Kapitel: 24 DET SPECIELLES MÅL
Afsnit - III. Tilgivelsen af det specielle Næste
1. Tilgivelsen er afslutningen på alt det, som er specielt. Kun illusioner kan tilgives, hvorefter de forsvinder. Tilgivelsen er forløsning fra alle illusioner, og det er grunden til, at det er umuligt kun at tilgive delvist. Ingen, som klynger sig til en eneste illusion, kan se sig selv som syndefri„ for han fastholder, at en enkelt fejltagelse stadig er dejlig. Og derfor kalder han den for »utilgivelig«, og gør den til en synd. Hvordan skulle han da kunne give sin tilgivelse fuldt ud, når han ikke selv kan modtage den? For det er sikkert, at han ville kunne modtage den fuldstændigt, i det øjeblik han gav den således. Og således ville hans hemmelige skyld forsvinde, idet den var tilgivet af ham selv.
2. Hvilken form af det specielle du end sætter højt, har du under alle omstændigheder lavet en synd. Den står urørlig, idet den bliver forsvaret stærkt af din lille magt imod Guds Vilje. Og således står den der, vendt imod dig; din fjende, ikke Guds. Således ser den ud til at skille dig fra Gud og at adskille dig fra Ham som dens forsvarer. Du ønsker da at forsvare det, som Gud ikke skabte. Og dog har denne afgud, som synes at give dig magt, taget den bort. For du har givet den din broders fødselsret, idet du har ladt ham ene og utilgivet tilbage, med dig selv syndefuld ved hans side, begge i elendighed, foran den afgud, som ikke kan frelse Jer.
3. Det er ikke dig, som er så sårbar og åben for angreb, at blot et ord, en lille hvisken, som du ikke kan lide, en omstændighed, som ikke passer dig, eller en hændelse, som du ikke forventede, forstyrrer din verden og styrter den ud i kaos. Sandheden er ikke svagelig. Illusionerne berører og forstyrrer den overhovedet ikke. Men det specielle er ikke sandheden i dig. Det kan skubbes ud af ligevægt af hvad som helst. Det, som ikke hviler på noget, kan aldrig være stabilt. Hvor stort og opblæst det end ser ud til at være, må det stadig rokke sig og dreje sig og snurre rundt for enhver brise.
4. Intet er sikkert uden et fundament. Ville Gud have efterladt Sin Søn i en sådan tilstand, hvor sikkerhed ikke har nogen mening? Nej, Hans Søn er i sikkerhed, idet han hviler på Ham. Det er det specielle ved dig, som angribes af alt det, som kan gå og ånde, eller kryber eller kravler, eller overhovedet er i live. Intet er sikkert for dets angreb, og det er selv truet af alt. Det vil aldrig på noget tidspunkt kunne tilgive noget som helst, for det er det, det er: et hemmeligt løfte om, at det Gud ønsker for dig, aldrig vil ske, og at du evigt vil modsætte dig Hans Vilje. Ej heller er det muligt, at de to nogensinde kan blive det samme, så længe det specielle står som et dødens flammende sværd imellem dem og gør dem til fjender.
5. Gud beder om din tilgivelse. Han ønsker ikke, at adskillelsen som en fremmed vilje skal stige op imellem det, Han vil for dig og det, du selv vil. De er et og det samme, for ingen af dem ønsker det specielle. Hvordan kunne de ønske selve kærlighedens død? Dog har de ikke magten til at angribe illusioner. De er ikke kroppe, men venter som ét Sind på, at alle illusioner bliver bragt til dem og derpå efterlades. Frelsen udfordrer ikke engang døden. Og Gud Selv, som ved, at døden ikke er din vilje, må sige: »Ske din vilje«, fordi det er det, du tror, der sker.
6. Tilgiv Skaberen af universet, Kilden til liv, til kærlighed og hellighed, den fuldendte Fader for en fuldendt Søn, for dine illusioner om det specielle ved dig. Her er det helvede, som du valgte til at være dit hjem. Han valgte ikke dette for dig. Bed ikke Ham om at komme herind. Vejen til kærligheden og frelsen er blokeret. Men hvis du ville forløse din broder fra helvedets dyb, har du tilgivet Ham, Hvis Vilje det er, at du i evigheden hviler i fredens arme, i fuldendt sikkerhed, og uden varmen og ondskaben fra en eneste speciel tanke, der kan forstyrre din hvile. Tilgiv Den Eneste Hellige for det specielle, som Han ikke kunne give dig, og som du derfor selv lavede.
7. De, som er specielle, som alle sover, er omringet af en dejlig verden, som de ikke ser. Frihed og fred og glæde står der ved siden af den båre, som de sover på, og kalder på dem for, at de skal komme frem og vågne fra deres drøm om døden. Men de hører ikke noget. De er langt borte i deres drømme om det specielle. De hader den kalden, som ville vække dem, og de forbander Gud, fordi Han ikke gjorde deres drøm til virkelighed. Forband du blot Gud og dø, men ikke ved Ham, Som ikke lavede døden; men kun i drømmen. Åben dine øjne en smule; se den frelser, som Gud gav til dig, så du kan se på ham, og give ham sin fødselsret tilbage. Den er din.
8. Slaverne af det specielle vil dog blive fri. Således er Guds Vilje og Hans Søns. Ville Gud fordømme Sig Selv til helvede og til forbandelsen? Og vil du, at dette gøres imod din frelser? Gud kalder til dig fra ham om at forene dig med Hans Vilje for at frelse Jer begge fra helvede. Se på aftrykket fra naglerne på hans hænder, som han holder frem imod dig for at få din tilgivelse. Gud beder om din barmhjertighed for Hans Søn og for Sig Selv. Fornægt Dem det ikke. De beder blot om, at din vilje må ske. De søger din kærlighed, så du kan elske dig selv. Elsk ikke det specielle ved dig selv i stedet for Dem. Aftrykket fra naglerne er også på dine hænder. Tilgiv din Fader, for det var ikke Hans Vilje, at du blev korsfæstet.
Næste Afsnit Kapitel