Kapitel: 19 OPNÅELSEN AF FRED
Afsnit - III. Syndens uvirkelighed Næste
1. Skyldens tiltrækning findes i synden, ikke i fejltagelsen. Synden vil blive gentaget på grund af denne tiltrækning. En frygt kan blive så voldsom, at synden nægtes sin udfoldelse. Men så længe skylden synes tiltrækkende, vil sindet lide og vil ikke slippe ideen om synd. For skylden råber stadig til den, og sindet hører det og længes efter den, idet det gør sig selv til en villig fange overfor dens syge tiltrækning. Synd er en ondskabens ide, som ikke kan korrigeres, og som altid vil synes tiltrækkende. Du vil altid ønske dig den som en essentiel del af, hvad egoet tror, du er. Og kun en hævner, med et sind ulig dit eget, kunne tvinge den bort ved hjælp af frygten.
2. Egoet tror det ikke muligt, at det er kærligheden, og ikke frygten, som synden i virkeligheden kalder på, og som altid svarer. For egoet bringer synden til frygten, idet det kræver en afstraffelse. Men afstraffelse er blot en anden måde at beskytte skylden på, for det, som fortjener afstraffelse, må jo virkelig være sket. Afstraffelse er altid den store syndens bevarer, idet den behandler den med respekt og ærer dens storhed. Det, som kræver en straf, må være sandt. Og det, som er sandt, må være evigt og vil blive gentaget i en uendelighed. For det, du tror er virkeligt, ønsker du dig, og vil du ikke lade være.
3. En fejltagelse er på den anden side ikke tiltrækkende. Det, du klart ser som en fejltagelse, ønsker du at få korrigeret. Sommetider kan en synd gentages igen og igen med tydelige deprimerende resultater, men uden at dens tiltrækning aftager. Og pludselig ændrer du dens status fra en synd til en fejltagelse. Nu vil du ikke gentage den; du holder blot op med det og slipper den, medmindre skylden forbliver. For da vil du blot ændre syndens skikkelse, idet du erkender, at det var en fejltagelse, men idet du vedbliver at lade den være ukorrigérbar. Dette er ikke virkelig en ændring i din opfattelse, for det er synden som har brug for straf, ikke fejltagelsen.
4. Helligånden kan ikke straffe synd. Fejltagelser genkender Han og ønsker at korrigere dem alle, som Gud har sat Ham til at gøre. Men synden kender Han ikke, og ej heller kan Han genkende fejltagelser, som ikke kan korrigeres. For en fejltagelse, som ikke kan korrigeres, er meningsløs for Ham. Fejltagelser er til for at blive korrigeret, og de har ikke brug for noget andet. Det, som har brug for en afstraffelse, har ikke brug for noget som helst. Enhver fejltagelse må være et råb om kærlighed. Hvad er synden da? Hvad andet kan den være end en fejltagelse, som du ønsker at skjule; et råb om hjælp, som du ikke ønsker skal høres og derfor ønsker, at det forbliver ubesvaret?
5. Indenfor tiden ser Helligånden tydeligt, at Guds Søn kan begå fejltagelser. Heri deler du Hans klarsyn. Men du deler ikke Hans erkendelse af forskellen på tiden og evigheden. Og når korrektionen er fuldendt, er tiden evigheden. Helligånden kan lære dig at se på tiden på en anden måde og at se hinsides den, blot ikke så længe du tror på synden. På fejltagelser, jo, for de kan korrigeres af sindet. Men synd er troen på, at din perception ikke kan forandres, og at sindet må acceptere det som sandt, som det får at vide igennem perceptionen. Hvis det ikke adlyder, bedømmes sindet til at være sindssygt. Den eneste magt, som kunne ændre perceptionen, holdes således magtesløs, idet den fastholdes til kroppen af frygt for den forandrede perception, som dets Lærer, Som er ét med det, ville bringe.
