<100 101 Guds Vilje for mig er fuldendt glæde 102> english Youtube

1. I dag vil vi fortsætte med temaet glæde. Det er en nøgleidé, når vi skal forstå, hvad frelsen betyder. Du tror stadig, at den beder om lidelse som soning for dine »synder«. Sådan er det ikke. Men du må tro, at det er sådan, så længe du tror, at synd er virkelig, og at Guds Søn kan synde.

2. Hvis synd er virkelig, så er straf retfærdig og kan ikke undslippes. Frelsen kan da kun opnås gennem lidelse. Hvis synd er virkelig, så er lykke en illusion, for de kan ikke begge være sande. De syndefulde lover kun død og smerte, og det er, hvad de beder om. For de ved, at det venter på dem, og det vil søge dem og finde dem et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde, som vil udligne den gæld, som de står i til Gud. De forsøger at undslippe Ham i deres frygt, og Han vil forfølge, og de kan ikke undslippe.

3. Hvis synden er virkelig, må frelsen være smerte. Smerte er prisen for synden, og lidelsen kan aldrig undslippes, hvis synd er virkelig. Frelsen må frygtes, for den vil dræbe, men kun langsomt, idet den tager alt fra dig, før den ønsker døden velkommen til de ofre, der ikke er andet end skind og ben, før frelsen er tilfreds. Dens vrede er endeløs, ubarmhjertig, men fuldendt retfærdig.

4. Hvem ville lede efter en så grusom straf? Hvem ville ikke flygte fra frelsen og forsøge på enhver måde at drukne den stemme, der tilbyder ham den? Hvorfor skulle han forsøge at lytte til den og at modtage den? Hvis synd er virkelig, tilbyder den kun døden og det på den værst tænkelige måde, der passer til de onde ønsker, hvormed synden bliver født. Hvis synd er virkelig, er frelsen blevet din bitre fjende, Guds forbandelse af dig, som har korsfæstet Hans Søn.

5. Du har brug for denne dags øvelsesperioder. Øvelserne lærer dig, at synden ikke er virkelig, og alt det, som du tror, kommer fra synd, vil aldrig ske, for det har ingen årsag. Modtag Forsoningen med et åbent sind, som ikke hylder troen på, at du har gjort en djævel ud af Guds Søn. Der findes ingen synd. Med denne tanke øver vi os så ofte som muligt i dag, for det er grundlaget for dagens idé.

6. Guds Vilje for dig er fuldendt glæde, for der findes ingen synd, og lidelsen er uden årsag. Glæden er retfærdig, og smerten er blot tegnet på, at du har misforstået dig selv. Frygt ikke Guds Vilje. Men vend dig til den i tillid til, at den vil sætte dig fri for alle konsekvenser, som synden har fremkaldt i febervildelse. Sig:

Guds Vilje for mig er fuldendt glæde.
Der findes ingen synd; den har ingen konsekvenser.

Således skal du begynde øvelsesperioderne for derefter at forsøge igen at finde den glæde, som disse tanker vil fremkalde i dit sind.

7. Giv disse fem minutter med glæde for at fjerne den tunge byrde, som du lægger på dig selv med den sindssyge tro på, at synden er virkelig. Flygt i dag fra vanviddet. Du står nu på frihedens vej, og nu bringer dagens idé dig vinger, for at du kan sætte farten op og håbe, at det går endnu hurtigere hen imod det ventende fredens mål. Der findes ingen synd. Husk dette i dag, og sig så ofte som muligt til dig selv:

Guds Vilje for mig er fuldendt glæde.
Dette er sandheden, for der findes ingen synd.