Kapitel: 14 UNDERVISNING FOR SANDHED
Afsnit - IX. Hellighedens afspejling Næste

1. Forsoning gør dig ikke hellig. Du blev skabt hellig. Den bringer blot det uhellige til helligheden, eller det du lavede, til det du er. Helligåndens eneste funktion er at bringe illusioner til sandheden eller egoet til Gud. Hold ikke det, du er, borte fra din Fader, for dette, at du skjulte det, har kostet dig en viden om Ham og om dig selv. Denne viden er sikker, men hvor er din sikkerhed, når du er adskilt fra den? Beslutningen om at fremstille tiden for at erstatte tidløsheden lå i beslutningen om ikke at være den, du er. På denne måde blev sandheden gjort til fortid, og nutiden blev tilegnet illusionen. Og fortiden blev også forandret og sat imellem det, som altid var, og nu. Den fortid, du husker, eksisterede aldrig og repræsenterer blot fornægtelsen af det, som altid var.

2. At bringe egoet til Gud er blot at bringe fejlen til sandheden, hvor den er korrigeret, fordi den er det modsatte af det, den møder. Den opløses, fordi modsigelsen ikke kan holde. Hvor længe kan modsigelsen holde, når dens umulige natur klart afsløres? Det som forsvinder i lyset, angribes ikke. Det forsvinder blot, fordi det ikke var sandt. Forskellige virkeligheder er uden mening, for virkeligheden må være én. Den kan ikke ændre sig med tiden eller sindsstemninger eller tilfældigheden. Dens uforanderlighed er det, som gør den virkelig. Dette kan ikke opløses. Opløsningen er for uvirkeligheden. Og dette vil virkeligheden gøre for dig.

3. Ved blot at være det, den er, forløser sandheden dig fra alt det, som den ikke er. Forsoningen er så mild, at du blot behøver at hviske til den, og al dens magt vil styrte til din hjælp og støtte. Du er ikke svag med Gud ved din side. Men uden Ham er du intet. Forsoningen tilbyder dig Gud. Den gave, som du afslog, fastholdes af Ham i dig. Helligånden holder den der til dig. Gud har ikke forladt Sit alter, selvom Hans tilbedere satte andre guder på det. Templet er stadig helligt, for den Tilstedeværelse, som hviler i det, er helligheden.

4. I templet venter helligheden roligt på, at de, som elsker den, skal vende tilbage. Tilstedeværelsen ved, at de vil vende tilbage til renheden og til nåden. Guds nåde vil mildt tage imod dem og dække al deres fornemmelse af smerte og tab med den udødelige forsikring om deres Faders Kærlighed. Der vil frygten for døden erstattes af glæden ved livet. For Gud er Liv, og de bor i Livet. Livet er lige så helligt, som den Hellighed, Hvorved det blev skabt. Tilstedeværelsen af hellighed lever i alt, som lever, for helligheden skabte livet og forlader ikke, hvad den skabte så helligt som den selv.

5. I denne verden kan du blive et pletfrit spejl, hvori helligheden af din Skaber skinner fra dig på alt omkring dig. Du kan afspejle Himlen her. Men ingen billeder af andre guder må formørke spejlet, som ville vise Guds afspejling i sig. Jorden kan afspejle Himlen eller helvedet, Gud eller egoet. Du behøver blot at lade spejlet være klart og renset for alle de billeder af det skjulte mørke, som du har tegnet på det. Gud vil skinne Sig Selv på det. Kun den klare afspejling af Ham kan ses i det.

6. Afspejlinger ses i lyset. I mørke er de skjulte, og deres mening synes kun at ligge i de skiftende fortolkninger, mere end i dem selv. Afspejlingen af Gud behøver ingen fortolkning. Den er klar. Hold spejlet rent, og det budskab, som skinner frem fra det, som spejlet holder frem imod enhver, kan ikke undgå at blive forstået. Det er det budskab, som Helligånden holder hen foran det spejl, som er i ham. Han genkender det, for hans behov for det er blevet ham lært, men han ved ikke, hvor han skal se efter det for at finde det. Lad ham da se dette i dig og dele det med dig.

7. Hvis du blot kunne forstå, for blot et øjeblik, den helbredelsens kraft som Guds afspejling, der skinner i dig, kan bringe til hele verden, kunne du ikke vente med at rense spejlet i dit sind, så det kunne modtage billedet af den hellighed, som helbreder verden. Det billede af hellighed, som skinner i dit sind, er ikke skjult og forandrer sig ikke. Dets betydning for dem, der ser på det, er ikke skjult, for alle opfatter det som det samme. Alle bringer de deres forskellige problemer til dets helbredende lys, og alle deres problemer finder kun helbredelse der.

8. Hellighedens reaktion på en hvilken som helst form for fejl er altid den samme. Der er ikke nogen modsigelse i det, som helligheden fremkalder. Dens eneste reaktion er helbredelse uden hensyn til, hvad det er, der bringes til den. De, som har lært kun at tilbyde helbredelse, p.g.a. afspejlingen af hellighed i dem, er endelig beredte på Himlen. Der er helligheden ikke en afspejling men mere den virkelige betingelse for det, som blev afspejlet her. Gud er ikke et billede, og Hans skabninger holder Ham i sig i sandhed. De afspejler ikke blot sandheden som en del af Ham, de er sandhed.

Næste Afsnit Kapitel