Kapitel: 25 GUDS RETFÆRDIGHED
Afsnit - VIII. Retfærdigheden vender tilbage til Kærligheden Næste
1. Helligånden kan bruge alt, hvad du giver Ham, til din frelse. Men Han kan ikke bruge det, som du tilbageholder, for Han kan ikke tage det fra dig uden din tilladelse. For hvis Han gjorde det, ville du tro, at Han fravristede dig det imod din vilje. Og derfor ville du ikke lære, at det er din vilje at være det foruden. Du behøver ikke at give det til Ham i fuld villighed, for hvis du kunne det, havde du ikke brug for Ham. Men Han har brug for dette: At du foretrækker, at Han tager det, i stedet for at du selv beholder det, og at du erkender, at du ikke kender det, som ikke bringer tab til nogen som helst. Så meget er nødvendigt for at tilføje noget til den tanke, at ingen kan miste noget, for at du skal opnå noget. Og intet andet.
2. Her findes det eneste princip, som frelsen har brug for. Ej heller er det nødvendigt, at din tro på det er særlig stærk, urokkelig og uden angreb fra alle modsatrettede overbevisninger. Du har ikke noget fastlåst tilhørsforhold. Men husk, at de som er frelst, har ikke brug for frelsen. Du bliver ikke bedt om at gøre noget, som en, der er splittet og imod sig selv, ville opleve som umuligt at gøre. Tro ikke, at visdom kunne findes i en sådan sindstilstand. Men vær taknemlig for, at der kun bedes om en smule tillid fra dig. Og hvad andet end blot en smule tillid er der tilbage i dem, som stadig tror på synden? Hvad kunne de vide om Himlen og de frelstes retfærdighed?
3. Der er en form for retfærdighed i frelsen, som verden ikke kender noget til. For verden er retfærdighed og hævn det samme, for syndere ser kun retfærdigheden som deres straf, måske underbygget af en anden, men ikke som en undslippelse. Syndens love kræver et offer. Det er ikke vigtigt, hvem det er. Men omkostningen må være døden og den må betales. Dette er ikke retfærdighed men sindssyge. Men hvordan kunne retfærdigheden defineres uden sindsygen, hvor kærlighed betyder had, og døden ses som sejr og triumf over evigheden og tidløsheden og livet?
4. Du, som ikke kender til retfærdighed, kan stadig spørge og lære svaret at kende. Retfærdigheden ser på alt på samme måde. Det er ikke retfærdigt, at en skulle mangle det, som en anden har. For det er hævn, hvilken form det end måtte antage. Retfærdigheden kræver intet offer, for ethvert offer betyder, at synden må overholdes og bevares. Det er den betaling, der tilbydes for syndens omkostning men ikke hele omkostningen. Resten tages fra en anden for at blive lagt ved siden af din lille betaling, for at »sone« for alt det, som du ville beholde og ikke opgive. Således ses ofret tildels som dig selv, med en anden som bærer af langt den største del. Og i den totale omkostning bliver din mindre, når hans er større. Og retfærdigheden er tilfreds med at få sin betaling, lige meget fra hvem, da den er blind.
5. Kan dette være retfærdighed? Gud kender ikke til dette. Men Han kender retfærdigheden, og Han kender den godt. For Han er fuldstændig fair overfor enhver. Hævnen er fremmed for Guds Sind, fordi Han kender til retfærdighed. At være retfærdig er at være fair, ikke at være hævngerrig. Fairness og hævn er umulige sammen, for den ene modsiger den anden og fornægter, at den er virkelig. Det er umuligt for dig at dele Helligåndens retfærdighed med et sind, som overhovedet kan opfatte det specielle. Men hvordan kunne Han være retfærdig, hvis Han fordømte en synder for de forbrydelser, som han ikke begik, men som han tror, at han gjorde? Og hvor ville retfærdigheden være henne, hvis Han forlangte af dem, der var besat af tanken om afstraffelse, at de skulle lægge den bort uden hjælp og opfattes at den ikke er sand?
