Kapitel: 31 DET ENDELIGE KLARSYN
Afsnit - VII. Frelserens klarsyn Næste
1. Indlæring er forandring. Frelsen forsøger endnu ikke at benytte et middel, der er for fremmed for din måde at tænke på til at være en hjælp, ej heller at foretage den slags ændringer, du ikke kunne genkende. Opfattelser er nødvendige, så længe perceptionen varer, og ændringen af opfattelser er Frelsens opgave. For den må arbejde med kontraster, ikke sandhed, som ikke har nogen modsætning og derfor ikke kan forandre sig. I denne verdens opfattelse er de skyldige »slemme«, og de »gode« er uskyldige. Og der findes ikke nogen her, som ikke har en opfattelse af sig selv, hvor han optæller det »gode« for at tilgive det »onde«. Ej heller har han tillid til det »gode« i nogen, idet han tror, at det »onde« må ligge på lur bag det. Denne opfattelse understreger bedraget, og tillid bliver umulig. Ej heller kan det ændre sig, så længe du opfatter det »slemme« i dig selv.
2. Du kan ikke genkende dine »onde« tanker, så længe du ser en værdi i angrebet. Du vil se dem sommetider, men vil ikke se dem som meningsløse. Og derfor kommer de i en truende skikkelse, hvor indholdet stadig er skjult, for at ryste din opfattelse af dig selv som en stakkel og sværte den til med endnu en »forbrydelse«. Du kan ikke give dig selv uskylden, for du er for forvirret over dig selv. Men skulle det gå op for dig, at en eneste broder er værdig til din tilgivelse, da ville din opfattelse af dig selv forandre sig fuldstændigt. Dine »onde« tanker er blevet tilgivet sammen med hans, fordi du ikke tillader, at de anfægter dig. Ej heller vælger du mere, at du skal være tegnet på det onde og på skyld i ham. Og som du giver din tillid til det gode i ham, giver du den til det gode i dig selv.
3. Når vi taler om opfattelser, er det sådan, at du ser ham som mere end kun en krop, for det gode er aldrig det, som kroppen synes at være. Kroppens handlinger opfattes, som om de kommer fra de »lavere« dele af dig, og således også af ham. Ved at fokusere på det gode i ham, bliver kroppen mindre og mindre gennemtrængende i dit syn og vil til sidst ses som ikke meget mere end en skygge, der bevæger sig rundt om det gode. Og dette vil da være din opfattelse af dig selv, når du har nået den verden, der ligger hinsides det syn, som kun dine øjne kan tilbyde dig at se. For du vil da ikke fortolke det, du ser uden den Hjælp, Som Gud har givet dig. Og med Hans syn findes der en anden verden.
4. Du lever lige så meget i denne verden som i den anden. For begge er de opfattelser af dig selv, som du kan skifte imellem, men som du aldrig kan have samtidig. Kontrasten er meget større, end du tror, for du vil elske denne opfattelse af dig selv, fordi den ikke kun blev lavet til dig. Den er blevet givet til dig, idet den er født som en gave til en, der ikke opfattes som dig selv. For din tilgivelse, der tilbydes ham, er nu blevet modtaget til Jer begge.
5. Hav tillid til ham, der går sammen med dig, så din skræmte opfattelse af dig selv kan forandre sig. Og betragt det gode i ham, så du ikke bliver skræmt af dine »onde« tanker, fordi de ikke overskygger dit syn på ham. Og det eneste, som denne ændring kræver, er, at du er villig til, at denne lykkelige ændring sker. Der bedes ikke om andet end dette. Husk da, på denne hændelses vegne, hvad den opfattelse, du nu har af dig selv, har bragt med sig i sit kølvand, og byd den glade kontrast velkommen, som nu tilbydes dig. Ræk din hånd frem, så du kan modtage den venlige tilgivelsens gave, som du tilbød til en, hvis behov for den var lige så stor som din egen. Og lad den grusomme opfattelse af dig selv blive ændret til en, der bringer Guds fred.
6. Den opfattelse, du nu har af dig selv, ville sikre, at din funktion her ville forblive ufuldendt og ugjort. Og således fordømmer den dig til en bitter fornemmelse af dyb depression og formålsløshed. Men den behøver ikke at forblive fastlåst, medmindre du vælger at holde den udenfor håbet om forandring og fastholder den statisk og skjult i dit sind. Giv den i stedet for til Ham, Der forstår de ændringer, den har behov for, for at lade den tjene den funktion, der er dig givet for at bringe dig fred, så du kan tilbyde freden, så den kan blive din. Der er alternativer i dit sind, og du kan se dig selv på en anden måde. Ville du ikke hellere se dig selv som en, der er brug for for verdens frelses skyld i stedet for som frelsens fjende?
7. Opfattelsen af selvet står som et skjold, en tavs barrikade foran sandheden og gemmer den for dit blik. Alt det, du ser, er billeder, fordi du ser på dem som gennem en barriere, som svækker og forvrænger dit syn, så du intet ser med klarhed. Lyset er holdt borte fra alt det, du ser. I bedste fald skimter du en skygge af det, der ligger hinsides. I værste fald ser du blot på mørket og opfatter de skrækindjagende forestillinger, der kommer fra skyldige tanker og opfattelser født af frygt. Og det, du ser, er helvedet, for frygt er helvede. Alt det, der er dig givet, er til forløsning; synet, klarsynet og den indre Guide leder dig alle ud af helvedet, med dem du elsker ved din side og hele universet sammen med dem.
