din Ven om at forene Sig med dig for at give dig sikkerheden om, hvilken vej du går.

Næste Afsnit Kapitel