6. Når du fristes til at tro på, at synd er virkelig, husk da dette: Hvis synd er virkelig, er både Gud og du det ikke. Hvis skabelse er udvidelse, må Skaberen have udvidet Sig Selv, og det er umuligt, at det som er en del af Ham, er fuldstændig ulig resten. Hvis synd er virkelig, må Gud være i krig med Sig Selv. Han må være delt og sønderrevet mellem godt og ondt, delvis mental sund og delvis sindssyg. For Han må have skabt det, som ønsker at ødelægge Ham, og som har magten til at gøre det. Er det ikke lettere at tro, at du har taget fejl, end det er at tro på dette?
7. Så længe du tror, at din virkelighed eller din broders er begrænset af en krop vil du tro på synden. Så længe du tror, at kroppe kan forene sig, vil du opleve skylden som tiltrækkende og mene, at synden er værdifuld. For den overbevisning, at kroppen begrænser sindet, fører til en opfattelse af verden, hvor beviset på adskillelse synes at være overalt. Og Gud og Hans skabelse synes at være adskilte og overvundne. For synden ønsker at bevise, at det, som Gud skabte som helligt, ikke kunne modstå den og ej heller forblive sig selv overfor syndens magt. Synden opfattes som større end Gud, og en som Gud Selv må bøje sig for, idet han tilbyder Sin skabelse til dens besejrer. Er dette ydmyghed eller sindssyge?
8. Hvis synd er virkelig, må den til alle tider være hinsides håbet om helbredelse. For der ville være en magt hinsides Guds, som var i stand til at lave en anden vilje, som kunne angribe Hans Vilje og vinde over den og give Hans Søn en vilje adskilt fra Hans, og som var stærkere. Og hver eneste del af Guds fragmenterede skabelse ville have hver sin vilje, som modsatte sig Hans og til alle tider ville være i en evig modsætning til Ham og til hinanden. Dit hellige forhold har nu som sit formål det mål at bevise, at dette er umuligt. Himlen har smilet på det, og troen på synd er blevet revet op med rode i dens kærlighedens smil. Du ser den stadig, for du erkender ikke, at dens fundament er borte. Dens kilde er blevet fjernet, og således kan den kun værdsættes for en stund, før den forsvinder. Det er kun vanen med at se efter den, som forbliver.
9. Og dog ser du med Himlens smil på dine læber og Himlens velsignelse i dit blik. Du vil ikke se synden ret længe. For i din nye perception korrigerer sindet det, når den synes at kunne ses, og den bliver da usynlig. Fejltagelser genkendes hurtigt og overgives hurtigt til korrektion, til helbredelse, de skjules ikke. Du vil blive helbredt for synden og al dens hærgen, i det øjeblik du ikke giver den magt over din broder. Og du vil hjælpe ham med glædeligt at overvinde fejltagelser ved at forløse ham fra troen på synd.
10. I det hellige øjeblik vil du se Himlens smil skinne både på dig selv og på din broder. Og du vil skinne på ham i glad erkendelse af den nåde, som er blevet givet til dig. For synden kan ikke modstå en forening, som Himlen har smilet til. Din perception blev helbredt i det hellige øjeblik, som Himlen gav til dig. Glem det, du har set tidligere, og løft dine øjne i tillid til det, du ser nu. Barriererne mod Himlen vil forsvinde for dit hellige syn, for du, som var uden syn, er nu blevet givet et klarsyn, og du kan se. Se ikke efter det, som er blevet fjernet men efter den glorværdighed, som er blevet genskabt, så du kan se den.
11. Se på din Forløser og se det, som Han ønsker at vise dig i din broder, og lad ikke igen synden stige op for at blinde dine øjne. For synden vil holde dig adskilt fra ham, men din Forløser vil, at du skal se på din broder som på dig selv. Jeres forhold er nu et helbredelsens tempel, et sted hvor alle de trætte kan komme og hvile sig. Her er den hvile, som venter alle efter rejsen. Og det bringes nærmere til alle gennem Jeres forhold.
Næste Afsnit Kapitel