Kapitel: 31 DET ENDELIGE KLARSYN
Afsnit - III. Den selv-anklagede Næste
1. Kun de selv-anklagede fordømmer. Når du forbereder dig på at foretage et valg, der vil give forskellige resultater, er der først en ting, som må læres til overflod. Det må blive til en vanereaktion, der er så typisk for alt det, du gør, at det bliver din første reaktion på enhver fristelse og på enhver situation, som opstår. Lær dette, og lær det godt, for det er her, at forsinkelsen på lykken forkortes med et spænd af tid, som du ikke kan forestille dig. Du hader aldrig din broder for hans synder men for dine egne. Hvilken form hans synder end synes at antage, skjuler den blot det faktum, at du tror, at det er dine egne, og at de derfor retfærdiggør et »retfærdigt« angreb.
2. Hvorfor skulle hans synder være synder, hvis du ikke troede, at de ikke kunne tilgives i dig? Hvorfor er de virkelige i ham, hvis du ikke troede, at de er din virkelighed? Og hvorfor skulle du angribe dem overalt, hvis det ikke var, fordi du hader dig selv? Er du en synd? Du svarer »ja« til dette, hver gang du angriber, for ved at angribe bekræfter du, at du er skyldig og må give, som du selv fortjener at få. Og hvad andet kan du fortjene, end det, du er? Hvis du ikke troede, at du fortjente et angreb, ville det ikke falde dig ind at angribe nogen. Hvorfor skulle du? Hvad ville du vinde ved det? Hvilket resultat kunne du ønske dig derved? Og hvordan kunne mord gavne dig?
3. Synder sker i kroppe. De opfattes ikke i sind. De ses ikke som formål men som handlinger. Kroppe handler, det gør sind ikke. Og derfor må kroppen tage fejl i det, den gør. Den ses ikke som en passiv ting, der adlyder dine ordrer, idet den intet gør af sig selv. Hvis du er synd, er du en krop, for sindet handler ikke. Og et formål må være i kroppen, ikke i sindet. Kroppen må handle på egen hånd og motivere sig selv. Hvis du er synd, låser du sindet inde i kroppen, og du giver dens formål til dens fængsel, som handler i stedet for. En fangevogter følger ikke ordrer men udfører dem på fangerne.
4. Men det er kroppen, der er i fængsel, ikke sindet. Kroppen tænker ikke nogen tanker. Den har ingen magt til at lære, til at tilgive eller til at slavebinde. Den giver ikke nogen ordrer, som sindet behøver at udføre, eller sætter betingelser, som det må adlyde. Den kan kun sætte det sind i fængsel, som villigt bor der. Den bliver syg, når et sind påbyder den, at det vil være dens slave. Og den ældes og dør, fordi dette sind er sygt i sig selv. Indlæring er det eneste, der kan skabe forandring. Og derfor kunne kroppen aldrig ændre sig, når der ikke sker nogen indlæring, medmindre sindet foretrækker, at kroppen ændrer sit udseende for at passe til det formål, som sindet har givet den. For sindet kan lære, og det er der, at al ændring foregår.
5. Det sind, der tror, det er en synd, har kun et formål; at kroppen skal være kilden til synd for at beholde det i det fængsel, som det valgte og bevogter, og hvor det holder sig selv i skak, en sovende fange for de knurrende hadets og ondskabens hunde, sygdommens og angrebets, smertens og alderens, sorgens og lidelsens. Her opbevares ofringens tanker, for her hersker skylden og beordrer, at verden skal være, som den selv; et sted, hvor intet kan finde barmhjertighed eller overleve frygtens hærgen undtaget i mord og død. For her gøres du til synd, og synden kan ikke underkaste sig de glade og de frie, for de er fjender, som synden må dræbe. Synden bevares i døden, og de, der tror, at de er synden, må dø på grund af det, de tror, de er.
6. Lad os være glade over, at du vil se det, du tror, du ser, og at det er blevet dig givet at kunne ændre det, du tror. Kroppen følger blot efter. Den kan aldrig føre dig derhen, hvor du ikke ønsker at være. Den vogter ikke over din søvn eller forstyrrer din opvågnen. Sæt din krop fri fra fængslet, og du vil ikke mere se nogen som fanger af det, som du er undsluppet. Du vil ikke ønske at fastholde dine udvalgte fjender i skyld eller lægge dem, du tror, er dine venner, i kæder af illusioner om en foranderlig kærlighed.
7. De uskyldige frigiver i taknemlighed over deres egen befrielse. Og det, de ser, fastholder deres frihed fra fængsel og død. Åben dit sind for forandringen, og der vil ikke blive afkrævet nogen ældgammel straf fra din broder eller fra dig. For Gud har sagt, at det ikke er muligt at bede om et offer, og at det ikke er muligt at yde et.
Næste Afsnit Kapitel