Kapitel: 13 DEN SKYLDFRI VERDEN
Afsnit - IX. Skyldens sky Næste
1. Skyld er og bliver den eneste ting, som skjuler Faderen, for skyld er angrebet på Hans Søn. De skyldige fordømmer altid, og når de har gjort dette, fortsætter de med at fordømme, idet de forbinder fremtiden til fortiden, som det nu er egoets lov. Troskab overfor denne lov lader intet lys ind, for det kræver troskab overfor mørket og forbyder en opvågnen. Egoets love er strenge, og brud på dem straffes hårdt. Adlyd derfor ikke dets love, for de er straffens love, og de, som følger dem, tror, at de er skyldige, og derfor må de fordømme. Guds love må lægge sig imellem fremtiden og fortiden, om du blot kunne frigøre dig selv. Forsoningen står imellem dem som en lampe, der skinner så klart, at mørkets lænker, hvormed du har bundet dig selv, vil forsvinde.
2. Forløsning fra skyld bringer egoet til fald. Gør ingen frygtsom, for hans skyld er din, og ved at adlyde egoets barske bud, pålægger du dig selv dets fordømmelse, og du vil ikke undgå den straf, det tilbyder til dem, der adlyder det. Egoet belønner troskab imod det med smerte, for troen på det er smerte, og troskab kan kun belønnes i forhold til den overbevisning, som troen blev lagt i. Troen udgør overbevisningens magt, og dens belønninger bestemmes af, hvor den investeres. For troen lægges altid i det, der værdsættes, og det, der værdsættes, gives tilbage til dig.
3. Verden kan kun give dig det, du gav den, for idet den ikke er andet end dine egne projektioner, har den ingen mening udover det, du fandt i den, og som du satte din lid til. Vær trofast imod mørket, og du vil intet se, for din tro vil blive belønnet, som du gav den. Du vil modtage din skat, og hvis du lægger din tro i fortiden, vil fremtiden blive lige som den. Alt det, du værdsætter, tror du er dit. Din evaluerings magt vil gøre det til dit.
4. Forsoningen bringer en reevaluering af alt det, du værdsætter, for det er måden, hvorpå Helligånden kan adskille det falske fra det sande, som du har taget ind i dit sind uden at skelne mellem dem. Derfor kan du ikke bedømme den ene uden den anden, og skylden er blevet lige så sand for dig som uskylden. Du tror ikke på, at Guds Søn er skyldfri, fordi du ser fortiden og ser ikke ham. Når du fordømmer en broder, siger du: »Jeg, som var skyldig, vælger at forblive sådan«. Du har fornægtet hans frihed, og ved at gøre dette har du fornægtet vidnet for din egen. Du kunne meget nemt have befriet ham fra fortiden og løftet den skyldens sky fra hans sind, som binder ham til den, og hans frihed ville da indeholde din egen.
5. Læg ikke hans skyld på ham, for hans skyld ligger i den hemmelige tanke, at han har gjort dette mod dig. Ønsker du at lære ham, at han har ret i sit selvbedrag? Den tanke, at Guds skyldfri Søn kan angribe sig selv og gøre sig selv skyldig, er sindssyg. Tro ikke dette, hvordan det end viser sig, og i hvem det end viser sig. For synd og forbandelse er det samme, og overbevisningen om den ene er en tro på den anden og påkalder straf i stedet for kærlighed. Intet kan retfærdiggøre sindssyge, og at kalde en straf ned over dig selv må være sindssyge.
6. Se da ikke nogen som skyldige, og du vil bekræfte sandheden om skyldfrihed overfor dig selv. I hver eneste forbandelse af Guds Søn ligger overbevisningen om din egen skyld. Hvis du ønsker, at Helligånden skal gøre dig fri af den, modtag da Hans tilbud om Forsoning for alle dine brødre. For således lærer du, at den er sand for dig. Husk altid, at det er umuligt at fordømme Guds Søn delvist. Dem, som du ser som skyldige, bliver vidnerne til din egen skyld, og du vil se den der, for den er der, indtil den forløses. Skylden er altid i det sind, som har fordømt sig selv. Projicer den ikke ud, for når du gør dette, kan den ikke forløses. For hver en du forløser fra skyld, er glæden stor i Himlen, hvor vidnerne til dit faderskab glæder sig.
7. Skylden gør dig blind, for så længe du ser en eneste plet af skyld inden i dig, vil du ikke se lyset. Og når du projicerer den ud, synes verden at være mørk, og indhyllet i din skyld. Du kaster et mørkt slør over det og kan ikke se det, fordi du ikke kan se ind i dig selv. Du er bange for det, du ville se derinde, men det er der ikke. Det, du frygter, er borte. Hvis du ville se ind i dig selv, ville du blot se Forsoningen, som roligt og fredfyldt skinner på din Faders alter.
8. Vær ikke bange for at se ind i dig selv. Egoet fortæller dig, at alt er mørkt af skyld inden i dig og byder dig at lade være med at se. I stedet for byder det dig at se på dine brødre og at se skylden i dem. Men dette kan du ikke gøre uden at forblive blind. For de, som ser deres brødre i mørke og skyldige i det mørke, hvori de hylder dem, er for bange til at se på lyset inden i. Inden i dig er der ikke det, du tror, og som du sætter din lid til. Inden i dig er det hellige tegn på den tillid, som din Fader har til dig. Han bedømmer dig ikke, som du selv gør. Han kender Sig Selv og kender sandheden i dig. Han ved, at der ikke er forskel, for Han kender ikke til forskelle. Kan du se skyld, hvor Gud ved, at der kun er en fuldendt uskyld? Du kan fornægte Hans viden, men du kan ikke forandre den. Se da på det lys, Han satte i dig og lær, at det, du frygtede ville være der, er blevet erstattet med kærlighed.
Næste Afsnit Kapitel