Kapitel: 18 DRØMMENS FORSVINDEN
Afsnit - IX. De to verdener Næste
1. Du er blevet bedt om at bringe mørket til lyset og skylden til helligheden. Og det er også blevet dig fortalt, at fejl skal korrigeres ved deres kilde. Derfor er det den lille del af dig selv, den lille tanke, der synes at være bortrevet og adskilt, som Helligånden har brug for. Alt andet er fuldstændig i Guds varetægt og har ikke brug for nogen guide. Men denne vilde og bedrageriske tanke har brug for hjælp, for i sit bedrageri tror den, at den er Guds Søn, hel og almægtig, den eneste hersker over det kongerige, som den adskilte for at tyrannisere det til at adlyde og til slaveri. Det er den lille del, som du tror, at du stjal fra Himlen. Giv den tilbage til Himlen. Himlen har ikke mistet den, men du har tabt Himlen af syne. Lad Helligånden fjerne den fra det falmede kongerige, hvor du satte den, omgivet af mørke, bevogtet af angreb og forstærket med had. Indenfor dets barrikader er der stadig en lille stump af Guds Søn, fuldendt og hellig, fredfyldt og ubevidst om, hvad du tror, der omgiver det.
2. Vær ikke adskilt, for Den, Som omkranser det, har bragt forening til dig, idet Han bringer dit lille mørkets offer tilbage til det evige lys. Hvordan gøres dette? Det er meget enkelt, idet det er baseret på det, som dette lille kongerige i virkeligheden er. Det golde sand, mørket og livløsheden ses kun gennem kroppens øjne. Dets triste syn er forvrænget og de budskaber, som de sender til dig, som lavede det for at begrænse din bevidsthed, er små og begrænsede og så opdelte, at de er meningsløse.
3. Fra kroppenes verden, som blev lavet i sindssyge, synes sindssyge budskaber at blive sendt tilbage til det sind, som lavede den. Og disse budskaber bærer vidne til denne verden, idet de udråber, at den er sand. For du udsendte disse budbringere for at bringe dette tilbage til dig. Alt, hvad disse budskaber siger dig, er helt i det ydre. Der er ingen budskaber, som taler om det, som er underneden, for det er ikke kroppen, som kunne tale om dette. Dens øjne ser det ikke, dens følelser forbliver helt ubevidste om det, dens tunge kan ikke videregive dets budskaber. Men Gud kan bringe dig derhen, hvis du er villig til at følge Helligånden gennem tilsyneladende gru, idet du har tillid til, at Han ikke forlader dig og efterlader dig der. For det er ikke Hans formål at skræmme dig, men dit eget. Du fristes alvorligt til at forlade Ham ved ydersiden af frygtens ring, men Han ønsker at lede dig sikkert igennem og langt hinsides den.
4. Frygtens ring ligger lige under det niveau, som kroppen ser, og synes at være hele det fundament, som verden hviler på. Her ligger alle illusionerne, alle de forvrængede tanker, alle de sindssyge angreb, raseriet, hævnen og bedraget, som blev lavet for at holde skylden på plads, så verden kunne løfte sig fra den og holde den skjult. Dens skygge stiger op til overfladen, nok til at holde dens mest ydre manifestationer i mørke og til at bringe desperationen og ensomheden til den og holde den i glædesløshed. Dog er dens intensitet sløret af tunge lag og holdt adskilt fra det, der blev lavet for at holde den skjult. Kroppen kan ikke se dette, for kroppen steg op herfra for sin beskyttelses skyld, som afhænger af, at den ikke kan ses. Kroppens øjne vil aldrig se på det. Men dog vil de se, hvad den beordrer.
5. Kroppen vil blive ved med at være skyldens budbringer og vil handle, som den angiver, så længe du tror, at skylden er virkelig. For skyldens virkelighed er den illusion, der synes at gøre den tung og uigennemsigtig, uigennemtrængelig, og et virkeligt fundament for egoets tankesystem. Dens tyndhed og gennemsigtighed er ikke synlig, før du ser lyset bagved den. Og da ser du den som et spinkelt slør foran lyset.
6. Denne tilsyneladende tunge barriere, dette kunstige gulv, der ligner en klippe, er som en mur af lave, mørke skyer, der ser ud som en solid mur for solen. Dens uigennemtrængelige fremtoning er udelukkende illusion. Den må blødt overgive sig til de bjergtoppe, som stiger op over den og har overhovedet ingen magt til at holde nogen tilbage, som ønsker at klatre op over den for at se solen. Den er ikke stærk nok til at standse en knaps falden, ej heller at holde på en fjer. Intet kan hvile på den, for det er kun en illusion om et fundament. Prøv blot at berøre den, og den forsvinder; forsøg at gribe den, og dine hænder holder intet.
