Kapitel: 29 OPVÅGNEN
Afsnit - IX. Den tilgivende drøm Næste
1. Afgudernes slave er en villig slave. For han må være villig, for at tillade sig selv at bøje sig i tilbedelse for det, som ikke har noget liv og at søge efter magt i det magtesløse. Hvad er der sket med Guds hellige Søn, så dette kunne være hans ønske; at lade sig falde dybere end stenene på jorden og at lede efter afguder for, at de skal løfte ham op? Hør da din historie i den drøm, du lavede, og spørg dig selv, om det ikke er sandheden, at du tror, at det ikke er en drøm.
2. En drøm om dømmekraft kom ind i det sind, som Gud skabte så fuldendt som Ham Selv. Og i denne drøm blev Himlen ændret til helvede, og Gud blev en fjende for Sin søn. Hvordan kan Guds Søn vågne fra drømmen? Det er en drøm om dømmekraft. Så han skal holde op med at dømme, og han vil vågne. For drømmen vil se ud til at forsætte, så længe han er en del af den. Døm ikke, for den, der dømmer, vil have brug for afguder, som vil holde dommen borte så den ikke kan hvile på ham selv. Ej heller kan han kende de Selv, som han har fordømt. Døm ikke, for du gør dig selv til en del af onde drømme, hvor afguder er din »sande« identitet, og frelsen fra dømmekraften lægges med skræk og skyld på dig selv.
3. Alle skikkelser i drømmen er afguder, der er lavet for at frelse dig fra drømmen. Dog er de en del af det, de blev lavet til at frelse dig fra. Således holder en afgud drømmen i live og truende, for hvem kunne ønske sig en sådan, medmindre han var angst og rædseleslagen? Og det er dette, som afguden repræsenterer, og derfor er tilbedelse af den tilbedelsen af gruen og angsten og den drøm, de opstår af. Dømmekraften er en uretfærdighed begået imod Guds Søn, og det er retfærdigt, at den, der dømmer ham, ikke vil undslippe straffen, som han pålagde sig selv i den drøm, han lavede. Gud kender til retfærdighed men ikke til straf. Men i dømmekraftens drøm angriber du, og fordømmes du, og ønsker at være en slave af afguderne, som er sat imellem din dømmekraft og straffen, som den bringer.
4. Der kan ikke være nogen frelse i drømmen, da det er dig, der drømmer den. For afguder må være en del af den til at frelse dig fra det, du tror, du har opnået, og som du har gjort for at gøre dig skyldig og at slukke lyset inden i dig. Du lille barn, lyset er der. Du drømmer blot; og afguderne er det legetøj, du drømmer, at du leger med. Hvem andre end børn har behov for legetøj? De leger, at de styrer verden og giver deres legetøj magten til at bevæge sig og tale og tænke og føle og at tale for dem. Men alt det, som legetøjet ser ud til at gøres er i sindet hos dem, der leger med det. Men de er ivrige efter at glemme, at de selv lavede den drøm, hvor deres legetøj er virkeligt, og ser ikke, at der er tale om deres egne ønsker.
5. Mareridt er barnlige drømme. Legetøjet har vendt sig imod det barn, som troede, at han gjorde det til virkelighed. Men kan en drøm angribe? Eller kan et stykke legetøj vokse sig stort og farligt og voldsomt og vildt? Det er det, barnet tror, det kan gøre, for han frygter sine egne tanker og giver dem i stedet for til legetøjet. Og dets virkelighed bliver hans egen, for den synes at frelse ham fra han egne tanker. Men det holder blot hans tanker i live og virkelige, idet de ses uden for ham selv, hvor de kan vende sig imod ham på grund af hans bedrag imod dem. Han tror, at han har brug for dem, så han kan undslippe sine tanker, for han tror, at tankerne er virkelige. Og derfor laver han et stykke legetøj ud af alt for at få sin verden til at være uden for sig selv og at lege, at han blot er en del af den.
6. Der kommer en tid, hvor barndommen skulle være forbi for altid. Forsøg ikke at genfinde barndommens legetøj. Læg dem alle bort, for du har ikke brug for dem mere. Dømmekraftens leg er en børneleg, hvor barnet bliver til faderen, magtfuld, men med et barns lille visdom. Det, der skader ham, bliver ødelagt; det, der hjælper ham, velsignet. Medmindre han dømmer det, som et barn gør, som ikke ved, hvad der gør ondt, og hvad der helbreder. Og der ser ud til at ske dårlige ting, og han er bange for det kaos, han ser i en verden, som han tror ledes af de love, som han lavede. Men den virkelige verden er upåvirket af den verden, som, han tror, er virkelig. Ej heller er dens love blevet ændret, blot fordi han ikke forstår dem.
7. Den virkelige verden er stadig blot en drøm. Ud over det faktum, at skikkelserne er blevet ændret. De ses ikke mere som afguder, der bedrager. Det er en drøm, hvor ingen bruges til at erstatte noget andet, og ej heller sættes imellem de tanker, som sindet undfanger og det, det ser. Ingen benyttes til noget, som han ikke er, for barnlige ting er alle lagt bort. Og det, der engang var en drøm om dømmekraft, er nu blevet ændret til en drøm, hvor alt er glæde, for det er dens formål. Det er kun tilgivende drømme, der kan komme ind her, for tiden er næsten forbi. Og de skikkelser, der kommer ind i drømmen, opfattes nu som brødre, ikke med dømmekraften men med kærligheden.
8. Tilgivende drømme har ikke megen behov for at vare ved. De er ikke lavet for at adskille sindet fra det, det tænker. De forsøger ikke at bevise, at drømmen drømmes af en anden. Og i disse drømme høres en melodi, som alle kan huske, selv om han ikke har hørt den siden før tidens begyndelse. Når tilgivelsen er fuldendt, bringer den tidløsheden så tæt på, at Himlens sang kan høres, ikke med ørerne, men med den hellighed, som aldrig forlod alteret, og som venter i evigheden dybt inde i Guds Søn. Og når han hører denne sang igen, ved han, at der aldrig var et tidspunkt, hvor han ikke hørte den. Og hvor er tiden, når dømmekraftens drømme er lagt bort?
9. Når som helst du føler frygt i nogen som helst form, og du er bange, hvis du ikke føler en dyb tilfredshed, en sikkerhed på at få hjælp, en rolig bevidsthed om, at Himlen går der sammen med dig, vær da sikker på, at du valgte en afgud, og tro på, at den vil bedrage dig. For under håbet om, at den vil frelse dig, ligger skylden og smerten af selvbedraget og usikkerheden så dyb og bitter, at drømmen ikke helt kan skjule al din fornemmelse af undergang. Dit selvbedrag må resultere i frygt, for frygten er dømmekraft, der sikkert fører hen imod en forivret søgen efter afguder og død.
10. Tilgivende drømme minder dig om, at du lever i sikkerhed, og at du ikke har angrebet dig selv. Således smelter dine barnlige grumheder bort, og drømme bliver et tegn på, at du er begyndt forfra, ikke et nyt forsøg på at tilbede afguder og at beholde angrebet. Tilgivende drømme er venlige overfor alle, der fremtræder i drømmen. Og således bringer de drømmeren fuld forløsning fra drømme om frygt. Han frygter ikke sin dømmekraft, for han har ikke dømt nogen, og ej heller har han forsøgt at blive forløst gennem dømmekraften fra det, som dømmekraften påfører. Og hele tiden husker han det, han glemte, at dømmekraften syntes at være måden til at frelse ham fra dens straf.
Næste Afsnit Kapitel