Kapitel: 9 MODTAGELSEN AF FORSONINGEN
Afsnit - II. Svaret på bøn Næste

1. Enhver, der nogensinde forsøgte at bruge bønnen til at bede om noget, har oplevet, hvad der ser ud som svigt. Dette er ikke kun sandt i forbindelse med specifikke ting, der kunne være skadelige, men også i forbindelse med ønsker, der fuldstændig ligger på linie med dette kursus. Især de sidste kan fejlagtigt fortolkes som »beviser« for, at kurset ikke holder, hvad det lover. Du må imidlertid huske på, at kurset siger, og det igen og igen, at dets formål er undvigelsen fra frygt.

2. Lad os da antage, at det, du beder Helligånden om, virkelig er, hvad du ønsker, men du er stadig bange for det. Hvis dette var tilfældet, ville det, når du opnåede det, ikke mere være det, du bad om. Det er grunden til, at nogle særlige former for helbredelse ikke sker, selvom tilstanden opnås. Et menneske beder måske om fysisk helbredelse, fordi han er bange for skade på kroppen. På samme tid kunne truslen mod hans tankesystem, selvom han blev helbredt fysisk, være langt mere farligt for ham end dets fysiske udtryk. I så tilfælde beder han faktisk ikke om forløsning for frygt men om at få fjeret et symptom, som han selv udvalgte. En sådan bøn handler derfor slet ikke om helbredelse.

3. Bibelen understreger, at alle bønner besvares, og dette er virkelig sandt. Selve det faktum, at Helligånden er blevet bedt om noget, sikrer et svar. Men det er lige så sikkert, at ingen af Hans svar kunne være ét, der forøger frygten. Det er muligt, at Hans svar ikke bliver hørt. Det er imidlertid umuligt, at det går tabt. Der er mange svar, som du allerede har modtaget, men som du endnu ikke har hørt. Jeg forsikrer dig om, at de venter på dig.

4. Hvis du vil vedkende dig, at dine bønner bliver besvarede, tvivl da aldrig på en Guds Søn. Sæt ikke spørgsmålstegn ved ham og fordøm ham ikke, for din tiltro til ham er din tiltro til dig selv. Hvis du vil kende Gud og Hans Svar, tro på mig, hvis tro på dig ikke kan rystes. Kan du i sandhed bede Helligånden om noget og tvivle på din broder? Tro på, at hans ord er sande p.g.a. den sandhed, der er i ham. Du vil forbinde dig med sandheden i ham, og hans ord vil blive til sandhed. Som du hører ham, sådan vil du høre mig. At lytte til sandheden er den eneste måde, hvorpå du kan høre den nu for til sidst at kende den.

5. Det budskab, din broder giver dig, afgøres af dig. Hvad siger han til dig? Hvad ønsker du, han skal sige? Din beslutning om ham former det budskab, du modtager. Husk, at Helligånden er i ham, og Hans Stemme taler til dig gennem ham. Hvad kan en så hellig broder fortælle dig andet end sandheden? Men lytter du til den? Din broder ved måske ikke, hvem han er, men der er et lys i hans sind, som ved det. Dette lys kan skinne ind i dit og indgyde sandhed i hans ord, der gør det muligt for dig at høre dem. Hans ord er Helligåndens svar til dig. Er din tillid til ham stor nok til, at du kan høre ham?

6. Du kan ikke mere bede kun for dig selv, end du kan finde glæde kun for dig selv. Bønnen er en gentagelse af, at alle er inkluderede, og dette ledes af Helligånden under Guds Love. Frelsen er af din broder. Helligånden udvider sig fra dit sind til hans og besvarer dig. Du kan ikke kun høre stemmen for Gud i dig selv, for du er ikke alene, og Hans svar gælder kun det, du er. Du kan ikke kende min tillid til dig, medmindre du udvider den. Du vil ikke have tillid til Helligåndens ledelse eller tro, at den gælder dig, medmindre du hører den i andre. Den gælder din broder, fordi den gælder dig. Ville Gud have skabt en stemme, der kun gjaldt dig? Ville du kunne høre Hans svar undtaget som et svar til alle Hans Sønner? Hør det om din broder, som du ønsker, at jeg skal høre om dig, for du ønsker ikke, at jeg skal blive ført bag lyset.