8. Betragt din rolle i universet! Kærlighedens og Livets Herre har givet enhver del af den sande skabelse hele frelsen fra helvedets elendighed i varetægt. Og Han har tilladt hver enkelt den nåde at være frelser for de hellige, som specielt er givet ham i varetægt. Og dette lærer han, når han første gang ser på en broder som på sig selv og ser sin egen afspejling i ham. Således er opfattelsen af ham selv lagt til side, for intet står imellem hans syn og det, han ser på for at bedømme, hvad han ser. Og i dette enkle klarsyn ser han Kristi åsyn og forstår, at han ser på alle og enhver, når han ser på denne ene. For der er lys, hvor der før var mørke, og nu løftes sløret fra hans blik.
9. Sløret over Kristi åsyn, frygten for Gud og for frelsen og kærligheden til skyld og død er alle forskellige navne for den samme fejltagelse; at der er et mellemrum mellem dig og din broder, holdt adskilte af en illusion om dig selv, som holder ham borte fra dig og du fra ham. Dømmekraftens sværd er det våben, du giver til illusionen om dig selv, så den kan kæmpe for at holde det mellemrum, der holder din broder på afstand, fri for kærlighed. Men medens du holder dette sværd, må du opfatte kroppen som dig selv, for du er bundet til udelukkelsen fra at kunne se ham, som holder spejlet til et andet syn på, hvad han er, og derfor også på, hvad du selv må være.
10. Hvad andet er fristelsen end ønsket om at forblive i helvede og i elendigheden? Og hvad andet kunne det frembringe end et billede af dig selv som en, der kan føle sig elendig til mode og forblive i helvedet og i lidelsen? Den, der har lært ikke at se sin broder som dette, har frelst sig selv, og således er han en frelser for resten. Gud har betroet alt i enhvers varetægt, for en delvis frelser ville være en, der kun er delvis frelst. De hellige, som Gud har givet til dig, for at du skal frelse dem, er blot enhver, du møder eller ser, idet du ikke ved, hvem de er; enhver af dem, du så et øjeblik og hurtigt glemte, og dem, du kendte længe efter, og dem, du endnu vil møde; de uerindrede og dem, der endnu ikke er blevet født. For Gud har givet dig at frelse Hans Søn fra enhver opfattelse, som han nogensinde selv havde.
11. Men hvordan kunne du være Guds Søns frelser, så længe du selv ønsker at blive i helvede? Hvordan skulle du kunne genkende hans hellighed, så længe du ser ham adskilt fra din? For hellighed ses gennem hellige øjne, som ser på den indre uskyld og således forventer at se den overalt. Og således kalder de den frem i enhver, de betragter, så han kan være det, de forventer af ham. Dette er frelserens klarsyn: At han ser sin uskyld i alt det, han ser på og ser sin egen frelse overalt. Han sætter nogen opfattelse af sig selv imellem sine rolige og åbne øjne, og det han ser. Han bringer lyset til det, han ser på, så han kan se det, som det virkeligt er.
12. Hvilken form fristelsen end synes at antage, afspejler den altid et ønske om at være et selv, som du ikke er. Og fra dette ønske stiger en opfattelse frem, der lærer dig, at du er det, du ønsker at være. Dette vil forblive din opfattelse af dig selv, indtil det ønske, der var fader til det, ikke mere værdsættes. Men så længe du værdsætter det, vil du se din broder som det selv, hvis billede blev født af dit ønske. For dette at se kan kun repræsentere et ønske, da det ikke har magten til at skabe. Men det kan se med kærlighed eller se med had, idet det kun afhænger af det enkle valg, om du ønsker at forene dig med det, du ser, eller holde dig adskilt og borte fra det.
13. Frelserens klarsyn er lige så uskyldigt uvidende om, hvad din broder er, som det er fri for enhver bedømmelse af dig selv. Det ser ingen fortid i nogen overhovedet. Og således tjener det et fuldstændig åbent sind, ufarvet af gamle opfattelser og indstillet på kun at se på det, som nutiden indeholder. Det kan ikke bedømme det, da det ikke ved det. Og idet det erkender dette, spørger det blot: »Hvad er meningen med det jeg ser«? Derpå gives svaret. Og døren holdes åben, for at Kristi åsyn kan skinne på den, der i uskyld beder om at måtte se hinsides sløret af gamle tanker og ældgamle opfattelser, som så længe blev værdsat og holdt op imod Kristus i dig.
14. Vær da årvågen overfor fristelsen, idet du husker, at det blot er et ønske, sindssygt og meningsløst, om at gøre dig selv til noget, du ikke er. Og tænk hellere på det, som du ønsker at være i stedet for. Dette noget er vanvid, smerte og død, bedraget og det mørkeste gru, svigtende drømme uden håb undtaget om at dø for at afslutte frygtens drøm. Dette er fristelsen, ikke andet end dette. Kan dette være vanskeligt at vælge imod? Overvej, hvad fristelse er, og se, hvad de virkelige alternativer er, som du har at vælge imellem. Der er kun to. Lad dig ikke bedrage af det, der ser ud til at være et valg mellem mange ting. Der er enten helvedet eller Himlen, og du vælger kun den ene af dem.
15. Lad ikke verdens lys, som er dig givet, være skjult for verden. Den har behov for lyset, for der er i sandhed mørkt, og mennesker gruer, fordi frelserens klarsyn tilbageholdes, og det, de ser, er døden. Deres frelser står, uvidende og ukendt, og ser på dem med uåbne øjne. Og de kan ikke se, før han ser på dem med seende øjne og tilbyder dem tilgivelsen med sin egen. Kan du blive fristet til ikke at lytte, når Gud siger til dig: »Forløs Min Søn«! når du forstår, at det er dig, som Han beder om forløsningen for? Og hvad andet end dette ville dette kursus undervise i? Og hvad andet er der, du kan lære?
Næste Afsnit Kapitel