Kapitel: 19 OPNÅELSEN AF FRED
Afsnit - - C. Dødens tiltrækning Næste

1. Det er givet dig og din broder, hvis specielle forhold Helligånden kom ind i, at forløse og blive forløst fra pligttroskaben overfor døden. For det blev Jer tilbudt, og I modtog det. Men du må lære endnu mere om denne mærkelige hengivelse, for den indeholder den tredje forhindring, som freden må svæve hen over. Ingen kan dø, medmindre han vælger døden. Det, der ser ud som frygten for døden, er i virkeligheden dens tiltrækning. Skylden er også frygtet og frygtelig. Men den kunne ikke have noget hold på nogen, som ikke var tiltrukket af den og søgte den. Og således er det også med døden. Lavet af egoet, falder dens mørke skygge på alle levende ting, for egoet er livets »fjende«.

2. Og dog kan en skygge ikke dræbe. Hvad er en skygge for de levende? De går blot forbi den, og den er borte. Men hvad med dem, hvis pligttroskab ikke er til at leve, de sortklædte »syndere«, egoets sørgende kor, som trasker så tungt bort fra livet, medens de trækker deres kæder efter sig og marcherer i det langsomme optog, som ærer deres grumme hersker, dødens herre? Rør ved hvem som helst af dem med tilgivelsens milde hænder, og se kæderne falde bort sammen med dine egne. Se ham kaste den mørke kåbe til side, som han bar til sin begravelse, og hør ham le ad døden. Den straf, som synden ville pålægge ham, kan han undslippe gennem din tilgivelse. Dette er ikke arrogance. Det er Guds Vilje. Hvad kan være umuligt for dig, som valgte, at Hans Vilje skulle være din? Hvad er døden for dig? Din pligttroskab er ikke til døden og ej heller til dens herre. Da du modtog Helligåndens formål i stedet for egoets, frasagde du dig døden, idet du erstattede det med livet. Vi ved, at en ide ikke forlader sin kilde. Og døden er et resultat af den tanke, som vi kalder egoet, lige så sikkert som livet er resultatet af Tanken om Gud.

i. Den ufordærvelige krop
3. Fra egoet kom synd og skyld og død i modsætning til liv og uskyld og til Selve Guds Vilje. Hvor kan sådanne modsætninger ligge om ikke i de sindssyges syge sind, som er viede til vanviddet og sat op imod Himlens fred? En ting er sikker, Gud, Som hverken skabte synden eller døden, ønsker ikke, at du være bundet af dem. Han kender hverken til synden eller dens resultater. De tilhyllede skikkelser i begravelsestoget går der ikke for at ære deres Skaber, Hvis Vilje det er, at de skal leve. De følger ikke Hans Vilje, de modsætter sig den.

4. Og hvad er den sortklædte skikkelse, som de ønsker at begrave? En krop, som de viede til døden, et symbol på korruption, et offer til synden, givet til synden, så den kan ernære sig ved den for at holde sig selv i en fordømt ting, som er forbandet af den, som lavede den og begrædt af hver enkelt sørgende, som ser den som sig selv. Du, som tror, at du har fordømt Guds Søn til dette, er arrogant. Men du, som ønsker at sætte ham fri, ærer blot hans skabers Vilje. Syndens arrogance, skyldens stolthed, adskillelsens grav er alle en del af din ikke-erkendte hengivelse til døden. Skyldens glimmer, som du lagde på kroppen, ønsker at dræbe den. For det, som egoet elsker, dræber det for, at det skal adlyde. Men det, som ikke adlyder det, kan det ikke dræbe.

5. Du har noget andet, som du kan hellige dig, som ville sikre kroppens uforkrænkelighed og fuldendthed, så længe den er brugbar i dit hellige formål. Kroppen kan ikke dø, ligesom den ikke kan føle. Den gør ingenting. I sig selv er den hverken forkrænkelig eller uforkrænkelig. Den er ingenting. Den er resultatet af den lille, sindssyge forkrænkelighedens ide, som kan korrigeres. For Gud har besvaret denne sindssyge ide med Sin Egen; et Svar, Som ikke forlod Ham og derfor bringer Skaberen til ethvert sinds bevidsthed, som hørte Hans Svar og modtog det.

6. Du, som er viet til det uforkrænkelige, er blevet givet magten til forløsning fra forkrænkeligheden gennem din accept. Hvilken bedre måde er der til at undervise det første og fundamentale princip i et kursus om mirakler, end ved at vise dig, at det, der synes at være sværest, kan opnås først? Kroppen kan kun tjene dit formål. Som du ser den, således vil den synes at være. Døden, hvis den var sand, ville være den endelige og fuldstændige afbrydelse af kommunikationen, som er egoets mål.

