Kapitel: 20 HELLIGHEDENS KLARSYN
Afsnit - III. Synden som en justering Næste
1. Troen på synd er en justering. Og en justering er en forandring, et skift i perception eller en tro på, at det, som var sådan før, er lavet om til noget andet. Enhver justering er derfor en forvrængning og kræver forsvar for at sikre den imod virkeligheden. Viden kræver ingen justeringer og mistes faktisk, hvis der foretages et skift eller en forandring. For dette indskrænker den med det samme til almindelig perception, en måde at se på, hvor sikkerheden mistes, og tvivlen kommer ind. Justeringer er nødvendige i en sådan svækket tilstand, fordi den ikke er sand. Hvem har brug for at justere sig overfor sandheden for at forstå, da den kun kræver, det han er?
2. Enhver form for justeringer er af egoet. For det er egoets faste overbevisning, at alle forhold afhænger af justeringer, for at det kan lave det ud af dem, som det ønsker. Direkte forhold, hvori der ikke findes indblandinger, ses altid som farlige. Egoet er den selvudpegede mægler i alle forhold, idet det laver de justeringer, som det ser som nødvendige, og idet det indsætter dem mellem dem, som ønsker at mødes, for at holde dem adskilte, for derved at modvirke, at de forener sig. Det er denne indstuderede indblanding, der gør det vanskeligt for dig at se dit hellige forhold som det, det er.
3. De hellige blander sig ikke i sandheden. De er ikke bange for den, for det er i sandheden, de genkender deres egen hellighed og glæder sig over det, de ser. De ser direkte på det uden at forsøge at justere sig til den, eller den til dem. Og derfor ser de, at den var i dem, idet de ikke først bestemmer, hvor den skulle være. Det faktum, at de ser, stiller blot et spørgsmål, og det er det, de ser, som svarer dem. Du laver verden, og derefter indretter du dig efter den og den efter dig. Ej heller er der nogen forskel mellem dig og den i din perception, som lavede begge.
4. Der mangler blot et enkelt spørgsmål, som har brug for et svar. Kan du lide det, du har lavet? - en verden af mord og angreb, hvorigennem du væver din lille vej gennem fortsatte farer, alene og bange, idet du i bedste fald håber på, at døden vil vente lidt længere, før den overhaler dig, og du forsvinder. Det var dig, der lavede dette. Det er et billede af, hvad du tror, du er; af hvordan du ser dig selv. En morder er bange, og de, som dræber, frygter døden. Alt dette er blot de frygtsomme tanker hos dem, som ønsker at indrette sig på en verden, som er gjort frygtsom af deres justeringer. Og de ser med sorg fra det sørgmodige inden i, ud imod den tristhed, de ser der.
5. Har du ikke undret dig over, hvordan verden virkelig er; hvordan den ville se ud gennem lykkelige øjne? Den verden, du ser, er blot en dom over dig selv. Den er der overhovedet ikke. Men dømmekraften udmåler en straf til den, retfærdiggør den og gør den til virkelighed. Således er den verden, som du ser; en dom over dig selv, som er udstedt af dig. Dette syge billede af dig bevares omhyggeligt af egoet, hvis billede det er, og som det elsker, og som er sat uden for dig i verden. Og det er denne verden du må indrette dig på, så længe du tror, at dette billede er udenfor dig, og at du er i dets vold. Denne verden er ubarmhjertig, og hvis den var udenfor dig, havde du virkelig grund til at være bange. Men det var dig, som gjorde den ubarmhjertig, og hvis ubarmhjertigheden ser ud til at se på dig, kan den korrigeres.
6. Hvem kan forblive uhellig ret længe i et helligt forhold? Den verden, som de hellige ser, er et med dem, lige som den verden, som egoet ser, er som det selv. Den verden, som de hellige ser, er smuk, fordi de ser deres uskyld i den. De fortalte den ikke, hvad den var, de foretog ikke justeringer, som passede til det, de bestilte. De udspurgte den mildt og hviskede: »Hvad er du«? Og Han, Som våger over al perception, svarede. Se ikke verdens bedømmelse som et svar på spørgsmålet: »Hvad er jeg«? Verden tror på synd, men den tro, som lavede den, som du ser den, er ikke uden for dig.
