Kapitel: 25 GUDS RETFÆRDIGHED
Afsnit - II. Frelseren fra mørket Næste
1. Er det ikke indlysende, at det, som kroppens øjne opfatter, fylder dig med frygt? Måske tror du, at du finder et håb om tilfredsstillelse der. Måske forestiller du dig at kunne opnå nogen fred og tilfredsstillelse i verden, som du opfatter den. Men det må være indlysende, at resultatet ikke ændrer sig. På trods af dine håb og forestillinger er resultatet altid håbløshed. Og der er ingen undtagelse, og det vil der aldrig være. Den eneste værdi, som fortiden kan indeholde er, at du lærer, at den ikke gav nogen gevinst, som du kunne ønske at beholde. For kun således vil du være villig til at slippe den og være fri for den i evighed.
2. Er det ikke mærkeligt, at du stadig sætter det håb højt, at du kan blive tilfredsstillet af den verden, du ser? På ingen som helst måde, og på intet tidspunkt eller noget sted, er du blevet belønnet med andet end frygt og skyld. Hvor lang tid skal du bruge til at erkende, at chancen for forandring i den henseende næppe er værd at forsinke den forandring med, der kunne resultere i et bedre resultat? For en ting er sikkert: den måde, du ser på, og som du længe har set på, giver ingen støtte til at basere dine fremtidige håb på og angiver ingen mulighed for succes. At sætte din lid til det, der ikke indebærer noget håb, må få dig til at føle dig håbløs. Dog er denne håbløshed dit valg, så længe du søger efter håb, hvor der ikke findes noget.
3. Er det ikke også sandt, at du har fundet noget håb uden for dette; et glimt, ukonstant, flakkende, dog svagt skimtet af, at håb garanteres af grunde, som ikke er af denne verden? Og dog holder dit håb om, at det måske alligevel er her, dig stadig fra at opgive den håbløse og utaknemlige opgave, som du sætter dig selv. Kan det give nogen mening at fastholde den fastlåste overbevisning, at der er grund til at blive ved med at forfølge det, som altid har svigtet, med den begrundelse, at det pludselig lykkes og bringer, hvad det aldrig har bragt tidligere?
4. Dets fortid har fejlet. Vær du glad for, at det er borte fra dit sind og ikke mere formørker det, som er der. Se ikke formen som indhold, for formen er blot et middel for indholdet. Og rammen er blot et middel til at holde billedet på plads, så det kan ses. En ramme, der skjuler billedet, har ikke noget formål. Det kan ikke være en ramme, hvis det er den, du ser. Uden billedet er rammen uden sin betydning. Dens formål er at gøre billedet tydeligt, ikke sig selv.
5. Hvem hænger en tom ramme op på væggen og står foran den i dyb ærbødighed, som om man her kunne se et mesterværk? Men hvis du ser din broder som en krop, er det blot det, du gør. Det mesterværk, som Gud har sat i denne ramme„ er det eneste, der er at se. Kroppen holder på det for en stund uden at skjule det på nogen måde. Men det, som Gud har skabt, behøver ikke nogen ramme, for det Han har skabt, støtter Han og indrammer Han inden i Sig Selv. Han tilbyder dig at se Sit mesterværk. Og ville du hellere se på rammen end på dette? For slet ikke at se billedet?
6. Helligånden er den ramme, som Gud satte omkring den del af Ham, som du ønsker at se som adskilt. Dog er dets ramme forenet med sin Skaber, et med Ham og med Hans mesterværk. Dette er dets formål, og du kan ikke gøre rammen til billedet, når du vælger at se den i dets sted. Den ramme, som Gud har givet det, tjener kun Hans formål, ikke dit adskilt fra Hans. Det er dit adskilte formål, der skjuler billedet og i stedet for hylder rammen. Men Gud har sat Sit mesterværk i en ramme, som vil vare i evigheden, når din er blevet til støv. Men tro ikke, at billedet på nogen måde er blevet ødelagt. Det, som Gud skaber, er sikker for al ødelæggelse, uforandret og fuldendt i evigheden.