7. De, som frygter døden, ser ikke, hvor tit og hvor højt de råber til den og beder den om at komme for at frelse dem fra kommunikationen. For døden ses som en sikkerhed, den store, mørke frelser fra sandhedens lys, svaret på Svaret, den, der får Stemmen, Som taler for Gud, til at tie. Men tilbagetoget til døden er ikke afslutningen på konflikt. Kun Guds Svar er dens afslutning. Den forhindring, som består af din tilsyneladende kærlighed til døden, som freden må svæve hen over, synes at være meget stor. For alle egoets hemmeligheder ligger gemt i den, alle dets mærkelige bedragets værktøj, alle dets syge ideer og forvredne billeder. Her er den endelige afslutning på forening, den triumf over skabelsen, som egoet har lavet. Livløshedens sejr over Selve Livet.

8. Egoet ønsker at lægge Guds Søn under dets forvredne verdens støvede overflade, dræbt på dets ordre, idet hans forfald er beviset på, at Selv Gud er magtesløs overfor egoets magt, uden evne til at beskytte det liv, som Han skabte, imod egoets vilde ønske om at dræbe. Min broder, barn af vor Fader, dette er en drøm om døden. Der findes ingen begravelse, ingen mørke altre, ingen grumme ordrer og ej heller fordømmelsens fordrejede ritualer, som kroppen fører dig til. Bed ikke om forløsning fra den. Men befri den fra de ubarmhjertige og ubøjelige ordrer, som du gav den, og tilgiv den for det, du bød den gøre. I dens begejstring beordrede du den til at dø, for kun døden kan overvinde livet. Og hvad andet end sindssyge kunne se på Guds nederlag og tro, at det var virkeligt?

9. Frygten for døden vil forsvinde, når dens tiltrækning viger for kærlighedens virkelige tiltrækning. Afslutningen på synd, som hviler roligt i dit forholds sikkerhed beskyttet af enheden med din broder og klar til at vokse til en mægtig kraft for Gud, er meget nær. Frelsens barndom bevogtes omhyggeligt af kærligheden, idet den holdes borte fra enhver tanke, som ønsker at angribe den og idet den roligt bliver gjort rede til at opfylde den mægtige opgave, som var grunden til, at den blev givet til dig. Dit nyfødte formål plejes af engle, æres af Helligånden, og beskyttes af Gud Selv. Det har ikke behov for din beskyttelse; det er dit. For det kan ikke dø, og i det ligger afslutningen på døden.

10. Hvilken fare kan angribe den, som er fuldstændig uskyldig? Hvad kunne angribe den skyldfri? Hvilken frygt kan komme ind og forstyrre syndefrihedens fred? Det, som er blevet dig givet, selv i dets barndom, er i fuld kommunikation med Gud og med dig selv. Det holder i fuldendt sikkerhed ethvert mirakel, som du vil udføre, i sine små hænder rakt frem imod dig. Livets mirakel er uden alder, født af tiden men ernæret i evigheden. Se dette barn, som du gav et hvilested ved at tilgive din broder, og ved at se Guds Vilje i det. Her genfødes Bethlehems barn. Og enhver, som giver ham husly, vil følge ham, ikke til korset, men til genopstandelsen og til livet.

11. Når noget som helst synes at være en kilde til frygt for dig, når nogen som helst situation slår dig med gru og får din krop til at ryste, og frygtens kolde sved bryder frem, husk da, at det altid er for en eneste grund; egoet har opfattet det som et symbol på frygt, et tegn på synd og død. Husk da, at hverken tegnet eller symbolet må forveksles med kilden, for de må stå for noget andet end dem selv. Deres mening kan ikke ligge i dem, men må søges i det, de repræsenterer. Og således kan de betyde alt eller intet i forhold til den sandhed eller falskhed i ideen, som de afspejler. Konfronteret med en sådan tilsyneladende usikkerhed eller betydning, bedøm den ikke. Husk den hellige tilstedeværelse af den Ene, som blev dig givet som bedømmelsens Kilde. Giv det til Ham at bedømme for dig, og sig:

Tag dette fra mig, og se på det, idet Du bedømmer det for mig.
Lad mig ikke se det som et tegn på synd og død, og ej heller bruge det til ødelæggelse.
Lær mig, hvordan jeg ikke gør det til en forhindring for freden, men lader Dig bruge det for mig, for at muliggøre dens komme.

Næste Afsnit Kapitel