Kapitel: 19 OPNÅELSEN AF FRED
Afsnit - - A. Ønsket om at slippe af med den Næste
1. Den første forhindring, som freden må flyde hen over, er dit ønske om at slippe af med den. For den kan ikke udvide sig, medmindre du fastholder den. Du er det centrum, hvorfra den stråler udadtil for at kalde de andre ind. Du er dens hjem, dens rolige hvilested, hvorfra den mildt rækker ud uden at forlade dig. Hvis du ønskede at gøre den hjemløs, hvordan kunne den da bo i Guds Søn? Hvis den skulle kunne sprede sig ud over hele skabelsen, må den begynde med dig og fra dig nå ud til enhver, som kalder, for at give ham hvile ved at forene sig med dig.
2. Hvorfor skulle du ønske, at freden var hjemløs? Hvad tror du, at den må opgive for at kunne bo sammen med dig? Hvad synes at være prisen, som du er så uvillig til at betale? Den lille sandbarriere står stadig mellem dig og din broder. Ønsker du at forstærke den nu? Du bedes ikke om at slippe den kun for din egen skyld. Kristus beder dig om det for Hans Egen skyld. Han ønsker at bringe fred til enhver, og hvordan kan Han gøre det, undtaget gennem dig? Ville du lade en lille sandbakke, en støvmur, en lille tilsyneladende barriere, stå imellem dine brødre og frelsen? Og dog er denne værdsættelse af denne lille rest af et angreb, som du stadig værdsætter imod din broder, den første forhindring, som freden i dig møder i sin fremadskriden. Denne lille hadets mur ønsker stadig at modsætte sig Guds Vilje og at fastholde den som begrænset.
3. Helligåndens formål hviler i fred inden i dig. Alligevel er du stadig ikke villig til fuldstændig at lade det forene sig med dig. Du modsætter dig stadigvæk Guds Vilje en lille smule. Og denne smule er en begrænsning, som du vil pålægge helheden. Guds Vilje er én, ikke mange. Den har ingen modsætning, for der findes ikke noget ved siden af den. Det, du stadig ønsker at beholde bag din lille barriere og at holde adskilt fra din broder, synes mægtigere end universet, for det vil holde hele universet og dets Skaber tilbage. Denne lille mur vil skjule Himlens formål og holde det borte fra Himlen.
4. Ville du tvinge frelsen bort fra den, som giver frelsen? For det er sådan, du er blevet til. Freden kunne ikke fjerne sig fra dig, mere end den kunne fra Gud. Frygt ikke denne lille forhindring. Den kan ikke indeholde Guds Vilje. Freden vil flyde hen over den og forene sig med dig uden nogen hindring. Frelsen kan ikke holdes borte fra dig. Den er dit formål. Du kan ikke vælge noget andet end dette. Du har ikke noget formål udover din broder eller udover det ene, som du bad Helligånden dele med dig. Den lille mur vil stille falde bort under fredens vinger. For freden vil sende sine budbringere fra dig til hele verden, og barrierer vil fjerne sig ved deres ankomst lige så let som dem, du satte imellem, vil blive overvundet.
5. At overvinde verden er ikke vanskeligere end at overvinde din lille mur. For uden denne barriere indholdes ethvert mirakel i dit hellige forholds mirakel. Der findes ikke gradsforskelle i mirakler, for de er alle et og det samme. Hver enkelt af dem er en mild overgang fra skyldens tiltrækning til kærlighedens tiltrækning. Hvordan kan dette undgå at blive fuldbyrdet, hvor det end bliver påbegyndt? Skylden kan ikke bygge nogle virkelige barrierer imod det. Og alt, hvad der synes at stå imellem dig og din broder, må falde bort på grund af den opfordring, som du besvarede. Fra dig, som svarede, vil Han, som svarede dig, kalde på dig. Hans hjem er i dit hellige forhold. Forsøg ikke at stå imellem Ham og Hans hellige formål, for det er dit eget. Men lad Ham stille udvide dit forholds mirakel til enhver, som er indeholdt i det, som det blev givet.
6. Der er en stilhed i Himlen, en lykkelig forventning, en lille glædens pause i erkendelse af rejsens afslutning. For Himlen kender dig godt, som du kender Himlen. Der står nu ingen illusioner mellem dig og din broder. Se ikke på den lille mur af skygger. Solen er steget op over den. Hvordan kan en skygge holde dig borte fra solen? Ej heller kan skygger holde dig fra lyset, hvor illusionerne ender. Ethvert mirakel er blot afslutningen på en illusion. Således var rejsen, således dens afslutning. Og alle illusioner må ende i sandhedens mål, som du accepterede.
