Kapitel: 15 DET HELLIGE ØJEBLIK
Afsnit - IV. Vi øver os i det hellige øjeblik Næste

1. Dette kursus ligger ikke hinsides øjeblikkelig indlæring, medmindre du tror, at det, Gud vil, tager tid. Og dette betyder blot, at du hellere vil forsinke erkendelsen af, at Hans Vilje er sådan. Det hellige øjeblik er dette øjeblik og ethvert øjeblik. Det er det øjeblik, som du ønsker, det skal være. Det, som du ikke ønsker, at det skal være, er tabt for dig. Du må afgøre, hvornår det er. Forsink det ikke. For ud over i fortiden og fremtiden, hvor du ikke vil finde det, venter det i sitrende beredthed på din accept. Men du kan ikke tage det ind i den glade bevidsthed, så længe du ikke ønsker det, for det holder hele forløsningen fra lidenhed i sig.

2. Din øvelse må derfor hvile på din villighed til at slippe al lidenhed. Det øjeblik, hvor storheden går op for dig, er ikke længere borte end dit ønske om det. Lige så meget som du ikke ønsker det, og som du ønsker lidenheden i stedet for, lige så langt er det fra dig. Med lige så meget, som du ønsker det, vil du bringe det nærmere. Tro ikke, at du kan finde frelsen og have den på din egen måde. Overgiv enhver plan, som du har lavet for din egen frelse i bytte med Guds. Hans Vilje vil stille dig tilfreds, og intet andet kan bringe dig fred. For freden er af Gud og af intet andet ud over Ham.

3. Vær ydmyg overfor Ham og dog stor i Ham. Og sæt ikke en plan af egoet foran Guds. For du lader din plads stå tom i Hans plan, som du må udfylde, hvis du vil forene dig med mig, ved din beslutning om at følge en hvilken som helst anden plan end Hans. Jeg anråber dig til at opfylde din hellige del af den plan, som Han har givet til verden til dens forløsning fra lidenheden. Gud vil, at Hans vært bor i fuldendt frihed. Enhver forbindelse til en frelsens plan udover Hans formindsker værdien af Hans Vilje for dig i dit sind. Og dog er det dit sind, som er vært for Ham.

4. Vil du vide, hvor fuldendt og uplettet det hellige alter er, hvorpå din Fader har sat Sig Selv? Det vil du genkende i det hellige øjeblik, hvor du villigt og gladeligt overgiver enhver plan, som ikke er af Ham. For her ligger freden fuldstændig klar, fordi du har været villig til at opfylde dens betingelser. Du kan gøre krav på det hellige øjeblik når som helst og hvor som helst, du ønsker det. Prøv i din øvelse at overgive enhver plan, som du har accepteret for at finde storhed i lidenheden. Der er den ikke. Brug kun det hellige øjeblik til at erkende, at kun du kan ikke vide, hvor det er, og at du kun kan bedrage dig selv.

5. Jeg står i det hellige øjeblik, lige så klart som du ønsker det. Og den grad, du lærer at acceptere mig i, er målet for den tid, det tager for det hellige øjeblik at blive dit. Jeg råber til dig om at gøre det hellige øjeblik dit med det samme, for forløsningen fra lidenhed i Guds værts sind afhænger af villighed og ikke af tiden.

6. Grunden til, at dette kursus er enkelt, er, at sandheden er enkel. Kompleksitet er af egoet og er intet andet end egoets forsøg på at skjule det indlysende. Du kunne leve for altid i det hellige øjeblik, idet det begynder lige nu og når evigheden, men det af en meget enkel årsag. Skjul ikke denne årsags enkelhed, for hvis du gør det, vil det være, fordi du foretrækker ikke at genkende den og ikke at slippe den. Den enkle grund, sagt meget enkelt, er denne: Det hellige øjeblik er et tidspunkt, hvor du modtager og afsender den fuldendte kommunikation. Dette betyder imidlertid, at det er et tidspunkt, hvor dit sind er åbent både til at modtage og til at give. Det er erkendelsen af, at alle sind kommunikerer. Det forsøger derfor ikke på at ændre noget men blot at acceptere alt.

7. Hvordan kan du gøre dette, når du foretrækker at have private tanker og at beholde dem? Den eneste måde hvorpå du kan gøre dette, ville være at fornægte den fuldendte kommunikation, som gør det hellige øjeblik til det, det er. Du tror, at du kan have tanker, som du ikke vil dele med andre, og at frelsen ligger i at beholde tankerne hos dig selv. For i private tanker, som kun kendes af dig selv, tror du, at du har fundet en måde, hvorpå du kan beholde det, som du vil have for dig selv og kun at dele det med andre, som du ønsker at dele. Og så spekulerer du på, hvorfor du ikke kan kommunikere fuldstændigt med dem omkring dig og med Gud, Som er omkring Jer alle.

8. Enhver tanke, som du ønsker at holde skjult, lukker af for kommunikationen, fordi det er det, du ønsker. Det er umuligt at genkende den fuldendte kommunikation, når dette at afbryde kommunikationen har en værdi for dig. Spørg ærligt dig selv: »Ønsker jeg at have fuldendt kommunikation, og er jeg fuldstændig villig til at slippe alt det, som forhindrer det for altid«? Hvis svaret er nej, så er Helligåndens beredthed til at give dig det ikke nok til, at det kan blive dit, for du er ikke klar til at dele det med Ham. Og det kan ikke komme ind i et sind, som har besluttet sig til at modgå det. For det hellige øjeblik gives og modtages med samme villighed, idet det er accepten af den ene Vilje, som styrer alle tanker.

9. Den nødvendige betingelse for det hellige øjeblik kræver ikke, at du ikke har tanker, som ikke er rene. Men den kræver, at du ikke har nogen, som du vil beholde. Uskylden er ikke noget, du har lavet. Den gives til dig i det øjeblik, hvor du ønsker den. Forsoningen ville ikke findes, hvis der ikke var brug for den. Du vil ikke være i stand til at modtage den fuldendte kommunikation, så længe du ønsker at skjule den for dig selv. For det, du ønsker at skjule, er skjult for dig. Prøv da i din øvelse på kun at være årvågen overfor bedraget, og forsøg ikke at beskytte de tanker, som du ønsker at beholde for dig selv. Lad Helligåndens renhed skinne dem bort og bringe hele din bevidsthed til paratheden for renhed, som Han tilbyder dig. På denne måde vil Han gøre dig klar til at erkende, at du er vært for Gud og ikke et gidsel for nogen eller noget.

Næste Afsnit Kapitel