6. Det er meget svært for dem, der stadig tror, at synd er meningsfyldt, at forstå Helligåndens retfærdighed. De må tro, at Han deler deres egen forvirring og ikke kan undgå den hævn, som deres egen tro på retfærdighed medfører. Og derfor frygter de Helligånden og opfatter Guds »vrede« i Ham. Ej heller kan de være sikre på, at Han ikke slår dem ihjel med en tordenkile bortrevet fra Himlens »ild« af Guds Egen vrede Hånd. De tror virkelig, at Himlen er helvedet og er bange for kærligheden. Og en dyb mistro og frygtens gys kommer over dem, når det bliver dem fortalt, at de aldrig har syndet. Deres verden er afhængig af syndens stabilitet. Og de opfatter »truslen« fra det, som Gud kender som retfærdighed, som at være mere ødelæggende for dem selv og deres verden end hævnen, som de forstår og elsker.
7. Og derfor tror de, at tabet af synd er en forbandelse. Og flygter fra Helligånden, som om Han var en helvedets budbringer, sendt fra oven i forrædderi og falskhed for at udøve Guds hævn over dem, forklædt som forløser og ven. Hvad andet kunne Han være for dem undtaget en djævel, forklædt til at bedrage i en engels kappe. Og hvilken flugt har Han for dem ud over en dør til helvedet, der ser ud som Himlens port?
8. Dog kan retfærdigheden ikke straffe dem, der beder om straf uden at have en Dommer, Som ved, at de i sandhed er fuldstændigt uskyldige. I retfærdighedens navn er Han nødt til at sætte dem fri og give dem al den ære, de har fortjent, og som de har fornægtet sig selv, fordi de ikke er fair og ikke kan forstå, at de er uskyldige. Kærligheden er uforståelig for syndere, fordi de tror, at retfærdigheden er adskilt fra kærligheden og står for noget andet. Og således opfattes kærligheden som svag og hævnen som stærk. For kærligheden tabte, da retfærdigheden forlod dens side og er for svag til at blive reddet fra straffen. Men hævnen er vokset i styrke uden kærligheden ved at være adskilt og borte fra kærligheden. Og hvad andet end hævnen kan nu hjælpe og frelse, medens kærligheden svagt står ved siden af med hjælpeløse hænder, med retfærdigheden og vitaliteten bortrøvet og uden kraft til at frelse?
9. Hvad kan Kærligheden bede dig om, som tror, at alt dette er sandt? Kunne Han i refærdighedens og kærlighedens navn tro, at du har meget at give i din forvirring? Du bliver ikke bedt om at have tillid til Ham langt hen ad vejen. Ikke længere end til du ser, hvad Han har at tilbyde dig, og som du erkender, at du ikke kan give dig selv. Han erkender i Guds Egen retfærdigheds navn alt det, du fortjener, men forstår også, at du ikke kan modtage det til dig selv. Det er Hans specielle funktion, at holde de gaver frem imod dig, som de uskyldige fortjener. Og hver af dem, som du modtager, bringer Ham glæde som det gør dig. Han ved, at Himlen bliver rigere for hver af dem, som du modtager. Og Gud fryder sig, hver gang Hans Søn modtager det, som kærlighedens retfærdighed ved, tilkommer ham. For kærlighed og retfærdighed er ikke forskellige. Netop fordi de er det samme, står barmhjertigheden ved Guds højre Hånd og giver Guds Søn kraften til at tilgive sig selv for synd.
10. Hvordan kan det være„ at noget som helst holdes fra den, der fortjener alt? For det ville være uretfærdigt og i sandhed unfair overfor den hellighed, som er i ham, hvor lidt han end erkender dette. Gud kender ikke til uretfærdighed. Han ville ikke tillade, at Hans Søn bliver dømt af dem, der søger hans død, og som overhovedet ikke kan se hans værdi. Hvilke ærlige vidner kunne de påkalde for at tale på hans vegne? Og hvem ville komme for at forsvare ham og ikke tale imod hans liv? Du ville ikke yde ham retfærdighed. Dog forsikrede Gud, at den Søn„ som Han elsker, vil opnå retfærdighed og beskyttelse fra den fairness, som du kunne tilbyde, idet du tror, at hævnen er det, der tilkommer ham.