7. Det lille sindssyge ønske om at slippe for Ham, Som du inviterede indenfor og at skubbe Ham ud, må skabe konflikt. Når du ser på verden, kan dette lille ønske, som nu er rykket op med rode og flyder formålsløst omkring, lande og sætte sig til hvile hvor som helst, for det har nu intet formål. Før Helligånden kom ind for at bo sammen med dig, syntes det at have et mægtigt formål; nemlig den fastsatte og uforanderlige hengivelse til synden og dens resultater. Nu er det formålsløst og vandrer rundt uden mening, idet det kun skaber en lille afbrydelse i kærlighedens appel.
8. Denne fjer af et ønske, denne lille illusion, denne mikroskopiske rest af troen på synd, er det eneste, som er tilbage af det, der engang så ud til at være verden. Det er ikke mere en ubøjelig barriere imod freden. Dets formålsløse vandren omkring får dets resultater til at se mere uberegnelige og uforudsigelige ud end før. Men hvad kunne være mere ustabilt end et tæt organiseret, bedragerisk system? Dets tilsyneladende stabilitet er dets gennemgående svaghed, som når ud til alt. Den foranderlighed, som den lille rest indgiver, indikerer blot dets begrænsede resultater.
9. Hvor mægtig kan en lille fjer være overfor sandhedens store vinger? Kan den modsætte sig ørnens flugt, eller forhindre sommerens fremadskriden? Kan den gribe ind i sommersolens indvirkning på en have, som er dækket af sne? Se blot hvor let denne fjer løftes og bæres bort for aldrig at vende tilbage, skil dig af med den i glæde og uden fortrydelse. For den er intet i sig selv, og havde heller ingen betydning, da du havde større tillid til dens beskyttelse. Vil du ikke hellere hilse sommersolen velkommen end at fæste dit blik på et snefnug, som er på vej bort, medens du skælver i erindringen om vinterens kulde?
I. Skyldens tiltrækning
10. Skyldens tiltrækning frembringer en angst for kærligheden, for kærligheden ville aldrig se på skylden. Det er kærlighedens natur kun at se på sandheden, for der ser den sig selv, som den ønsker at forene sig med i en hellig forening og fuldendelse. Ligesom kærligheden må se hinsides frygten, således må frygten ikke se kærligheden. For kærligheden indeholder afslutningen på skylden, lige så sikkert som frygten er afhængig af den. Kærligheden er kun tiltrukket af kærligheden. Idet den fuldstændig overser skylden, ser den ingen frygt. Idet den er fuldstændig uden evnen til angreb, kan den ikke være bange. Frygten tiltrækkes af det, som kærligheden ikke ser, og hver af dem tror, at det, den anden ser, ikke eksisterer. Frygten ser med samme hengivelse på skylden, som kærligheden ser på sig selv med. Og hver af dem har budbringere, som de sender ud, og som kommer tilbage til dem med budskaber skrevet i et sprog, hvori deres fortsættelse udbedes.
11. Kærlighedens budbringere sendes mildt afsted og vender tilbage med budskaber om kærlighed og mildhed. Frygtens budbringere beordres groft til at opsøge skylden og at værdsætte hver eneste stump af ondskab og synd, som de kan finde, idet de ikke mister en eneste af angst for dødens straf, og lægger dem respektfuldt foran deres herre og mester. Perceptionen kan ikke tjene to herrer, idet hver beder om budskaber om forskellige ting og på forskellige sprog. Det, som frygten ernærer sig ved, overser kærligheden. Det, som frygten kræver, kan kærligheden ikke engang se. Den grumme tiltrækning, som frygten har på frygt, er helt uden kærlighedens milde perception. Det, kærligheden ønsker at se på, er fuldstændig meningsløst for frygten og helt usynlig.
12. Denne verdens forhold er resultatet af, hvordan verden opfattes. Og dette afhænger af, hvilke følelser der blev kontaktet for at sende dens budbringere ud for at se på dem, og for at vende tilbage med besked om, hvad de så. Frygtens budbringere er optrænet gennem skræk, og de skælver, når deres herre kalder på dem for, at de skal tjene ham. For frygten er ubarmhjertig, selv overfor sine venner. Dens budbringere sniger sig skyldige afsted på en sulten jagt efter skyld, for de er altid kolde og sultne og gøres meget grumme af deres herre, som kun tillader dem at ernære sig ved det, de vender tilbage med til ham. Ikke en eneste krumme af skyld undslipper deres sultne øjne. Og i deres vilde søgen efter synd, kaster de sig over hver eneste levende ting, de ser, og bærer den skrigende til deres herre, for at den kan blive ædt.
