Kapitel: 30 DEN NY BEGYNDELSE
Afsnit - VI. Retfærdiggørelsen af tilgivelsen Næste
1. Vrede er aldrig retfærdiggjort. Angreb har intet grundlag. Det er her, at undslippelsen fra frygten begynder, og hvor den vil fuldendes. Her gives den virkelige verden i bytte for drømme om gru. For det er dette, som tilgivelsen hviler på, og hvor den blot er naturlig. Du bedes ikke om at tilgive der, hvor et angreb er passende og ville være retfærdiggjort. For det ville betyde, at du tilgiver en synd ved slet ikke at se det, der faktisk er til stede. Det er ikke tilgivelse. For det ville forudsætte, at ved at reagere på en måde, som ikke kan retfærdiggøres, bliver din tilgivelse svaret på det angreb, der er begået. Og således er tilgivelsen ikke passende her, idet den gives, hvor den ikke hører hjemme.
2. Tilgivelsen er altid retfærdiggjort. Den har et sikkert grundlag. Du tilgiver ikke det utilgivelige eller undlader at se et virkeligt angreb, som kræver en straf. Frelsen ligger ikke i, at du bliver bedt om at reagere unaturligt på en måde, som ikke passer til det, der virkelig sker. I stedet for beder den blot om, at du reagerer hensigtsmæssigt på det, som ikke er virkeligt, ved ikke at opfatte det, som ikke er sket. Hvis tilgivelsen ikke var retfærdiggjort ville du blive bedt om at opgive dine rettigheder, når du tilgiver et angreb. Men du bedes blot om at se tilgivelsen som den naturlige reaktion på en afmagt, som hviler på en fejltagelse, og som derfor råber om hjælp. Tilgivelsen er det eneste mentalt sunde svar. Det afholder dine rettigheder fra at blive ofret.
3. Forståelsen af dette er den eneste forandring, der lader den virkelige verden stige op for at erstatte drømmene om gru. Frygt kan ikke opstå, medmindre angreb retfærdiggøres, og hvis det havde et virkeligt grundlag, ville tilgivelsen ikke have noget. Den virkelige verden opnås, når du opfatter, at tilgivelsens grundlag er virkeligt og fuldt ud retfærdiggjort. Så længe du betragter det som en uberettiget gave, må det fastholde den skyld, som du ønsker at »tilgive«. En ikke-retfærdiggjort tilgivelse er et angreb. Og det er det eneste, som verden kan tilbyde. Den tilgiver somme tider »syndere«, men forbliver bevidst om, at de har begået en synd. Og derfor har de ikke fortjent den tilgivelse, som den giver dem.
4. Dette er den falske tilgivelse, som verden anvender for at bevare oplevelsen af synd. Og når vi erkender„ at Gud er retfærdig, synes det at være umuligt, at Hans tilgivelse kan være virkelig. Således bliver frygten for Gud det sikre resultat af at opfatte tilgivelsen som ufortjent. Ingen, som oplever sig selv som skyldig, kan undgå frygten for Gud. Men han frelses fra dette dilemma, hvis han kan tilgive. Sindet må betragte sin skaber, som det betragter sig selv. Hvis du kan se, at din broder har fortjent tilgivelsen, har du lært, at tilgivelsen lige så meget er din ret som hans. Ej heller vil du tro, at Gud har planlagt en truende dom over dig, som din broder ikke har fortjent. For sandheden er, at du ikke kan gøre dig fortjent til hverken mere eller mindre end ham.
5. Den tilgivelse, som opfattes som fortjent, vil helbrede. Det giver miraklet sin styrke til at se hinsides illusioner. Det er måden, hvorpå du lærer, at også du bliver tilgivet. Intet kan ske, som det ikke er muligt at se hinsides. For hvis det var tilfældet, ville det først være nødvendigt at der kunne være en synd, som ligger uden for tilgivelsen. Der ville da være en fejl, som er mere end en fejltagelse; en speciel form for fejl, som forbliver uforandret, evig og hinsides korrektion og undslippelse. Der ville da være en fejltagelse, som havde magten til at opløse skabelsen og lave en verden, der kunne erstatte den og ødelægge Guds Vilje. Kun hvis dette var muligt, kunne der være noget, som kunne modstå miraklet, og som kunne undgå at blive helbredt af det.