7. Jeg elsker dig for sandheden i dig, som Gud gør. Dine bedrag kan måske narre dig, men de kan ikke narre mig. Idet jeg ved, hvad du er, kan jeg ikke tvivle på dig. Jeg hører kun Helligånden i dig, Som taler til mig gennem dig. Hvis du vil høre mig, lyt da til mine brødre, hvorigennem Guds Stemme taler. Svaret på alle bønner ligger i dem. Du vil blive besvaret, som du hører svarene i alle og enhver. Lyt ikke til andet, for ellers vil du ikke virkeligt høre.

8. Hav tillid til dine brødre, for jeg har tillid til dig, og du vil lære, at min tillid til dig er retfærdiggjort. Tro på mig ved at tro på dem p.g.a. det, som Gud gav dem. De vil svare dig, hvis du lærer kun at bede om sandhed af dem. Bed ikke om velsignelser uden at velsigne dem, for kun på denne måde kan du lære, hvor velsignet du er. Ved at følge denne fremgangsmåde søger du sandheden i dig selv. Dette er ikke at gå hinsides dig selv men hen imod dig selv. Hør kun Guds Svar i Hans Sønner, og din bøn er besvaret.

9. At nære mistro er at sætte sig op imod eller at angribe. At have tillid er at acceptere og at være solidarisk. At have tillid er ikke at være lettroende men at acceptere og påskønne. Det du ikke har tillid til, påskønner du ikke, og du kan ikke være taknemlig for det, du ikke sætter pris på. Der er en pris at betale for dømmekraften, for dømmekraften er selve prissætningen, og som du sætter den, således vil du betale den.

10. Hvis dette at betale sættes lig med at få noget for det, vil du sætte prisen lavt men kræve et stort udkomme. Du vil imidlertid have glemt, at dette at prissætte er at bedømme, således at dit udkomme er ligefrem proportionalt med din opfattelse af værdi. Hvis dette at betale sættes lig med din opfattelse af at give, kan det ikke opfattes som et tab, og det gensidige forhold imellem at give og at modtage vil blive erkendt. Prisen vil da blive sat højt p.g.a udkommets værdi. Prisen for at få er at miste værdibegrebet af syne, hvilket gør det umuligt for dig ikke at påskønne, hvad du modtager. Idet du kun sætter lidt pris på det, vil du ikke påskønne det, og du vil ikke ønske det.

11. Glem da aldrig, at du fastsætter værdien i forhold til det, du modtager, og prisbestemmer det i forhold til det, du giver. At tro på, at du kan få meget for lidt, er at tro, at du kan købslå med Gud. Guds Love er altid fair og fuldendt konsekvente. Ved at give modtager du. Men at modtage er at acceptere, ikke at få. Det er umuligt ikke at eje, men det er muligt ikke at vide, at du ejer. Erkendelsen af at eje er villigheden til at give, og kun gennem denne villighed kan du erkende, hvad du ejer. Det, du giver, er derfor værdien, som du sætter på det, du ejer, idet det er det nøjagtige mål af den værdi, du selv sætter det til. Og dette er igen målet for, hvor meget du ønsker det.

12. Du kan derfor kun bede Helligånden om noget ved at give til Ham, og du kan kun give til Ham, hvor du ser Ham. Hvis du ser Ham i alle og enhver, overvej da, hvor meget du vil bede Ham om, og hvor meget du vil modtage. Han vil ikke nægte dig noget, for du har ikke nægtet Ham noget, og derved kan I dele alt. Dette er måden og den eneste måde, hvorpå du kan modtage Hans svar, for Hans svar er det eneste, du kan bede om og ønske dig. Sig da til alle:

Fordi jeg vil, at jeg kender mig selv, ser jeg dig som Guds Søn og min broder.

Næste Afsnit Kapitel