<48 49 Guds Stemme taler til mig hele dagen 50> english

1. Det er fuldt ud muligt at lytte til Guds Stemme hele dagen, uden at du skal afbryde dine normale aktiviteter på nogen måde. Den del af dit sind, hvor sandheden hviler, er i konstant kommunikation med Gud, om du er bevidst om det eller ej. Det er den anden del af dit sind, der fungerer i verden og adlyder verdens love. Det er denne del, der konstant bliver distraheret, der er uorganiseret og højst usikker.

2. Den del, der lytter til Stemmen for Gud, er rolig, altid i hvile og fuldstændig sikker. Det er i virkeligheden den eneste del, der findes. Den anden del er en vild illusion, vanvittig og forstyrret, men uden nogen form for virkelighed. Prøv i dag ikke at lytte til den. Prøv at identificere dig med den del af dit sind, hvor stilhed og fred for evigt råder. Prøv at høre Guds Stemme, der kærligt minder dig om, at din Skaber ikke har glemt Sin Søn.

3. Vi har i dag behov for mindst fire fem-minutters øvelsesperioder og flere om muligt vi vil forsøge virkelig at høre Guds Stemme, der minder dig om Ham og om dig selv. Vi vil nærme os denne lykkeligste og helligste af alle tanker med tillid, idet vi ved, at ved at gøre dette, forener vi vor vilje med Guds Vilje. Han vil, at du skal høre Hans Stemme. Han gav Den til dig, for at Den skulle høres.

4. Lyt i dyb stilhed. Vær meget stille, og åben dit sind. Gå forbi alle de grove skrig og syge billeder, der dækker over dine virkelige tanker og formørker din evige forbindelse til Gud. Synk dybt ned i freden, der venter på dig på den anden side af de vanvittige, oprørske tanker og syn og lyde i denne sindssyge verden. Du bor ikke her. Vi forsøger at nå dit virkelige hjem. Vi forsøger at nå det sted, hvor du virkelig bydes velkommen hjem. Vi forsøger at nå Gud.

5. Glem ikke at gentage dagens ide meget ofte. Gør det med åbne øjne, når det er nødvendigt, men med lukkede, når det er muligt. Vær sikker på at sidde i stilhed og gentag dagens idé, så snart det er muligt, idet du lukker øjnene for verden, og idet du erkender, at du inviterer Guds Stemme til, at tale til dig.