Kapitel: 27 HELBREDELSE AF DRØMMEN
Afsnit - VII. Drømmens drømmer Næste

1. Lidelse er at lægge vægt på det, som verden har gjort for at skade dig. Her vises klart verdens fordrejede udgave af frelsen. Som i en afstraffelsens drøm, hvor drømmeren er ubevidst om, hvad der frembragte angrebet imod ham, ser han sig uretfærdigt angrebet, og af noget, som ikke er ham selv. Han er et offer for dette »andet«, noget udenfor ham selv, som han ikke har nogen som helst grund til at være ansvarlig for. Han må være uskyldig, for han ved ikke hvad han gør, men kun hvad det er, der bliver gjort imod ham. Dog er hans angreb på sig selv stadig tydelig, for det er ham, der lider. Og han kan ikke undslippe, for kilden til det ses uden for ham selv.

2. Nu bliver det vist for dig, at du kan undslippe. Det eneste, der behøves er, at du ser på problemet, som det er, og ikke på den måde, som du har arrangeret det. Hvordan kunne der være en anden måde at løse et problem på, som er meget enkelt, men som er blevet skjult af tunge skyer af komplikationer, som blev lavet netop for at sørge for, at problemet ikke blev løst? Uden disse skyer vil problemet fremstå i al sin primitive enkelthed. Valget vil ikke være vanskeligt, for problemet er absurd, når det ses tydeligt. Ingen har problemer med at bestemme sig for at lade et enkelt problem blive løst, hvis det opfattes, at det skader ham, og at det også meget nemt kan fjernes.

3. De »argumenter«, som verden er lavet af, som den hviler på, som den vedligeholdes ved, er blot disse: »Du er årsagen til det, jeg gør. Din tilstedeværelse retfærdiggør min vrede, og du eksisterer og tænker adskilt fra mig. Når du angriber, må jeg være uskyldig. Og det, jeg lider under, er netop dit angreb«. Ingen, som ser disse »argumenter« nøjagtigt, som de er, kan undgå at se, at de ikke er logiske, og at de ikke er meningsfyldte. Dog ser de fornuftige ud, for det så jo faktisk ud, som om verden skadede dig. Og derfor ser det ud til, at der ikke er nogen grund til at gå hinsides det indlysende for at finde en årsag.

4. Der findes virkelig et behov: Verdens undslippelse fra forbandelsen er et behov, som de, der er i verden, deler. Men de ser ikke deres fælles behov. For hver af dem tror, at hvis han gør sin del, vil verdens forbandelse hvile på ham. Og det er dette, som han opfatter som sin del af dens forløsning. Hævnen må have et mål. Ellers ligger hævnerens kniv i hans egen hånd og peger imod ham selv. Og han må nødvendigvis se den i en andens hånd, hvis han skal være et offer for et angreb, som han ikke selv vælger at udføre. Og således lider han under de sår, som en kniv, han ikke holder, har forvoldt ham.

5. Dette er formålet med den verden, han ser. Og når man ser den således, frembringer verden de midler, hvormed dette formål synes at blive opfyldt. Midlerne bevidner formålet, men er ikke i sig selv en årsag. Ej heller vil årsagen ændre sig ved at se den adskilt fra sine virkninger. Årsagen frembringer virkningerne, som igen bevidner årsagen og ikke sig selv. Se derfor hinsides virkningerne. Det er ikke her, at årsagen til lidelsen og synden må ligge. Og bliv ikke hængende ved lidelsen og synden, for de er blot afspejlinger af deres årsag.

6. Den rolle, du spiller i at redde verden fra forbandelse, er din egen vej ud. Glem ikke, at vidnet til verdens ondskab ikke kan tale om det uden det aspekt, som har set et behov for ondskab i verden. Og det var her, din skyld først kunne ses. Det første angreb på dig selv begyndte med adskillelsen fra din broder. Og det er dette, som verden bevidner. Søg ikke en anden årsag, søg heller ikke blandt dens vidners mægtige legioner efter dens forløsning. De støtter dens krav ud fra din delagtighed. Du kan ikke finde sandheden i det, der forsøger at skjule sandheden.

7. Vidnerne til synden står alle på det samme lille område. Og det er her, du finder årsagen til din opfattelse af verden. Engang var du ubevidst om, hvad årsagen virkelig må være til alt det, som verden syntes at påtvinge dig uden at blive opfordret til det. Men du var sikker på en ting: Af alle de årsager, som, du opfattede, gav dig smerte og lidelse, var din skyld ikke iblandt dem. Ej heller udbad du dig dem for dig selv på nogen måde. Det var således, at alle illusioner opstod. Den, der laver dem, ser ikke, at han selv laver dem, og deres virkelighed afhænger ikke af ham. Hvad deres årsag end må være, så er den noget, der er adskilt fra ham, og det, han ser, er adskilt fra hans sind. Han kan ikke tvivle på sine drømmes virkelighed, for han ser ikke den rolle, han spiller i deres frembringelse og i at få dem til at se virkelige ud.

8. Ingen kan vågne af en drøm, som verden drømmer for ham. Han bliver en del af en andens drøm. Han kan ikke vælge at vågne af en drøm, som han ikke selv lavede. Han står hjælpeløs, et offer for en drøm, som er lavet af et adskilt sind. Dette sind må i sandhed være ligeglad med ham, lige så tankeløs overfor hans fred og lykke, som vejret eller klokkeslettet er. Det elsker ham ikke men giver ham en hvilken som helst rolle, som tilfredsstiller dets drøm. Så lidt er han værd, at han blot er en dansende skygge, der hopper op og ned i henhold til et meningsløst manuskript, der er blevet skrevet i verdens tomme drømme.

