Kapitel: 2 ADSKILLELSEN OG FORSONINGEN
Afsnit - III. Guds Alter Næste
1. Forsoningen kan kun accepteres inden i dig ved at frigøre det indre lys. Siden adskillelsen er forsvar næsten udelukkende blevet brugt til at forsvare imod Forsoningen og har derved fastholdt adskillelsen. Dette ses normalt som et behov for at beskytte kroppen. De mange kropsfantasier, som sindet beskæftiger sig med, kommer fra den forvrængede overbevisning, at kroppen kan bruges som et middel til at opnå »forsoning«. At opfatte kroppen som et tempel er blot det første skridt til at korrigere denne forvrængning, da den kun ændrer en del af det. Det erkender en ting, nemlig at Forsoning som et fysisk begreb er umuligt. Det næste skridt er imidlertid at erkende„ at et tempel overhovedet ikke er en struktur. Dets sande hellighed ligger ved det indre alter, hvoromkring strukturen er bygget. Vægten på smukke strukturer er et tegn på frygt for Forsoning og en uvillighed til at nå selve alteret. Templets egentlige skønhed kan ikke ses med det fysiske øje. Det spirituelle syn kan på den anden side ikke se strukturen overhovedet, fordi det er et fuldendt syn. Det kan imidlertid se alteret i fuldstændig klarhed.
2. For at opnå fuldstændig effektivitet hører Forsoningen hjemme i centrum af det indre alter, hvor den løser op for adskillelsen og genskaber sindets helhed. Før adskillelsen var sindet usårlig overfor frygten, for frygt eksisterede ikke. Både adskillelsen og frygten er fejlskabelser, der må opløses for at kunne genskabe templet og for at åbne alteret for modtagelsen af Forsoningen. Dette helbreder adskillelsen ved at placere det eneste effektive forsvar inden i dig imod alle tanker om adskillelse, idet det gør dig fuldstændig usårlig.
3. Alles accept af Forsoningen er kun et spørgsmål om tid. Dette kan synes at modsige den frie vilje på grund af det uafvendelige i den endelige beslutning, men sådan er det ikke. Du kan nøle, og det er muligt for dig at lave enorme forsinkelser, men du kan ikke fuldstændigt skille dig fra din Skaber, Der satte grænserne for dine evner til at fejlskabe. En fængslet vilje frembringer en situation, der i yderste tilfælde bliver fuldstændig uholdbar. Smertegrænsen er måske høj, men den er ikke ubegrænset. Til sidst må enhver begynde at erkende, hvor svagt det end er, at der må være en bedre måde. Når denne erkendelse bundfælder sig, bliver den et vendepunkt. Dette ender med at vække det spirituelle syn, idet det samtidig svækker engagementet i det fysiske syn. Det svingende engagement i de to perceptionsplaner, opleves som regel som en konflikt, som kan blive meget stærk, men resultatet er lige så sikkert som Gud.
4. Spirituelt syn kan bogstavelig talt ikke se fejl og leder blot efter Forsoningen. Alle de løsninger, som det fysiske øje søger, går i opløsning. Det spirituelle syn ser indad og ser straks„ at alteret er blevet besmittet og har behov for reparation og beskyttelse. Idet det er fuldstændig klar over, hvad det rigtige forsvar er, ser det forbi alle andre, idet det ser forbi fejlen til sandheden. På grund af dets syns styrke, bringer det sindet ind i sin tjeneste. Dette genskaber sindets kraft, og gør det vanskeligere og vanskeligere for det at acceptere forsinkelse, idet det erkender, at det blot tilføjer mere unødvendig smerte. Som et resultat bliver sindet mere og mere følsomt over for det, det engang ville have betragtet som meget små tilfælde af ubehag.
5. Guds børn har krav på den fuldendt behagelige tilværelse, der kommer af den fuldstændige tillid. Indtil de opnår dette, spilder de sig selv og deres sande, skabende evner på nyttesløse forsøg på at få det mere komfortabelt ved upassende midler. Men de virkelige midler er allerede til stede og involverer overhovedet ingen anstrengelser for dem. Forsoningen er den eneste gave, der er værdig til at blive ofret på Guds alter, på grund af alterets egen værdi. Det blev skabt fuldendt og er fuldstændig værdigt til at modtage det fuldendte. Gud og Hans skabninger er fuldstændig afhængige af hinanden. Han stoler på dem, fordi Han skabte dem fuldendte. Han gav dem Sin fred, således at de ikke kan rystes og ikke kan bedrages. Så snart du bliver bange, bliver du bedraget, og dit sind kan ikke tjene Helligånden. Dette udsulter dig ved at fornægte dig det daglige brød. Gud er ensom uden Sine Sønner, og de er ensomme uden Ham. De må lære at se på verden som et middel til at helbrede adskillelsen. Forsoningen er garantien for, at det til sidst vil lykkes for dem.
Næste Afsnit Kapitel