7. Forsøg ikke at få Guds Søn til at indrette sig på sin sindssyge. Der er en fremmed i ham, som skødesløst vandrede ind i sandhedens hjem, og som vil gå igen. Han kom uden formål, men han vil ikke blive foran det skinnende lys, som Helligånden tilbød, og som du modtog. For der er den fremmede gjort hjemløs, og du er budt velkommen. Stil ikke spørgsmålet: »Hvem er jeg«? til denne fremmede på gennemrejse. Han er den eneste i hele universet, som ikke ved det. Dog er det ham, du spørger, og det er hans svar, som du ønsker at indrette dig efter. Denne ene, vilde tanke, grum i sin arrogance og dog så lille og så meningsløs, at den smutter ubemærket gennem sandhedens univers, bliver din guide. Det er den, du vender dig til for at spørge om universets betydning. Og til den eneste blinde ting i sandhedens seende univers stiller du spørgsmålet: »Hvordan skal jeg betragte Guds Søn«?
8. Beder man om en bedømmelse fra en, som er fuldstændig uden dømmekraft? Og hvis du skulle have gjort det, ville du så tro på det svar og indrette dig på det, som var det sandheden? Den verden, du ser, er det svar, som du fik, og du har givet det magt til at justere verden, således at svaret bliver sandt. Du bad denne vanviddets røgsky om betydningen af dit uhellige forhold og indrettede det i forhold til dens sindssyge svar. Hvor lykkelig gjorde det dig? Mødte du din broder med glæde for at velsigne Guds Søn og for at takke ham for al den lykke, som han rakte frem imod dig? Genkendte du din broder som Guds evige gave til dig? Så du den hellighed, som skinnede i både dig og din broder for at kunne velsigne den anden? Dette er formålet med dit hellige forhold. Bed ikke om midlerne til at opnå den ene ting, som ville fastholde det som uhelligt. Giv det ikke magten til at justere midlet og målet.
9. Fanger, som i mange år har været lagt i kæder, udsultede og udmarvede, svage og udmattede og med øjne, der så længe har været slået ned i mørket, at de ikke husker lyset, springer ikke op i glæde i det øjeblik, de er frie. Det tager nogen tid, før de forstår, hvad frihed er. Du famlede blot svagt i støvet og fandt din broders hånd, usikker på, om du skulle slippe den eller at holde fast i livet, som så længe var glemt. Styrk dit greb og løft dine øjne mod din stærke følgesvend, som indeholder betydningen af din frihed. Han syntes at være korsfæstet ved din side. Og dog forblev hans hellighed uberørt og fuldendt, og med ham ved din side skal du på denne dag gå ind i Paradiset og kende Guds fred.
10. Således er min vilje for dig og din broder, og hver af jer for den anden og for sig selv. Her er der kun hellighed og forening uden begrænsning. For hvad er Himlen andet end forening, direkte og fuldendt og uden frygtens slør over sig? Her er vi ét, idet vi ser med fuldendt mildhed på hinanden og på os selv. Her bliver enhver tanke om adskillelse fra hinanden umulig. Du, som var en fange i adskillelsen bliver nu sat fri i Paradiset. Og her vil jeg forene mig med dig, min ven, min broder, og mit Selv.
11. Din gave til din broder har givet mig sikkerheden for, at vor forening snart vil ske. Del da denne tillid med mig og vid, at den er retfærdiggjort. Der er ingen frygt i den fuldendte kærlighed, fordi den ikke kender til synd, og den må se på andre, som den ser på sig selv. Når den ser med barmhjertighed inden i, hvad kunne den da frygte udenfor? De uskyldige ser sikkerheden, og de, som er rene i hjertet, ser Gud inden i Hans Søn, og forventer, at Sønnen skal føre dem til Faderen. Og hvor skulle de gå hen om ikke derhen, hvor de ønsker at være? Du og din broder vil nu føre den anden til Faderen lige så sikkert, som Gud skabte Sin Søn hellig og fastholdt ham således. Lyset fra Guds evige løfte om din udødelighed er i din broder. Se ham som syndefri, og der kan ikke være nogen frygt i dig.
Næste Afsnit Kapitel