7. Men i disse skyer er det nemt at se en hel verden stige op. En solid bjergkæde, en sø, en storby, alle stiger de op i din fantasi, og fra disse skyer vender din perceptions budbringere tilbage til dig, idet de forsikrer dig om, at det virkelig er til stede. Skikkelser kan ses og bevæger sig, handlinger synes virkelige, og former træder frem og ændrer sig fra det dejlige til det hæsligste. Og de bevæger sig frem og tilbage, så længe du vil lege børnenes forestillingsleg. Men hvor længe du end leger den, og uanset hvor megen forestillingsevne du bringer til den, vil du ikke forveksle den med verden nedenunder, og ej heller forsøge at virkeliggøre den.
8. Således skulle det være med skyldens mørke skyer, som ikke mere er uigennemtrængelige og af substans. Du vil ikke mere blive skadet af dem, når du rejser igennem dem. Lad din Guide lære dig om deres manglende substans, mens Han fører dig forbi dem, for nedenunder dem ligger lysets verden, hvorpå de ikke kaster nogen skygger. Deres skygger falder på den verden hinsides dem, endnu længere borte fra lyset. Men deres skygger kan ikke falde på lyset.
9. Denne lysets verden, denne klarhedens ring er den virkelige verden, hvor skylden møder tilgivelsen. Her ses den ydre verden som ny uden skyldens skygge på sig. Her bliver du tilgivet, for her har du selv tilgivet alle. Her ligger den nye perception, hvor alt er klart og skinner af uskyld, renvasket i tilgivelsens vande og renset for enhver ond tanke, som du lagde på den. Her findes der ikke noget angreb på Guds Søn, og du ønskes velkommen. Her venter din uskyld på at beklæde dig og beskytte dig for at gøre dig rede til det sidste skridt på din rejse indadtil. Her lægges skyldens tunge og mørke klæde bort og erstattes mildt med renhed og kærlighed.
10. Men selv tilgivelsen er ikke afslutningen. Tilgivelsen gør alt dejligt, men den skaber ikke. Det er helbredelsens kilde, men den er kærlighedens budbringer og ikke dens Kilde. Her føres du hen, så Gud Selv kan tage det sidste skridt uhindret, for her er der ikke noget, som griber forstyrrende ind i kærligheden, men lader den være sig selv. Et skridt hinsides dette tilgivelsens hellige sted, endnu et skridt længere ind, men ét, som du ikke kan tage, fører dig til noget som er helt anderledes. Her er lysets Kilde; intet opfattes, tilgives eller ændres. Det vides blot.
11. Dette kursus vil føre til viden, men selv viden ligger hinsides vort pensums rækkevidde. Ej heller er der noget behov for at tale om det, der for altid må ligge hinsides ordene. Vi behøver blot at huske, at hvem der end opnår den virkelige verden, som enhver indlæring ikke kan række ud over, vil gå hinsides den, men på en anden måde. Der, hvor indlæringen slutter, begynder Gud, for indlæring slutter før Ham, Som er fuldendt, hvor Han begynder, og hvor der ikke er nogen afslutning. Det er ikke vores opgave at betragte det, som ikke kan opnås. Der er for meget at lære. Beredthed til viden må stadig opnås.
12. Kærlighed læres ikke. Dens mening ligger inden i sig selv. Og indlæringen ender, når du har erkendt alt det, som den ikke er. Det er det, som forstyrrer; det er det, som mangler at blive opløst. Kærligheden læres ikke, for der var aldrig noget tidspunkt, hvor du ikke kendte den. Indlæring er nyttesløs i din Skabers Tilstedeværelse, Hvis erkendelse af dig og din af Ham transcenderer al indlæring med så meget, at alt hvad du har lært bliver meningsløst og erstattes i evigheden med kærlighedens viden og dens eneste betydning.
13. Dit forhold til din broder er blevet trukket op med rode fra skyggernes verden, og dets uhellige formål er sikkert bragt igennem skyldens barrierer, renvasket af tilgivelsen og skinnende og rodfæstet sat i lysets verden. Herfra kalder det til dig om at følge den kurs, som det tog, højt løftet over mørket for mildt at blive sat ned foran Himlens port. Det hellige øjeblik, hvori du og din broder blev forenet, er blot kærlighedens budbringer, afsendt fra et sted hinsides tilgivelsen, for at minde dig om alt det, som ligger hinsides dette. Men det er gennem tilgivelsen, at det vil blive husket.
14. Og når Guds erindring er kommet til dig på tilgivelsens hellige sted, vil du ikke huske andet, og erindring vil være lige så nyttesløs som indlæring, for dit eneste formål vil da være skabelse. Men du kan ikke vide dette, før hver eneste perception er blevet renset og rengjort for til sidst at blive fjernet for alle tider. Tilgivelsen fjerner kun det, som er usandt, idet den løfter skyggerne fra verden og bærer den, bestemt og sikkert i sin mildhed, til den klare verden af ny og ren perception. Der ligger nu dit formål. Og det er her, freden venter på dig.
Næste Afsnit Kapitel