Kapitel: 8 REJSEN TILBAGE
Afsnit - III. Det hellige møde Næste

1. Æret være Gud i det højeste og du, for sådan har Han villet det. Spørg og det skal blive dig givet, fordi det er allerede blevet givet. Bed om lys og lær, at du er lys. Såfremt du ønsker indsigt og oplysning vil du lære det, for din beslutning om at lære det er beslutningen om at lytte til den Lærer, Som kender til lyset og som derfor kan undervise dig i det. Der er ikke nogen begrænsning på din indlæring, for der er ikke nogen begrænsning på dit sind. Der er ikke nogen begrænsning på Hans undervisning, for Han blev skabt til at undervise. Idet Han forstår Sin funktion fuldt ud, opfylder Han den fuldt ud, fordi det er Hans glæde og din.

2. At opfylde Guds Vilje fuldt ud er den eneste form for glæde og fred, som kan kendes fuldt ud, for det er den eneste funktion, der kan erfares fuldt ud. Når dette da er opnået, findes der ikke nogen anden erfaring. Men ønsket om andre erfaringer vil bremse opnåelsen deraf, for Guds Vilje kan ikke påtvinges dig, idet det er en erfaring i fuldstændig villighed. Helligånden ved, hvordan Han skal undervise i dette, men det gør du ikke. Det er derfor, du har brug for Ham og grunden til, at Gud gav Ham til dig. Kun Hans undervisning vil frigøre din vilje til Guds, idet den forenes med Hans magt og ære og etablerer dem som dine. Du deler dem med andre, som Gud deler dem med andre, for det er det naturlige resultat af deres væren.

3. Faderens Vilje og Sønnens er ét i kraft af Deres udvidelse. Udvidelsen er et resultat af Deres enhed, idet de holder Deres fællesskab på plads gennem udvidelsen af Deres forenede Vilje. Dette er fuldendt skabelse ved de fuldendt skabte i forbund med den fuldendte Skaber. Faderen må tilbyde Sin Søn faderskab, for Hans Eget Faderskab må forøges udadtil. Du, der hører hjemme hos Gud, har den hellige funktion at udvide Hans Faderskab ved ikke at begrænse det. Lad Helligånden lære dig, hvordan du gør dette, for du kan kun kende dets betydning gennem Gud Selv.

4. Når du møder nogen, husk da, at det er et helligt møde. Som du ser ham, sådan vil du se dig selv. Som du behandler ham, sådan vil du behandle dig selv. Som du tænker om ham, sådan vil du tænke om dig selv. Glem aldrig dette, for i ham vil du enten finde dig selv eller miste dig selv. Hver gang to Guds Sønner mødes, gives der dem endnu en chance for frelse. Forlad ikke nogen, uden at have givet ham frelsen og uden selv at have modtaget den. For jeg er altid hos dig, idet jeg husker dig.

5. Pensummets mål, uanset hvilken lærer du vælger, er »Kend dig selv«. Der er ikke andet at søge efter. Alle søger efter sig selv og efter den magt og ære, han tror, han har mistet. Hver gang du er sammen med nogen, har du muligheden for at finde dem. Din magt og ære er i ham, fordi det er dine. Egoet forsøger kun at finde dem i dig, for det ved ikke, hvor det skal søge. Helligånden lærer dig, at hvis du kun ser på dig selv, kan du ikke finde dig selv, for det er ikke det, du er. Når du er sammen med en broder, lærer du, hvad du er, for da underviser du i, hvad du er. Han vil reagere med enten smerte eller glæde afhængig af, hvilken lærer du følger. Han vil blive sat i fængsel eller løsladt afhængig af din beslutning, og det vil du også selv. Glem aldrig dit ansvar for ham, for det er dit ansvar for dig selv. Giv ham hans plads i Kongeriget, og du vil have din.

6. Man kan ikke være ene om at finde Kongeriget, og du som er Kongeriget, kan ikke finde dig selv alene. For at opnå pensummets mål kan du ikke lytte til egoet hvis formål det er at bekæmpe sit eget mål. Egoet ved ikke dette, for det ved ingenting. Men du kan vide det, og du vil komme til at vide det, hvis du er villig til at se på, hvad egoet ønsker at gøre dig til. Dette er dit ansvar, for når du først en gang virkelig har set det, vil du acceptere Forsoningen for dig selv. Hvilket andet valg kunne du træffe? Når du har truffet dette valg, vil du forstå, hvorfor du engang troede, at når du mødte et andet menneske, troede du virkelig, at det var et andet menneske, og ethvert helligt møde, som du deltager i, vil fuldt ud lære dig, at sådan er det ikke.

7. Du kan kun møde en del af dig selv, for du er en del af Gud, som er alt. Hans magt og ære er overalt, og du kan ikke udelukkes fra dem. Egoet lærer dig, at din styrke udelukkende er i dig. Helligånden lærer dig, at al styrke er i Gud og derfor i dig. Gud vil, at ingen må lide. Han sætter ikke sin Vilje ind på, at nogen lider p.g.a. en forkert beslutning, dig inklusive. Det er derfor, Han har givet dig midlet til at forløse den. Ved Hans magt og ære forløses alle dine fejlagtige beslutninger fuldstændigt og løslader dig og din broder fra enhver fængslingstanke, som nogen som helst i Sønneforholdet har. Fejlagtige beslutninger har ingen magt, for de er ikke sande. Den fængsling, de synes at fremkalde, er ikke mere sand, end de er.

8. Magten og æren tilhører kun Gud. Dette gælder også dig. Gud giver alt, hvad der tilhører Ham, for Han giver af Sig Selv, og alt tilhører Ham. At give af dig selv er den funktion, Han gav dig. Når du opfylder den fuldt ud, vil den lade dig huske, hvad det er, du har af Ham, og derved vil du også huske, hvad du er i Ham. Du kan ikke være uden magt for at gøre dette, for det er din magt. Æren er Guds gave til dig, for det er, hvad Han er. Se denne ære overalt for at huske, hvad du er.

Næste Afsnit Kapitel