Kapitel: 18 DRØMMENS FORSVINDEN
Afsnit - VIII. Den lille have Næste
1. Det er kun bevidstheden om kroppen, som får kærligheden til at se begrænset ud. For kroppen er en begrænsning af kærligheden. Troen på en begrænset kærlighed var dens oprindelse, og den blev lavet for at begrænse det ubegrænsede. Tro ikke, at dette blot er allegorisk, for den er lavet for at begrænse dig. Kan du, som ser dig selv som i en krop, kende dig selv som en idé? Alt hvad du genkender, identificerer du med noget ydre, noget udenfor dig selv. Du kan end ikke tænke på Gud uden en krop, eller i en skikkelse, som du tror, du kan genkende.
2. Kroppen kan ikke vide noget. Og når du begrænser din bevidsthed til dens små sanser, vil du ikke se den storhed, som omgiver dig. Gud kan ikke komme ind i en krop, ej heller kan du forene dig med Ham der. Begrænsninger af kærlighed vil altid synes at udelukke Ham og holde dig adskilt fra Ham. Kroppen er et lille hegn om en lille del af en glorværdig og fuldendt idé. Den trækker en cirkel, uendelig lille, om en meget lille del af Himlen, hakket af helheden, idet den påstår, at inden i den er dit kongerige, hvor Gud ikke kan komme ind.
3. I dette kongerige hersker egoet, og det på en grusom måde. Og for at forsvare dette lille støvgran, byder det dig at bekæmpe hele universet. Dette fragment af dit sind er så lille en del, at du, såfremt du blot kunne påskønne helheden, øjeblikkeligt ville se, at det er som den mindste solstråle imod hele solen, eller som den mindste krusning på havets overflade. I sin ufattelige arrogance har denne lille solstråle bestemt, at den er solen; denne næsten umærkelige krusning hylder sig selv som havet. Tænk på, hvor alene og bange denne lille tanke er, denne ufatteligt lille illusion, som stiller sig op imod universet. Solen bliver solstrålens »fjende«, som vil æde den op, og havet skræmmer den lille krusning og ønsker at sluge den.
4. Dog er hverken solen eller havet bevidst om al denne mærkelige og meningsløse aktivitet. De fortsætter bare uvidende om, at de er frygtet eller hadet af en lillebitte del af dem selv. Selv denne lille del er ikke gået tabt for dem, for den kunne ikke overleve adskilt fra dem. Og det, den tror, den er, ændrer ikke dens fuldstændige afhængighed af dem for sin væren. Dens hele eksistens forbliver stadig i dem. Uden solen ville solstrålen forsvinde., og krusningen er uforståelig uden havet.
5. Således er den mærkelige position, som de, der lever i en verden af kroppe, synes at indtage. Hver krop synes at huse et adskilt sind, en ikke-forbundet tanke, idet den lever alene uden på nogen måde at være forbundet til den Tanke, som skabte den. Hver lille fragment synes at være sig selv nok, idet det har brug for en anden til nogle ting, men på ingen måde fuldstændig afhængig af sin ene Skaber for alle ting, med behov for et hele for at give det blot nogen mening, for alene betyder det ingenting. Ej heller har det et liv, når det er adskilt og alene.
6. Lige som solen og havet fortsætter dit Selv upåagtet af, at denne lille del betragter sig selv som værende dig. Den mangler ikke; den kunne ikke være til, hvis den var adskilt, ej heller ville helheden være hel uden den. Den er ikke et adskilt kongerige, som styres af en tanke om adskillelse fra resten. Ej heller omgives den af et hegn, som afholder den fra at slutte sig til resten og adskilt fra sin Skaber. Dette lille aspekt er ikke anderledes end helheden, idet det er en fortsættelse af den og ét med den. Det fører ikke noget separat liv, for dets liv er den enhed, hvori dets væren blev skabt.
7. Accepter ikke dette lille, indhegnede aspekt som dig selv. Solen og havet er intet imod det, du er. Solstrålen glimter blot i sollyset, og krusningen danser, medens den hviler på havet. Men hverken i solen eller havet er den magt, som hviler i dig. Har du lyst til at forblive i dit lille kongerige, en trist konge, en bitter leder af alt det, som han ser, der intet ser, men som dog vil dø for at forsvare det? Dette lille selv er ikke dit kongerige. I en bue højt over det og med en kærlig omfavnelse af det, er den glorværdige helhed, som tilbyder al sin lykke og dybe tilfredshed til hver enkelt del. Det lille aspekt, som du troede, at du adskilte, er ingen undtagelse.
