Kapitel: 3 DEN USKYLDIGE PERCEPTION
Afsnit - VI. Dømmekraften og autoritetsproblemet Næste
1. Vi har allerede talt om Dommedag, men uden de nødvendige detaljer. Efter Dommedagen er der ikke andet. Dømmekraften er symbolsk, for hinsides perception er der ingen dømmekraft. Når Bibelen siger: »Døm ikke, at I ikke selv skal dømmes«, betyder det, at såfremt du bedømmer en andens virkelighed, vil du ikke kunne undgå at bedømme din egen.
2. Valget af at bedømme i stedet for at vide er grunden til tabet af freden. Anvendelse af dømmekraften er den proces, som perceptionen og ikke viden hviler på. Jeg har talt om dette før med vægt på perceptionens sans for udvælgelse, idet jeg påpegede, at evalueringen er dens tydelige forudsætning. Dømmekraften indebærer altid afvisning. Den understreger aldrig kun de positive aspekter af det, der dømmes, om det er i dig eller i andre. Det, der er blevet sanset og afvist, eller vejet og fundet for let, forbliver i dit sind, da det er blevet sanset. En af de illusioner, som du lider under, er troen på, at det, du fordømte, ikke har nogen virkning. Dette kan ikke være sandt, medmindre du også tror, at det, du fordømte, ikke eksisterer. Det tror du selvfølgelig ikke, for ellers ville du ikke have fordømt det. I sidste instans betyder det ikke noget, om du har ret eller uret. Hvad det end er, så sætter du din lid til det uvirkelige. Dette kan ikke undgås i nogen form for dømmekraft, da det angiver den tro, at det er din virkelighed, og du kan vælge fra den, som det passer dig.
3. Du har ingen anelse om den overvældende forløsning og dybe fred, der ligger i at møde dig selv og dine brødre fuldstændig uden fordømmelse. Når du anerkender, hvem du er, og hvad dine brødre er, vil du indse, at anvendelsen af dømmekraften overfor dem er meningsløs. Ja, faktisk er deres betydning for dig netop gået tabt på grund af det faktum, at du dømmer dem. Al usikkerhed kommer fra den tro, at du ligger under for dømmekraftens tvang. Du har ikke brug for dømmekraften til at organisere dit liv, og du har bestemt ikke brug for den for at organisere dig selv. Stående foran viden suspenderes al dømmekraft automatisk, og det er processen, der muliggør, at genkendelse erstatter perceptionen.
4. Du er meget frygtsom overfor alt det, du sanser, men har afvist at acceptere det. Du tror, at fordi du har afvist accepten, har du mistet kontrollen over det. Det er grunden til, at du ser det i mareridt, eller i venlige forklædninger, som synes at være dine mere lykkelige drømme. Intet af det, du har afvist at acceptere, kan bringes til din bevidsthed. Dette er ikke farligt i sig selv, men du har fået det til at se farligt ud for dig.
5. Når du føler dig træt, er det fordi, du har bedømt dig selv til at indebære muligheden af at kunne blive træt. Når du ler ad nogen, er det, fordi du har bedømt ham til at være uværdig. Når du ler ad dig selv, må du le ad andre, om ikke for andet, så fordi du ikke kan acceptere den tanke at være mere uværdig, end de er. Alt dette får dig til at føle dig træt, da det i virkeligheden gør dig modløs. Det er i virkeligheden ikke muligt for dig at blive træt, men det er muligt for dig at trætte dig selv. Presset fra den konstante dømmekraft er virkelig uudholdelig. Det er mærkelig, at en så trættende evne skulle sættes så højt. Men hvis du ønsker at beskrive virkeligheden, vil du insistere på at holde fast på dømmekraften. Du vil også betragte dømmekraften med frygt, da du tror, at den en dag vil blive brugt imod dig. Denne tro kan kun eksistere i den udstrækning, du tror på dømmekraftens effektivitet som et våben i forsvaret af din egen autoritet.