11. Ligesom det specielle er ligeglad med, hvem der betaler syndens omkostninger, blot de bliver betalt, således ser Helligånden ikke på, hvem der endelig ser på uskylden, når blot den ses og erkendes. For et vidne er nok, hvis han ser i sandhed. Den enkle retfærdighed beder ikke om andet. Helligånden spørger hver enkelt, om han vil være denne ene, så retfærdigheden kan vendes til kærlighed og blive tilfreds der. Hver eneste specielle funktion, som Han tilskriver, er med dette for øje: at hver enkelt lærer, at kærligheden og retfærdigheden ikke er adskilte. Og begge styrkes gennem deres forening med hinanden. Uden kærligheden er retfærdigheden forudindtaget og svag. Og kærlighed uden retfærdighed er umulig. For kærligheden er fair og kan ikke straffe uden årsag. Hvilken årsag kunne der være til at retfærdiggøre et angreb på de uskyldige? Kærligheden korrigerer da fejltagelser i retfærdighedens navn, men ikke i hævnens. For det ville være uretfærdigt overfor uskylden.
12. Du kan være et fuldendt vidne for kærligheden og retfærdigheden, hvis du forstår, at det er umuligt, at Guds Søn skulle gøre sig fortjent til hævn. Du behøver ikke at opfatte, at dette er sandt i alle forhold. Ej heller behøver du at søge i din erfaring i denne verden, som blot er skygger af alt det, som sker inden i dig. Den forståelse, du har brug for, kommer ikke fra dig men fra et større Selv, så stort og helligt, at Han ikke kunne tvivle på Sin uskyld. Din specielle funktion er at kalde på Ham, så Han kan smile til dig, hvis syndefrihed Han deler med dig. Hans forståelse vil blive din. Og således er Helligåndens specielle funktion blevet opfyldt. Guds Søn har fundet et vidne til sin syndefrihed og ikke til sine synder. Hvor lidt er det ikke, du behøver at give til Helligånden, for at retfærdigheden bliver dig givet.
13. Uden upartiskhed findes der ikke nogen retfærdighed. Hvordan kan det specielle være retfærdig? Døm ikke, for det kan du ikke. Du skal ikke undlade at dømme, fordi du også er en elendig synder. Hvordan kan de specielle virkelig forstå, at retfærdigheden er ens for alle? At tage noget fra en for at give det til en anden, må være en uretfærdighed overfor dem begge, da de er lige i Helligåndens syn. Deres Fader gav begge den samme arv. Den, som ønsker sig mere eller mindre, er ikke klar over, at han har alt. Han kan ikke bedømme, hvad der tilkommer en anden, fordi han selv tror, at han mangler noget. Og derfor må han være misundelig og forsøge at tage noget bort fra den, som han bedømmer. Han er ikke upartisk og kan ikke se en andens rettigheder på en fair måde, for hans egne er blevet skjult for ham.
14. Du har ret til hele universet, til den fuldendte fred, fuldstændig forløsning fra alle syndens virkninger og til det evige liv, glad og fuldendt på enhver måde, som Gud fastlagde det for Sin hellige Søn. Dette er den eneste form for retfærdighed, som Himlen kender, og det eneste, som Helligånden bringer ned til jorden. Din specielle funktion viser dig ikke andet end det, som den fuldendte retfærdighed kan sætte igennem for dig. Og du er i sikkerhed for hævn i en hvilken som helst form. Verden bedrager, men den kan ikke erstatte Guds retfærdighed med sin egen udgave. For kun kærligheden er retfærdig og kan opfatte, hvad retfærdigheden må tilstå Guds Søn. Lad kærligheden bestemme og frygt aldrig, at du selv i din unfairness vil udelukke dig fra det, som Guds retfærdighed har tilskrevet dig.
Næste Afsnit Kapitel