8. Kærligheden kender ikke til kroppe og når ud til alt det, som er skabt som den selv. Dens fuldstændige mangel på begrænsning er dens mening. Den giver fuldstændig uvildigt, idet den kun omslutter for at bevare og passe på det, som den giver. I dit lille kongerige har du så lidt! Skulle den da ikke være der, så du kunne kalde på kærligheden og bede den om at komme ind? Se på ørkenen - tør og uproduktiv, afbrændt og glædesløs - hvilket udgør dit lille kongerige. Og erkend det liv og deri glæde, som kærligheden ville have med sig til det, derfra hvor den kommer, og hvortil den vil vende tilbage sammen med dig.
9. Guds Tanke omgiver dit lille kongerige, idet Den venter ved den barriere, som du byggede, på at komme indenfor for at skinne på den golde jord. Se blot, hvor livet springer op overalt! Ørkenen bliver en have, grøn og dyb og rolig, idet den tilbyder hvile til dem, der er faret vild, og som vandrer i støvet. Giv dem et tilflugtssted, hvor der før var ørken, som er forberedt af kærligheden til dem. Og enhver som du byder velkommen, vil medbringe kærligheden fra Himlen til dig. De kommer ind en af gangen til dette hellige sted, men de vil ikke forlade det, som de kom, nemlig alene. Den kærlighed, som de medbragte, vil blive hos dem, som den vil blive hos dig. Og din lille have vil udvide sig under dens velvilje og nå ud til enhver, som tørster efter levende vand, men som er blevet for træt til at fortsætte alene.
10. Gå ud og find dem, for de bringer dit Selv med sig. Og led dem mildt til din stille have, og modtag deres velsignelse der. Således vil den gro og strække sig ud over ørkenen, idet den ikke efterlader noget lille ensomt kongerige, lukket ude fra kærligheden, idet den efterlader dig indenfor. Og du vil genkende dig selv, og lade dig se din lille have mildt forandret til Himlens Kongerige, medens al dens Skabers kærlighed skinner på den.
11. Det hellige øjeblik er din invitation til kærligheden om at komme ind i dit triste og glædesløse kongerige for at forandre det til en fredens og velkomstens have. Kærlighedens svar er uafvendelig. Det vil komme, fordi du kom uden kroppen, og ikke opsatte nogle barrierer, der kunne forhindre dets glade ankomst. I det hellige øjeblik beder du kun kærligheden om det, som den tilbyder til alle, hverken mere eller mindre. Når du beder om alt, vil du modtage det. Og dit skinnende Selv vil løfte det lille aspekt, som du forsøgte at skjule for Himlen, direkte op i Himlen. Ingen enkeltdel af kærligheden kalder forgæves på helheden. Ingen Guds Søn forbliver udenfor Hans Faderskab.
12. Vær sikker på dette: Kærligheden er kommet ind i dit specielle forhold og det fuldstændigt, og på din svage anmodning. Du erkender ikke, at kærligheden er kommet, for du har endnu ikke sluppet alle de barrierer, som du har sat op imod din broder. Og du og han vil ikke kunne ønske kærligheden velkommen hver for sig. Ej heller kan du mere kende Gud alene, end Han kender dig uden din broder. Men sammen kunne I ikke mere være ubevidste om kærligheden, end kærligheden kunne undlade at kende Jer eller undlade at se sig selv i Jer.
13. Du er nået til enden af en ældgammel rejse uden endnu at erkende, at den er forbi. Du er stadig udslidt og træt, og ørkenens støv synes stadig at lægge sig over dine øjne og gøre dig blind. Men Han, Som du ønskede velkommen, er kommet til dig, og ønsker dig velkommen. Han har ventet længe på at give dig dette. Modtag det nu fra Ham, for Han ønsker, at du skal kende Ham. Der står endnu blot en lille støvmur mellem dig og dine brødre. Blæs let på den med en lykkelig latter, og den vil falde sammen. Og gå ind i den have, som kærligheden har forberedt til Jer begge.
Næste Afsnit Kapitel