Kapitel: 13 DEN SKYLDFRI VERDEN
Afsnit - VIII. Fra perception til viden Næste

1. Al helbredelse er forløsning fra fortiden. Det er grunden til, at Helligånden er den eneste Helbreder. Han underviser i, at fortiden ikke eksisterer, et faktum, som hører hjemme i området for viden, og derfor kan ingen i verden vide dette. Det ville i virkeligheden være umuligt at være i denne verden med denne viden. For det sind, som ved dette uomtvisteligt, ved også, at det hører hjemme i evigheden og benytter derfor overhovedet ingen perceptioner. Det overvejer derfor ikke, hvor det er, for konceptet »hvor« har ingen betydning for det. Det ved, at det er overalt, lige som det har alt og til alle tider.

2. Den virkelige forskel på perception og viden bliver helt tydelig, når du overvejer dette: Der er intet delvist over viden. Ethvert aspekt er helt, intet aspekt er adskilt. Du er et aspekt af viden, da du er i Guds Sind, Som kender dig. Al viden må være din, for al viden er i dig. Perception, når den er mest højtflyvende, er aldrig fuldstændig. Selv perceptionen af Helligånden, så fuldendt som perception kan være, er uden mening i Himlen. Perceptionen kan nå alle steder hen under Hans ledelse, for Kristi klarsyn ser alt i lys. Men ingen perception vil vare evigt, hvor hellig den end måtte være.

3. Den fuldendte perception har da mange elementer fælles med viden, hvilket muliggør overgangen til den. Men det sidste skridt må tages af Gud, for det sidste skridt i din befrielse, som synes at ligge i fremtiden, blev foretaget af Gud ved din skabelse. Adskillelsen har ikke afbrudt den. Skabelsen kan ikke afbrydes. Adskillelsen er blot en forkert formulering af virkeligheden uden nogen som helst virkning. Miraklet, som ikke har nogen funktion i Himlen, er nødvendig her. Aspekter af virkeligheden kan stadig ses, og de vil erstatte aspekterne af uvirkeligheden. Aspekter af virkeligheden kan ses i alt og overalt. Men kun Gud kan samle dem sammen ved at krone dem som én med evighedens sidste gave.

4. Udover Faderen og Sønnen har Helligånden ingen funktion. Han er ikke adskilt fra nogen af dem, idet Han er i Begges Sind, og idet Han ved, at Sindet er ét. Han er Guds Tanke, og Gud har givet Ham til dig, fordi Han ikke har nogen Tanker, Som Han ikke deler med dig. Hans budskab taler om tidløsheden i tiden, og det er grunden til, at Kristi klarsyn ser på alt med kærlighed. Men selv Kristi klarsyn er ikke hans virkelighed. De gyldne aspekter af virkeligheden, som lyser op under Hans kærlige blik, er delvise glimt af den Himmel, der ligger hinsides dem.

5. Det er skabelsens mirakel; at den er ét for altid. Ethvert mirakel, som du tilbyder Guds Søn, er blot den sande perception af et enkelt aspekt af helheden. Selvom ethvert aspekt er helheden, kan du ikke vide dette, indtil du ser, at hvert et aspekt er et og det samme, opfattet i det samme lys og derfor ét. Enhver, som ses uden fortid, bringer dig således nærmere til tidens ende ved at bringe det helbredte og helbredende lys ind i mørket, hvor det gør det muligt for verden at se. For lys må komme ind i den formørkede verden for selv her at muliggøre Kristi klarsyn. Hjælp Ham med at give Hans gave af lys til alle dem, som tror, de går i mørket, og lad Ham samle dem under sit rolige syn, som gør dem til ét.

6. De er alle ens; smukke og ens i deres hellighed. Og Han vil tilbyde dem til Sin Fader, som de blev tilbudt til Ham. Der er kun ét mirakel, som der kun er en virkelighed, og hvert et mirakel, som du udfører, indeholder dem alle, som ethvert aspekt af virkeligheden, som du ser, smelter sammen med Guds ene Virkelighed. Det eneste mirakel, som nogensinde har været, er Guds hellige Søn, skabt i den ene virkelighed, som er hans Fader. Kristi klarsyn er Hans gave til dig. Hans Væren er Hans Faders gave til Ham.

7. Vær du tilfreds med helbredelsen, for du kan uddele Kristi gave, og din Faders gave kan du aldrig miste. Tilbyd Kristi gave til enhver og overalt, for mirakler, som tilbydes Guds Søn gennem Helligånden, indstiller dig på virkeligheden. Helligånden kender din rolle i genløsningen, og hvem der søger dig, og hvor de skal findes. Viden ligger langt hinsides din individuelle interesse. Du, som er en del af den og dens helhed, behøver blot at erkende, at det er af Faderen, ikke af dig. Din rolle i genløsningen fører dig til den ved at genetablere dens enhed i dit sind.

8. Når du har set dine brødre som dig selv, vil du blive frigjort til viden, idet du da har lært at frigøre dig selv gennem Ham, Som kender til frihed. Foren dig med mig under Hans læres hellige banner, og som vi gror i styrke, vil Guds Søns kraft røre sig i os, og vi vil ikke lade nogen urørte og ikke efterlade nogen alene. Pludselig vil tiden være til ende, og vi vil alle forenes i Gud Faderens evighed. Det hellige lys, som du så uden for dig selv i ethvert mirakel, som du tilbød dine brødre, vil vende tilbage til dig. Idet du ved, at lyset er i dig, vil dine skabelser være der sammen med dig, som du er i din Fader.

9. Som mirakler i denne verden forener dig med dine brødre, således etablerer dine skabelser dit faderskab i Himlen. Du er vidnet til Guds Faderskab, og Han har givet dig magten til at skabe vidnerne til dit, som er som Hans. Fornægt en broder her, og du fornægter vidnerne til dit faderskab i Himlen. Det mirakel, som Gud skabte, er fuldendt, ligesom de mirakler, som du bragte i Hans Navn. De har ikke brug for helbredelse, og ej heller har du, når du modtager dem.

10. Men i denne verden er din fuldendthed uden vidner. Gud ved dette, men det gør du ikke, og derfor deler du ikke Hans bevidnelse af det. Ej heller er du Hans vidne, for virkeligheden bevidnes som ét. Gud venter på, at du skal være vidne for Hans Søn og for Ham Selv. De mirakler, du udfører på jorden, løftes op til Himlen og til Ham. De bevidner det, du ikke ved, og når de når Himlens port, vil Gud åbne den. For Han ville aldrig lade Sin Søn blive uden for porten og borte fra Sig Selv.

Næste Afsnit Kapitel