Kapitel: 30 DEN NY BEGYNDELSE
Afsnit - IV. Sandheden bag illusioner Næste
1. Du vil angribe det, der ikke tilfredsstiller dig, og således vil du ikke se, at det er noget, du har forestillet dig. Du bekæmper altid illusionerne. For sandheden bag dem er så dejlig og så stille i sin kærlige mildhed, at du fuldstændigt ville glemme din trang til at forsvare dig, hvis du var bevidst om det, og ville kaste dig i dens arme. Sandheden kan aldrig angribes. Og dette vidste du, da du lavede dine afguder. De blev lavet netop for at glemme dette. Du angriber blot falske ideer for at fylde det mellemrum, som, du tror, opstod mellem dig og det, der er sandt. Og du angriber dem for de ting, du tror, de repræsenterer. Det, der ligger hinsides dem, kan ikke angribes.
2. De trættende og utilfredsstillende guder, som du har lavet, er blot forstørrede stykker børnelegetøj. Et barn bliver bange, når et træhoved springer ud af en æske, som pludselig åbnes, eller når en blød og stille uldbjørn begynder at pibe, når han tager fat i den. De regler, som han lavede for æsker og for bjørne, har svigtet ham og har brudt hans »kontrol« over det, der omgiver ham. Og han bliver bange, fordi han troede, at reglerne beskyttede ham. Nu må han lære, at æskerne og bjørnene ikke bedrog ham, ikke brød nogle regler, og ej heller at det betyder, at hans verden nu er kaotisk og usikker. Han tog fejl. Han misforstod, hvad det var, der gjorde ham sikker, og som, han troede, havde forladt ham.
3. Det mellemrum, som ikke er der, er fyldt med legetøj i utallige skikkelser. Og hvert eneste af dem synes at bryde de regler, som du har sat op for dem. Det var aldrig det, du troede, det var. Det må se ud, som om de brød dine sikkerhedsregler, da reglerne var forkerte. Men du er ikke i fare. Du kan le ad hoppende hoveder og pibende legetøj, som et barn gør, når det finder ud af, at de ikke kan true ham. Men selv når han kan lide at lege med dem, opfatter han stadig, at de adlyder regler, som han lavede for sin fornøjelses skyld. Så der findes stadig regler, som det ser ud til, at de kan bryde for derved at forskrække ham. Men er han i sit legetøjs vold? Og kan de være en trussel imod ham?
4. Virkeligheden adlyder Guds love og ikke de regler, som du laver. Det er Hans love, som garanterer din sikkerhed. Alle de illusioner, som du tror om dig selv, adlyder ikke nogen love. De ser ud til at danse for en tid, idet de følger de regler, som du laver for dem. Men så falder de og kan ikke komme op igen. Det er blot legetøj, mit barn, så du skal ikke sørge over dem. Deres dans bragte dig aldrig nogen glæde. Men de var heller ikke noget, der kunne skræmme dig eller få dig til at føle dig sikker, hvis de adlød dine regler. De skal hverken hædres eller angribes men blot betragtes som børns legetøj uden noget som helst eget indhold. Hvis du ser et indhold i et af dem, vil du se det i dem alle. Se ikke noget i dem, og de vil ikke kunne røre dig.
5. Ydret bedrager, netop fordi der er tale om et ydre og ikke virkeligheden. Læg ikke noget i det, hvordan det end fremtræder. Det skjuler blot virkeligheden, og det skaber frygt, fordi det skjuler sandheden. Angrib ikke det, du selv har lavet for at blive bedraget, for således beviser du, at du er blevet bedraget. Angreb har magten til at gøre illusioner virkelige. Men det, det frembringer, er i virkeligheden intet. Hvem kunne blive bange for en magt, der overhovedet ikke kan have nogen virkelige virkninger? Hvad andet kunne det være end en illusion, der får ting til at se ud som sig selv? Se roligt på dets legetøj og forstå, at der er tale om afguder, som blot danser efter tomme ønsker. Tilbed dem ikke, for de er der ikke. Men dette glemmes også i angrebet. Guds Søn har ikke brug for forsvar imod sine drømme. Hans afguder truer ham overhovedet ikke. Hans eneste fejltagelse er, at han tror, de er virkelige. Hvad kan illusioners magt gøre?
6. Ydre fremtoninger kan kun bedrage det sind, som ønsker at blive bedraget. Og du kan foretage et enkelt valg, der for altid placerer dig hinsides bedraget. Du behøver ikke bekymre dig om, hvordan dette vil blive gjort, for dette kan du ikke forstå. Men du vil forstå, at der pludselig er sket store ændringer, når du bestemmer dig for en eneste enkelt ting: Du ønsker ikke det, en afgud kan give, hvad du end tror, det er. For således erklærer Guds Søn, at han er fri for afguder. Og således er han fri.
7. Frelsen er virkelig et paradoks! Hvad andet kan det være end en lykkelig drøm? Den beder dig blot om at tilgive det, som ingen nogensinde gjorde; om at se forbi det, som ikke eksisterer, og om ikke at se på det uvirkelige som en virkelighed. Du bedes blot om at lade din vilje ske og at holde op med at søge efter de ting, som du ikke ønsker dig. Og du bedes om at tillade dig at blive fri for alle de drømme om det, du aldrig var, og om ikke mere at ønske at erstatte Guds Vilje med tomme ønskers styrke.
8. Her begynder drømmen om adskillelse at blegne og forsvinde. For her begynder mellemrummet, som ikke er tilstede, at blive opfattet uden det frygtens legetøj, som du lavede. Der bedes ikke om andet end dette. Vær du glad for, at frelsen beder om så lidt og ikke om meget. Den beder i virkeligheden ikke om noget. Og selv i illusionen beder den blot om, at frygten bliver erstattet af tilgivelsen. Således er de lykkelige drømmes eneste regel. Mellemrummet tømmes for frygtens legetøj, hvorefter dets uvirkelighed bliver tydelig. Drømme kan ikke bruges til noget. Og Guds Søn har ikke brug for dem. De tilbyder ham intet, som han nogensinde kunne ønske sig. Han er forløst fra illusioner af sin egen vilje og genskabt til det, han er. Hvad andet kunne Guds plan for frelsen være om ikke et middel til at give ham til Sig Selv?
Næste Afsnit Kapitel