13. Send ikke disse vilde budbringere ud i verden, så de kan ernære sig ved den og gøre et bytte af virkeligheden. For de vil bringe dig ord af ben og hud og kød. De er blevet trænet til at søge efter det korrumperede og at vende tilbage med svælg, som er fyldt med nedbrudte og rådne ting. For dem er sådanne ting smukke, fordi de synes at mildne deres vilde sultens smerter. For de er vilde af frygtens smerter og ønsker at afværge afstraffelsen gennem ham, som sendte dem ild, ved at tilbyde ham det, som de holder af.
14. Helligånden har givet dig kærlighedens budbringere, istedet for dem, som du trænede gennem frygt. De er lige så ivrige efter at give dig det tilbage, som de holder af, som de andre er. Hvis du sender dem ud, vil de kun se de uskyldige og de smukke, de milde og de venlige. De vil være lige så omhyggelige med ikke at lade nogen barmhjertighedsgerning, intet lille udtryk for tilgivelse, intet lille kærlighedens åndedrag undgå deres opmærksomhed. Og de vil vende tilbage med alle de lykkelige ting, som de fandt, for kærligt at dele dem med dig. Vær ikke bange for dem. De tilbyder dig frelsen. Deres budskaber er budskaber om sikkerhed, for de ser verden som venlig.
15. Hvis du kun sender de budbringere, som Helligånden giver dig, idet du ikke ønsker andre budskaber end deres, vil du ikke mere se frygten. Verden vil blive transformeret for dine øjne, renset for al skyld og blidt penslet med skønhed. Verden indeholder ikke nogen frygt, som du ikke lagde på den. Og ingen, som du kan bede kærlighedens budbringere om at fjerne og så stadig kunne se dem. Helligånden har givet dig Sine budbringere for, at du skal sende dem til din broder, så de kan vende tilbage til dig med det, som kærligheden ser. De er blevet dig givet for at erstatte de sultne frygtens hunde, som du sendte afsted. Og de drager ud for at tilkendegive afslutningen på frygten.
16. Kærligheden ønsker også at sætte et festmåltid foran dig på et bord, som er dækket med en uplettet dug, i en stille have, hvor ingen anden lyd end sang og en sagte, glædelig hvisken høres. Dette er en fest, som ærer dit hellige forhold, og hvor alle og enhver bydes velkommen som æresgæst. Og i et helligt øjeblik bedes bordbønnen af alle, når de forenes i mildhed foran altergangens bord. Og jeg vil forene mig med Jer der, som jeg lovede Jer for længe siden og stadig lover. For i Jeres nye forhold bydes jeg velkommen. Og hvor jeg bydes velkommen, der er jeg.
17. Jeg bydes velkommen i en tilstand af nåde, hvilket betyder, at du endelig har tilgivet mig. For jeg blev symbolet på din synd, og derfor måtte jeg dø i stedet for dig. For egoet betyder synden død, og derfor opnås Forsoningen gennem mord. Frelsen ses som en måde, hvorpå Guds Søn blev dræbt, i stedet for dig. Men ville jeg tilbyde dig min krop, som jeg elsker, når jeg kender dens lidenhed? Eller ville jeg undervise i, at kroppe ikke kan holde os adskilte? Min havde ingen større værdi end din; intet bedre middel til frelsens kommunikation, og er ikke dens Kilde. Ingen kan dø for nogen, og døden forsoner ikke synden. Men du kan leve for at vise, at den ikke er virkelig. Kroppen ser ud til at være syndens symbol, så længe du tror, at den kan skaffe dig det, du ønsker dig. Så længe du tror, at den kan give dig glæde, vil du også tro, at den kan bringe dig smerte. At tro, at du kan være tilfreds og lykkelig med så lidt, er at såre dig selv, og at begrænse den lykke, du ønsker dig, er at bede smerten om at fylde dit magre forrådskammer og at fuldende dit liv. Dette er fuldendelse, som egoet ser det. For skylden kryber ind, hvor glæden er blevet fjernet og erstatter den. Fællesskabet er en anden slags fuldendelse, som rækker hinsides skylden, fordi den rækker hinsides kroppen.
Næste Afsnit Kapitel