Kapitel: 26 OVERGANGEN
Afsnit - VII. Helbredelsens love Næste

1. Dette er Et Kursus i Mirakler. Helbredelsens love må som sådan forstås, før kursets formål kan opnås. Lad os gennemgå de principper, som vi har dækket og indrette dem på en måde, som opsummerer alt det, som må ske, for at helbredelsen kan være en mulighed. For når det muliggøres, må det ske.

2. Al sygdom opstår af adskillelse. Når adskillelsen fornægtes, forvinder den. For den er forsvundet i det øjeblik, idéen, som frembragte den, er blevet helbredt og er blevet erstattet af den mentale sundhed. Sygdom og synd ses som konsekvens og årsag i et forhold, som er skjult for bevidstheden om, at det må bevares omhyggeligt for fornuftens lys.

3. Skylden beder om afstraffelse, og dens anmodning efterkommes. Ikke i sandheden, men i skyggernes og illusionernes verden, som bygger på synd. Guds Søn opfattede det, han ønskede at se, for perceptionen er et opfyldt ønske. Perceptionen ændrer sig, fordi den er lavet til at erstatte den uforanderlige viden. Dog er sandheden uforandret. Den kan ikke opfattes, kun kendes. Det, der opfattes, kan antage mange former, men ingen af dem har nogen mening. Når de bringes til sandheden bliver deres meningsløshed tydelig. Når de holdes borte fra sandheden, synes de at have en mening og at være virkelige.

4. Perceptionens love er i modsætning til sandheden, og det, som er sandt om viden, er ikke sandt om noget som helst, der er adskilt fra den. Dog har Gud alligevel givet svar på sygdommens verden, som gælder alle dens former. Guds svar er evigt, selvom det arbejder i tiden, hvor der er behov for det. Men da det er af Gud, påvirker tidens love ikke dets funktion. Det er i denne verden men ikke en del af den. For det er virkeligt og hviler, hvor al virkelighed må være. Ideer forlader ikke deres kilde, og deres virkninger synes blot at være adskilt fra dem. Ideer er af sindet. Det, som projiceres ud, og synes at være uden for sindet, er i virkeligheden ikke uden for det men en virkning af det, der er inden i, og som ikke har forladt sin kilde.

5. Guds svar er der, hvor troen på synd må være, for kun der kan dens virkninger fuldstændig forløses og blive uden årsag. Perceptionens love må vendes på hovedet, for de er det omvendte af sandhedens love. Sandhedens love vil til alle tider være sande og kan ikke vendes på hovedet; men de kan ses, som om de står på hovedet. Og dette må korrigeres der, hvor illusionen om det omvendte ligger.

6. Det er umuligt, at en illusion skulle være mindre modtagelig for sandheden end resten. Men det er muligt, at nogle gives mere værdi end andre, og at andre opgives til sandheden mindre villigt til helbredelse og for at blive afhjulpet. Ingen illusion indeholder nogen sandhed. Men det ser ud som om, nogle er mere sande end andre, selv om dette overhovedet ikke har nogen mening. Det eneste, som et illusionernes hierarki kan vise, er præferencer ikke virkelighed. Hvilken relevans har præference overfor sandhed? Illusioner er illusioner, og de er falske. Det faktum, at du foretrækker dem, giver dem ingen virkelighed. Ikke en eneste er sand på nogen måde, og alle må de flytte sig med samme lethed for det, som Gud gav som svar på dem alle. Guds Vilje er én og den samme. Og ethvert ønske, som går imod Hans Vilje, hviler ikke i sandheden.

7. Synden er ikke en fejltagelse, for den går hinsides korrektionen og til det umulige. Men troen på, at den er virkelig, har fået nogle fejltagelser til at se ud til at være helt hinsides ethvert håb om helbredelse, og er blevet de vedvarende grunde til helvede. Hvis dette var således, ville Himlen modgås af Sin egen modsætning, lige så virkelig som Den selv. Således ville Guds Vilje være delt i to, og hele skabelsen ville da være underkastet loven om to modsatrettede magter, indtil Gud bliver utålmodig, og skiller verden ad og udvirker et angreb på Sig Selv. Således er Han da blevet Sindssyg, idet Han bedyrer, at synden har taget Hans virkelighed fra Ham og har endelig bragt Hans Kærlighed til hævnens hæle. Til et sådant sindssygt billede må der forventes et sindssygt forsvar, men dette kan dog ikke sikre, at billedet er sandt.