7. Accepter Guds ramme i stedet for din egen, og du vil da se mesterværket. Se på dets dejlighed, og forstå det Sind, Som tænkte det, ikke i kød og ben, men i en ramme så dejlig som Sig Selv. Dens hellighed oplyser den syndefrihed, som mørkets ramme skjuler, og kaster et lysets slør over billedets ansigt, som blot afspejler det lys, der skinner fra det til sin Skaber. Tro ikke, at dette ansigt nogensinde var formørket, fordi du så det i en dødens ramme. Gud bevarede det sikkert, så du kunne se på det for at se den hellighed, som Han har givet det.
8. Se frelseren fra mørket indeni mørket, og forstå din broder, som hans Faders Sind viser ham til dig. Han vil træde frem fra mørket, når du ser på ham, og du vil ikke mere se mørket. Mørket rørte ikke ved ham, og ej heller dig, som bragte ham frem for, at du kunne se på ham. Hans syndefrihed afspejler blot din egen. Hans mildhed bliver din styrke og begge vil gladeligt se indad for at se den hellighed som må være der på grund af det, som du så på i ham. Han er den ramme, som din hellighed er sat i, og det Gud gav ham, må også være blevet givet til dig. Hvor meget han end overser mesterværket i sig selv og blot ser mørkets ramme, er det stadig din eneste funktion at se det i ham, som han ikke kan se. Og i dette syn deles klarsynet, som ser Kristus i stedet for døden.
9. Hvordan kunne Himlens Herre ikke være glad, når du påskønner Hans mesterværk? Hvad andet kunne Han gøre end at tilbyde Sin tak til dig, som elsker Hans Søn, som Han Selv gør? Ville Han ikke gøre Sin Kærlighed til dig tydelig, om du blot deler Hans hyldest til det, som Han elsker? Gud sætter skabelsen højt, som den fuldendte Fader, Som Han er. Og således fuldendes Hans glæde, når en hvilken som helst del af Ham forener sig i Hans hyldest for at dele Hans glæde. Denne broder er Hans fuldendte gave til dig. Og Han er glad og taknemlig, når du takker Hans fuldendte Søn for at være det, han er. Og al Hans tak og glæde skinner på dig, som ønsker at fuldende Hans glæde sammen med Ham. Og således bliver din egen fuldendt. Ikke en eneste stråle af mørke kan ses af dem, som bestemmer sig til at fuldende deres Faders lykke og deres egen sammen med Hans. Guds Egen taknemlighed bliver frit tilbudt til enhver., som deler Hans formål. Det er ikke Hans Vilje at være alene. Og det er heller ikke din.
10. Tilgiv din broder, og du kan ikke adskille dig fra ham og ej heller fra hans Fader. Du har ikke brug for tilgivelse, for de fuldstændigt rene har aldrig syndet. Giv da det, som Han har givet til dig, så du kan se Hans Søn som et, og tak hans Fader, som Han takker dig. Og tro heller ikke, at al Hans hyldest ikke gives til dig. For det, du giver, er Hans, og idet du giver det, lærer du at forstå Hans gave til dig. Og giv det til Helligånden, som Han tilbyder ligeligt til Faderen og Sønnen. Intet har magt over dig undtaget Hans Vilje og din egen, som blot er en forlængelse af Hans Vilje. Det var til dette, du blev skabt og din broder sammen med dig og i enhed med dig.
11.Du og din broder er et og det samme, ligesom Gud Selv er Et, og ikke delte i Hans Vilje. Og I må have det samme formål, da Han gav det samme til Jer begge. Hans Vilje bringes sammen, når I forener Jeres viljer, så du kan gøres fuldendt ved at tilbyde fuldendelsen til din broder. Se ikke den syndefuldhed, som han ser, men ær ham, så du kan sætte dig selv højt og ham ligeledes. Frelsens magt er givet til dig og din broder, så I kan dele undslippelsen fra mørket og ind i lyset, så I kan se det som ét, der aldrig var adskilt og ej heller borte fra al Guds Kærlighed, som gives ligeligt.
Næste Afsnit Kapitel