6. Gud tilbyder kun barmhjertighed. Dine ord skulle kun afspejle barmhjertighed, for det er, hvad du har modtaget, og derfor er det, hvad du skulle give videre. Retfærdighed er et midlertidigt råd eller et forsøg på at lære dig betydningen af barmhjertighed. Den er kun dømmende, fordi du har uretfærdigheden i dig.
7. Jeg har talt om forskellige symptomer, og på dette niveau er der næsten endeløse variationsmuligheder. Der er imidlertid kun en grund bag dem alle: Autoritetsproblemet. Det er »roden til alt ondt«. Ethvert symptom, som egoet laver, indeholder en selvmodsigelse, for sindet er delt mellem egoet og Helligånden, så hvad end egoet laver, er det ufuldstændigt og selvmodsigende. Denne uudholdelige position er et resultat af autoritetsproblemet, der, fordi det accepterer denne ene uforståelige tanke som sit udgangspunkt, kun kan frembringe tanker, der er uforståelige.
8. Punktet om autoritet er virkelig et spørgsmål om forfatterskab. Når du har et autoritetsproblem, er det altid, fordi du tror, at du selv er din egen forfatter og projicerer din fejltagelse over på andre. Derefter opfatter du situationen, som om andre bogstavelig talt kæmper med dig om ophavsretten til Forfatterskabet. Det er den fundamentale fejl af alle, der tror, at de har frarøvet Gud Hans Magt. Denne tro er meget skræmmende for dem, men den bekymrer næppe Gud. Han er imidlertid ivrig efter at løse op for den og ikke at straffe Sine børn, men kun fordi Han ved, at det gør dem ulykkelige. Guds skabninger er givet deres sande forfatterskab, men du foretrækker at være anonym, når du vælger at adskille dig fra din Forfatter. Idet du er usikker på dit eget Forfatterskab, tror du, at din skabelse var anonym. Dette bringer dig i en position, hvor det synes rigtigt at tro, at du skabte dig selv. Problemerne omkring forfatterskabet har indlagt en sådan usikkerhed i dit sind, at du endda kan tvivle på, om du overhovedet eksisterer.
9. Kun de, der opgiver fuldstændigt at afvige, ved, at afvisning af dem selv er en umulighed. Du har ikke frarøvet Gud Hans Magt, men du har mistet den. Heldigvis betyder dette at have tabt noget ikke at det er forsvundet. Det betyder blot, at du ikke kan huske, hvor det er. Dets eksistens afhænger ikke af din evne til at identificere det eller selv at placere det. Det er muligt at se på virkeligheden uden dømmekraft og blot at vide, at den er der.
10. Freden er en naturlig arv fra ånden. Enhver er fri til at afvise modtagelsen af sin arv, men han har ikke friheden til at bestemme, hvad hans arv er. Det problem, som enhver må overveje, er det fundamentale spørgsmål om forfatterskab. Al frygt kommer i sidste ende, og somme tider ad mærkelige kanaler, fra fornægtelsen af Forfatterskabet. Fornærmelsen er aldrig mod Gud, men kun mod dem, der fornægter Ham. At fornægte Hans Forfatterskab er at fornægte grunden til din egen fred, således at du kun ser dig selv som enkeltdele. Denne mærkelige perception er autoritetsproblemet.
11. Der findes ikke nogen, som ikke føler sig indespærrede på en eller anden måde. Hvis det er resultatet af hans egen frie vilje, må han betragte sin vilje som værende ufri, ellers ville beviset være i modstrid med sig selv. Den frie vilje må føre til frihed. Dømmekraften sætter altid i fængsel, fordi den adskiller virkelighedens enkeltdele ved begærets ustabile skala. Ønsker er ikke fakta. At ønske er at antyde, at dette at ville ikke er nok. Og dog tror ingen, der er ved sin fornufts fulde brug, at et Ønske er lige så virkeligt som det, der flyttes ad viljens vej. I stedet for »Søg først Himlens Kongerige«, sig da, »først skal du ville Himlens Kongerige«, for da har du sagt, »Jeg ved, hvem jeg er, og jeg accepterer min arv«.
Næste Afsnit Kapitel