8. Intet giver mening, hvor der ikke er nogen mening. Og sandheden har ikke brug for noget forsvar for at gøre den sand. Illusioner har ingen vidner og ingen virkninger. De, der ser på dem, er blot blevet bedraget. Tilgivelsen er den eneste funktion her og tjener til at bringe den glæde, som denne verden nægter hvert et aspekt af Guds Søn, hvor synden mentes at herske. Måske kan du ikke se den rolle, som tilgivelsen spiller i at bringe en afslutning på døden og alle de overbevisninger, som opstår fra skyldens tåger. Synder er overbevisninger, som du sætter ind imellem din broder og dig selv. De begrænser dig til tid og sted, og giver dig et lille, begrænset område, og et andet lille, begrænset område til ham. Denne adskillelse symboliseres i din perception af en krop, som klart er en adskilt del. Men det, som dette symbol repræsenterer, er blot dit ønske om at være adskilt og for dig selv.

9. Tilgivelsen tager det bort, som står imellem din broder og dig. Det er ønsket om at blive forenet med ham og ikke at være adskilt. Vi kalder det et »ønske«, fordi det stadig indebærer andre valgmuligheder og er endnu ikke fuldstændigt nået hinsides valgenes verden. Men dette ønske ligger alligevel på linie med Himlens tilstand og er ikke i modsætning til Guds Vilje. Selv om det mangler meget i at give dig din fulde arv, fjerner det dog de forhindringer, som du har sat mellem den Himmel, hvor du er og erkendelsen af, hvor og hvad du er. De faktiske forhold er uforandrede. Men fakta kan fornægtes og derved ikke kendes, selvom de var kendt, før de blev fornægtet.

10. Frelsen, som er fuldendt og fuldstændig, beder blot om et lille ønske om, at det, som er sandt, er sandt; en lille villighed til at overse det, som ikke er til stede; et lille suk, som taler for Himlen, at det foretrækker Den for denne verden, der synes, at beherskes af død og ødelæggelse. Som et glædeligt svar vil skabelsen stige op i dig for at erstatte den verden, du ser, med Himlen., fuldendt og fuldstændig. Hvad andet er tilgivelsen end en villighed til at se, at sandheden er sand? Hvad kan forblive uhelbredt og brækket af en Enhed, Som holder alle ting inden i Sig Selv? Der findes ikke nogen synd. Og ethvert mirakel er muligt i det øjeblik, hvor Guds Søn opfatter sine ønsker og Guds Vilje som et og det samme.

11. Hvad er Guds Vilje? Han ønsker, at Guds Søn har alt. Og dette garanterede Han, da Han skabte ham som alt. Det er umuligt, at alt går tabt, hvis det, du har, er det, du er. Dette er miraklet, hvorved skabelsen blev din funktion, idet du deler den med Gud. Den forstås ikke adskilt fra Ham og har derfor ikke nogen mening i denne verden. Her beder Guds Søn ikke om for meget, men om alt for lidt. Han ville ofre sin egen identitet for alt blot for at finde en lille skat, som kunne være hans egen. Og dette kan han ikke gøre uden at opleve en fornemmelse af at være alene, en fornemmelse af tab og ensomhed. Det er den skat, som han har søgt efter. Og han kunne kun være bange for den. Er frygt en skat? Kan usikkerheden være det, du ønsker dig? Eller er det en misforståelse af, hvad du ønsker dig, og hvad du virkeligt er?

12. Lad os overveje, hvad det er for en fejltagelse, så den kan blive korrigeret og ikke beskyttet. Synden er troen på, at et angreb kan projiceres udenfor sindet, hvor overbevisningen opstod. Her gøres den overbevisning, at tanker kan forlade deres kilde, både virkelig og meningsfyldt. Og hele syndens og ofrets verden stiger op fra denne fejltagelse. Denne verden er et forsøg på at bevise din uskyld, samtidig med at den værdsætter angrebet. Fejlen består i, at du stadig føler dig skyldig, selv om du ikke forstår hvorfor. Virkninger ses som adskilte fra deres kilde, og synes at være uden for din kontrol og din evne til at forebygge dem. Det, der således holdes adskilt, kan aldrig forenes.

13. Årsag og virkning er et og det samme, ikke adskilte. Gud ønsker, at du lærer det, som altid har været sandt: At Han skabte dig som en del af Ham, og dette må stadig være sandt, for ideer forlader ikke deres kilde. Således er skabelsens lov; at enhver idé, som sindet frembringer, bibringer noget til dens mangfoldighed, den tager aldrig noget bort. Dette er lige så sandt om det, som er et tomt ønske som det, der i sandhed ønskes, for sindet kan ønske at blive bedraget, men kan ikke gøre sig til noget, som det ikke er. Og dette at tro, at ideer kan forlade deres kilde, er at opfordre illusioner til at være sande, dog uden held. For det vil aldrig lykkes at bedrage Guds Søn.

