Kapitel: 2 ADSKILLELSEN OG FORSONINGEN
Afsnit - VII. Årsag og virkning Næste
1. Du kan stadig beklage dig over at føle frygt, men ikke desto mindre bliver du ved med at gøre dig selv bange. Jeg har allerede angivet, at du ikke kan bede mig om at forløse dig fra frygt. Jeg ved, at den ikke eksisterer, men det gør du ikke. Hvis jeg greb ind i dine tanker og deres resultater, ville jeg pille ved en basal lov om årsag og virkning; den mest fundamentale lov, der findes. Jeg ville næppe hjælpe dig, hvis jeg svækkede din egen tænknings kraft. Det ville være i direkte strid med dette kursusformål. Det er meget bedre at minde dig om, at du ikke vogter dine tanker omhyggeligt nok. Du føler måske, at på dette tidspunkt ville det kræve et mirakel for, at du skulle kunne gøre det, og her har du fuldstændig ret. Du er ikke vant til mirakelindstillet tænkning, men du kan opøves i at tænke sådan. Alle mirakelarbejdere har brug for den slags træning.
2. Jeg kan ikke lade dit sind være ubevogtet, for da ville du ikke kunne hjælpe mig. Mirakelarbejde kræver en fuldstændig erkendelse af tankens kraft for at undgå fejlskabelser. Ellers vil det være nødvendigt med et mirakel for at få selve sindet på plads, en cirkulær proces, der ikke ville skabe det tidssammenfald, som miraklet egentlig var der for. Mirakelarbejderen må have en ægte respekt for det sande årsag/virkningsforhold, som et nødvendigt grundlag for, at miraklet kan ske.
3. Både mirakler og frygt kommer fra tanker. Hvis du ikke har frihed til at vælge den ene, ville du heller ikke have frihed til at vælge den anden. Ved at vælge miraklet har du afvist frygten om end kun for en tid. Du har været bange for alt og alle. Du er bange for Gud, for mig og for dig selv. Du har fejlopfattet eller fejlskabt og tror på det, du har skabt. Det ville du ikke have gjort, hvis du ikke var bange for dine egne tanker. De angstfyldte må fejlskabe, for de har fejlopfattet skabelsen. Når du fejlskaber, føler du smerte. Årsag og virkningsprincippet bliver nu en virkelig igangsætter, men kun for en tid. Faktisk er »Årsag« et begreb, der tilhører Gud, og »virkningen« er Hans Søn. Dette indebærer et helt andet slags årsag og virkningspar, anderledes end det, du brugte i fejlskabelsen. Den fundamentale konflikt i denne verden er da mellem skabelse og fejlskabelse. Al frygt er indbygget i den sidste og al kærlighed i den første. Konflikten er altså mellem kærlighed og frygt.
4. Det er allerede blevet sagt, at du tror, at du ikke kan kontrollere frygten, fordi du selv lavede den, og din tro på den synes at holde den uden for din kontrol. Men ethvert forsøg på at opløse fejlen ved at forsøge at beherske frygten er nyttesløs. Faktisk forstærker det frygtens magt ved den blotte antagelse, at der er behov for at beherske den. Den sande løsning hviler fuldstændig på at beherske den gennem kærlighed. I mellemtiden er følelsen af konflikt imidlertid uafvendelig, siden du har sat dig selv i en position, hvor du tror på en kraft, der ikke eksisterer.
5. Intet og alt kan ikke sameksistere. At tro på det ene er at fornægte det andet. Frygt er virkelig intet og kærlighed alt. Så snart lyset trænger ind i mørket, forsvinder mørket. Det du tror, er sandt for dig. I din forstand har adskillelsen fundet sted, og at fornægte det, er blot at bruge fornægtelsen på en forkert måde. Men at koncentrere sig om fejlen er blot at begå endnu en fejl. Den første korrektionsprocedure er at erkende, at der midlertidigt er et problem, men blot for at fastslå, at der er behov for øjeblikkelig korrektion. Dette frembringer en sindstilstand, hvor Forsoningen kan modtages uden forsinkelse. Det bør imidlertid understreges, at i sidste instans er et kompromis aldrig muligt mellem alt og intet. Tiden er hovedsageligt en indretning, hvorved ethvert kompromis i så henseende kan opgives. Det synes kun at blive opgivet lidt efter lidt, da tiden selv beskæftiger sig med intervaller, der ikke eksisterer. Fejlskabelsen gjorde dette muligt som et korrektionsmiddel. Udtalelsen: »For Gud elskede verden så meget, at Han gav den Sin eneste Søn for at enhver, der tror på Ham, ikke skulle forgå men opnå det evige liv« behøver blot en lille ændring for at opnå mening i denne sammenhæng; »Han gav den til Sin eneste Søn«.
6. Det bør specielt bemærkes, at Gud kun har én Søn. Hvis alle Hans skabninger er Hans Sønner, må enhver være en integreret del af hele Sønneforholdet. Helheden af Sønneforholdet er større end summen af enkeltdelene. Men dette forbliver imidlertid skjult, så længe der mangler en enkelt af delene. Derfor kan konflikten ikke løses fuldstændigt, før alle delene af Sønneforholdet er vendt tilbage. Først da kan den rette betydning af begrebet helhed forstås i sin fulde betydning. Enhver del af Sønneforholdet kan tro på fejl eller ufuldstændighed, hvis han vælger dette. Men når han gør dette, tror han på eksistensen af intethed. Korrektionen af denne fejl er Forsoningen.
7. Jeg har allerede talt kort om parathed, men yderligere enkeltheder kan være til hjælp her. Parathed er blot forudsætningen for fuldbyrdelse. De to bør ikke forveksles. Så snart paratheden er til stede, er der som regel en vis grad af et ønske om at opnå fuldbyrdelse, men det ikke nødvendigvis helt og udelt. Tilstanden angiver ikke mere end et potentiale for ændring. Tilliden kan ikke udvikles helt, før beherskelsen er opnået. Vi har allerede forsøgt at korrigere den fundamentale fejl, at frygt kan beherskes og har understreget, at den eneste virkelige måde er gennem kærligheden. Parathed er blot begyndelsen på tillid. Du tror måske, at dette indebærer, at et enormt tidsforløb er nødvendigt mellem parathed og beherskelse, men lad mig minde dig om, at rum og tid er under min kontrol.
Næste Afsnit Kapitel