6. Der er ikke noget mere sikkert bevis på, at afgudsdyrkelsen er det, du ønsker, den skal være end troen på, at der er nogle former for sygdom og mangel på glæde, som tilgivelsen ikke kan helbrede. Dette betyder, at du foretrækker at beholde nogle afguder og endnu ikke er indstillet på at give slip på alle afguder. Og således tror du, at nogle ydre fremtoninger er virkelige, ja, at de faktisk er mere end ydre fremtoninger. Lad dig ikke bedrage af den fastlåste overbevisning, at det er vanskeligere at se hinsides nogle ydre fremtoninger end andre. Det betyder altid, at du må tro, at tilgivelsen må være begrænset. Og du har sat dig et mål om delvis tilgivelse og en begrænset undslippelse fra skyld for dig selv. Hvad andet kan dette være end en falsk tilgivelse af dig selv og af enhver, som synes adskilt fra dig?
7. Det må være sandt, at miraklet kan helbrede alle former for sygdom, eller også kan det overhovedet ikke helbrede. Dets formål kan ikke være at bedømme, hvilke skikkelser, der er virkelige og hvilke ydre fremtoninger, der er sande. Hvis en eneste ydre fremtoning må forblive udenfor helbredelsen, må en illusion være en del af sandheden. Og du kunne da ikke undslippe al skyld men kun noget af den. Du må tilgive Guds Søn fuldstændigt. Eller også må du beholde et billede af dig selv, som ikke er helt, og vil forblive bange for at se indad for der at finde undslippelsen fra alle afguder. Frelsen hviler på tilliden til, at der ikke kan være nogen former for skyld, som du ikke kan tilgive. Og derfor kan der ikke være ydre fremtoninger, som har erstattet sandheden om Guds Søn.
8. Betragt din broder med viljen til at se ham, som han er. Og hold ikke en del af ham uden for din velvilje om at han skal blive helbredt. At helbrede er at gøre hel. Og det, som er helt, kan ikke have nogle dele, der mangler, og som er blevet holdt udenfor helheden. Tilgivelsen hviler på denne erkendelse og på glæden over, at der ikke kan være nogle former for sygdom, som miraklet mangler magten til at helbrede.
9. Guds Søn er fuldendt for ellers kunne han ikke være Guds Søn. Ej heller ville du kunne kende ham, hvis du tror, at han ikke fortjener undslippelsen fra skyld i alle dens konsekvenser og skikkelser. Der er ikke nogen anden måde, du kan tænke på ham, hvis du ønsker at kende sandheden om dig selv.
Jeg takker dig, Fader, for Din fuldendte Søn,
og i hans glorværdighed vil jeg genkende min egen.
Her er det glædelige budskab, at der ikke findes nogen former for ondskab, som kan overvinde Guds Vilje; den glade accept af, at det ikke er lykkedes skylden at få illusionerne til at blive virkelige gennem dit ønske om det. Og hvad andet er dette end en enkelt udtalelse om sandhed?
10. Se på din broder med dette håb i dig, og du vil forstå, at han ikke kunne begå en fejltagelse, som kunne ændre sandheden i ham. Det er ikke vanskeligt at se hinsides fejltagelser, som ikke er blevet givet virkninger. Men det, du ser med magten til at lave en afgud af Guds Søn, vil du ikke tilgive. For han er da blevet et gravens symbol og et tegn på døden. Er det din frelser? Har hans Fader taget fejl af Sin Søn? Eller har du taget fejl af ham, som blev givet til dig, for at du skulle helbrede ham for din egen frelse og forløsnings skyld?
Næste Afsnit Kapitel