Kapitel: 24 DET SPECIELLES MÅL
Afsnit - IV. Det specielle overfor syndefriheden Næste
1. Det specielle er en mangel på tillid til enhver anden end dig selv. Troen investerer du udelukkende i dig selv. Alt andet bliver din fjende, frygtet og angrebet, dødsens og farlig, hadet og kun en ødelæggelse værd. Hvilken slags mildhed det end tilbyder, er det blot et bedrag, men dets had er virkeligt. Med fare for at blive ødelagt må det dræbe, og du drages imod det for at dræbe det først. Og således er skyldens tiltrækning. Her sættes døden på tronen som frelseren, korsfæstelsen er nu genløsning, og frelsen kan kun betyde ødelæggelse af verden, med dig selv som den eneste undtagelse.
2. Hvilket andet formål kunne kroppen have end det specielle? Og det er dette, som gør den så svagelig og hjælpeløs, når den forsvarer sig selv. Den blev lavet for at gøre dig svagelig og hjælpeløs. Dens forbandelse er adskillelsens mål. Men kroppe har intet mål. Formål er i sindet. Og sind kan ændre sig, som de ønsker det. Det, de er, og alle deres egenskaber, kan de ikke forandre. Men det, de ser som deres formål, kan ændres, og kroppenes tilstand må ændre sig i forhold til det. Kroppen kan intet gøre af sig selv. Se den som et middel til at såre med, og den såres. Se den som et middel til at helbrede med, og den helbredes.
3. Den eneste, du kan skade, er dig selv. Dette er blevet gentaget mange gange men er endnu svært at forstå. For sind, som har bestemt sig for det specielle, er det umuligt. Men for dem, der ønsker at helbrede og ikke at angribe, er det indlysende. Angrebets formål er i sindet, og virkningerne føles kun der, hvor de findes. Ej heller er sindet begrænset, derfor må det være sådan, at skadelige formål sårer sindet som ét. Intet kunne lyde mindre fornuftigt for det specielle. Intet kunne lyde mere fornuftigt for mirakler. For mirakler er blot en ændring af formålet fra at ville skade til at ville helbrede. Denne ændring i formålet er en »trussel« for det specielle, men kun i den forstand, at alle illusioner »trues« af sandheden. De kan ikke holde sig oprejst foran den. Men hvilken trøst har der været i dem, som kunne få dig til at tilbageholde den gave, som din Fader beder om, fra Ham og at tilbyde den der i stedet for? Når du giver den til Ham, er universet dit. Når de tilbydes til dem, kan ingen gaver gengældes. Det, du har givet til det specielle, har gjort dig bankerot og har forårsaget, at dine skattes hus er tomt og øde med en åben dør, som inviterer alt og alle indenfor, som kunne forstyrre din fred, for at ødelægge.
4. Tidligere sagde jeg, at du ikke skulle overveje midlerne, hvorved frelsen opnås og ej heller, hvordan du skal nå den. Men du skal overveje, og det omhyggeligt, om det er dit ønske, at du vil se din broder syndefri. For det specielle er svaret nødvendigvis »nej«. En syndefri broder er dets fjende, mens synden, hvis det var muligt, ville være dets ven. Din broders synd ville retfærdiggøre sig selv og give den mening, således at sandheden fornægtes. Alt som er virkeligt, proklamerer hans syndefrihed. Alt, som er falskt, proklamerer, at hans synder er virkelige. Hvis han er syndig, så er din virkelighed ikke virkelig men kun en drøm om det specielle, som blot varer et øjeblik, hvorefter den da falder sammen i støv.
5. Forsvar ikke denne meningsløse drøm, hvor Gud frarøves det, Han elsker, og hvor du forbliver uden for frelsens rækkevidde. Kun dette er sikkert i denne foranderlige verden, som ikke har nogen mening i virkeligheden: Når du ikke har freden fuldstændigt hos dig, og når du lider under nogen som helst form for smerte, har du set en eller anden form for synd i din broder og har glædet dig over, hvad du troede, du så der. Det specielle ved dig selv syntes i sikkkerhed på grund af dette. Og derved frelste du det, som du udnævnte til at være din frelser, og korsfæstede den, som Gud har givet dig i stedet for. Således er du bundet til ham, for I er ét og det samme. Og således er det specielle hans »fjende«, og ligeledes din.
Næste Afsnit Kapitel