14. Miraklet bliver muligt, når årsag og virkning bringes sammen, ikke når de er adskilte. Helbredelsen af virkninger uden årsagen kan blot flytte virkningen til at antage en anden skikkelse. Og det er ikke forløsning. Guds Søn kunne aldrig være tilfreds medmindre end den fulde frelse og undslippelse fra skyld. For ellers kræver han stadig, at han må lide et offer for derved at fornægte, at alt er hans, ubegrænset af nogen som helst form for tab. Et lille offer er lige så virkningsfuldt som hele ideen om offer. Hvis tab i nogen som helst skikkelse er mulig, da er Guds Søn ufuldendt og ikke sig selv. Ej heller vil han kende sig selv eller genkende sin vilje. Han har afsværget sin Fader og sig selv og gjort Dem begge til sine fjender i had.

15. Illusioner tjener det formål, som de blev lavet til at tjene. Og ud fra dette formål henter de den betydning, som de synes at have. Til alle de illusioner, som blev lavet, gav Gud et andet formål, som ville retfærdiggøre et mirakel, hvilken skikkelse de end måtte antage. Al helbredelse ligger i ethvert mirakel, for Gud besvarede dem alle som ét. Og det, der for Ham er ét og det samme, må være således. Hvis du tror, at det, der er det samme, er forskelligt, kan du kun bedrage dig selv. Det, Gud kalder ét, må til alle tider være ét, ikke adskilt. Hans Kongerige er forenet; således blev det skabt, og således vil det altid være.

16. Miraklet kalder blot på dit ældgamle navn, som du vil genkende, fordi sandheden er i din erindring. Og din broder råber til dette navn for sin egen og din forløsnings skyld. Himlen skinner på Guds Søn. Fornægt ham ikke, så du kan blive forløst. Hvert et øjeblik bliver Guds Søn genfødt, indtil han vælger ikke at dø endnu engang. I ethvert ønske om at skade nogen, vælger han døden i stedet for det, som Hans Fader vil for ham. Dog tilbyder hvert et øjeblik ham livet, fordi hans Fader vil, at han skal leve.

17. Genløsningen er lagt i korsfæstelsen, for der er ikke behov for helbredelse, hvor der ikke er nogen smerte eller lidelse. Tilgivelsen er svaret på enhver form for angreb. Således fratages angrebet sine virkninger, og hadet besvares i kærlighedens navn. Al Glorværdighed til dig, som det er blevet givet at frelse Guds Søn fra korsfæstelsen og fra helvedet og fra døden. For du har magten til at frelse Guds Søn, fordi hans Fader ville det således. Og al frelse ligger i dine hænder, så den både kan tilbydes og modtages som ét.

18. Det er naturligt at bruge den magt, som Gud har givet til dig, som Han vil, at den skal bruges. Det er ikke arrogant at være, som Han skabte dig, ej heller at bruge det, Han gav dig, som svar på alle Hans Søns fejltagelser, til at sætte ham fri. Men det er arrogant at bortlægge den magt, som Han gav og at ønske et lille meningsløst ønske i stedet for det, Han ville. Guds gave til dig er ubegrænset. Der findes ikke en omstændighed, som det ikke kan besvare og ikke et problem, som ikke kan løses under dets nådes lys.

19. Vent i fred, hvor Gud ønsker, at du skal være. Og vær du midlet til, at din broder finder den fred, hvori dine ønsker opfyldes. Lad os forene os om at bringe velsignelse til syndens og dødens verden. For det, der kan frelse hver enkelt af os, kan frelse os alle. Der findes ingen forskelle mellem Guds Sønner. Den enhed, som det specielle nægter dem, vil frelse dem alle, for det, der er ét, kan ikke have noget, som er specielt. Og alt tilhører hver enkelt af dem. Intet ønske ligger mellem en broder og det, der er hans eget. At tage noget fra én er at tage fra alle. Men at velsigne én er også at velsigne alle som én.

20. Dit ældgamle navn tilhører alle, ligesom deres tilhører dig. Kald din broders navn, og Gud vil svare dig, for det er Ham, du kalder på. Kunne Han nægte at svare„ når Han allerede har svaret alle, som kaldte Ham? Et mirakel kan ikke ændre noget overhovedet. Men det kan få dem, der ikke kender det, til at erkende det, som altid var sandt, og ved denne lille sandhedens gaves som kun kan være sig selv, tillades Guds Søn at være sig selv, og al skabelse frigøres til at påkalde Guds Navn som én.

Næste Afsnit Kapitel