9. Dette er det eneste billede, du kan se; det eneste alternativ, som du kan vælge, den anden mulighed for en årsag, hvis du ikke selv er den, der drømmer dine drømme. Og det er dette, du vælger, hvis du fornægter, at årsagen til din lidelse er i dit eget sind. Vær du i sandhed glad for, at det er sådan, for således er du den eneste beslutningstager til din egen skæbne i tiden. Det er dig, der skal vælge mellem en sovende død og drømme om ondskab eller en lykkelig opvågnen og livets glæde.

10. Hvad andet kunne du vælge imellem end livet og døden, opvågnen og at sove, fred eller krig, dine drømme eller din virkelighed? Der er den risiko at tænke, at døden er fred, fordi verden sætter lighedstegn mellem kroppen og det Selv, som Gud skabte. Men en ting kan aldrig blive dens modsætning. Og døden er modsætningen til freden, da det er modsætningen til livet. Og livet er fred. Vågn op, og glem alle tanker om døden, og du vil opdage, at du har Guds fred. Men hvis valget virkeligt overlades til dig, da må du se tingenes årsager, som du vælger imellem, nøjagtigt som de er, og hvor de er.

11. Hvilke valg kan der træffes mellem to tilstande, hvoraf kun den ene ses tydeligt? Hvem kunne frit vælge mellem virkninger, når kun den ene ses som hans afgørelse? Man kan ikke opfatte et valg som ærligt, når det ses som delt mellem et lille dig og en enorm verden, som har forskellige drømme om, hvad der er sandheden i dig. Kløften mellem virkeligheden og drømme ligger imellem verdens drømme og det, du drømmer i hemmelighed. De er et og det samme. Verdens drøm er blot en del af din egen drøm, som du gav bort og betragtede, som var det både dens begyndelse og dens afslutning. Dog blev den påbegyndt af din hemmelige drøm, som du ikke opfatter, selv om den er årsag til den del, du ser, og som, du tvivler på, er virkelig. Hvordan kan du tvivle på den, medens du sover og hemmeligt drømmer, at dens årsag er virkelig?

12. En broder adskilt fra dig, en ældgammel fjende, en morder, der sniger sig ind på dig i natten og planlægger din død og dog planlægger, at den skal være tøvende og langsom; det er det, du drømmer om. Men under denne drøm er der en anden, hvor du bliver morderen, den hemmelige fjende, ådselæderen og både din broder og verdens ødelægger. Her er årsagen til lidelse, afstanden mellem dine små drømme og virkeligheden. Den lille afstand, som du slet ikke ser, illusionernes og frygtens fødested, tiden for terror og ældgammelt had, ulykkens øjeblik, de er her allesammen. Her er uvirkelighedens årsag. Og det er her, den vil blive forløst.

13. Du er den, der drømmer verdens drømme. Den har ingen anden årsag, og ej heller vil den nogensinde få det. Det er ikke noget mere truende end en tom drøm, der har gjort Guds Søn rædselsslagen og fået ham til at tro, at han har mistet sin uskyld, fornægtet sin Fader, og ført krig imod sig selv. Så frygtsom er hans drøm, så tilsyneladende virkelig, at han ikke kunne vågne til virkeligheden uden frygtens sved og et skrig af frygt for døden, medmindre en mildere drøm gik forud for hans opvågnen, og tillod hans roligere sind at sige velkommen til, ikke frygten, men den Stemme, Der kalder ham i kærlighed for at vække ham; en mildere drøm hvori hans lidelse blev helbredt, og hvor hans broder var hans ven. Gud ville, at han vågnede mildt og med glæde og gav ham midler til at kunne vågne uden frygt.

14. Modtag den drøm, som Han gav dig i stedet for din egen. Det er ikke vanskelig at ændre en drøm, når først drømmeren er blevet genkendt. Hvil i Helligånden og tillad, at Hans milde drømme overtager dem, du drømte i gru og frygt for døden. Han bringer tilgivende drømme, hvor valget ikke drejer sig om, hvem der er morderen og hvem, der skal være offeret. I de drømme, som Han bringer, er der intet mord og ingen død. Drømmen om skyld forsvinder fra dit syn, selvom dine øjne er lukkede. Et smil er kommet for at oplyse dit sovende ansigt. Søvnen er fredfyldt nu, for dette er lykkelige drømme.

15. Drøm mildt om din syndefri broder, som forener sig med dig i hellig uskyld. Og fra denne drøm vil Selve Himlens Herre vække Sin elskede Søn. Drøm om din broders venlighed i stedet for at blive ved han fejltagelser i dine drømme. Vælg at drømme om hans betænksomhed i stedet for at tælle de lidelser, som han forårsagede. Tilgiv ham for hans illusioner, og tak ham for al den hjælp, han ydede. Og fej ikke alle hans mange gaver bort, fordi han ikke er fuldendt i dine drømme. Han repræsenterer sin Fader, Som du ser tilbyde dig både livet og døden.

16. Broder, Han giver kun livet. Men det, som du ser som gaver fra din broder, repræsenterer de gaver, som du drømmer, at din Fader giver til dig. Lad alle din broders gaver blive set i det barmhjertighedens lys og den venlighed, som bliver dig tilbudt. Og lad ingen smerte forstyrre din drøm om en dyb påskønnelse af hans gaver til dig.

Næste Afsnit Kapitel