<499 500 REPETITION I 501> english

Introduktion

1. Idet vi begynder med i dag, vil vi have en række repetitionsomgange. Hver enkelt vil dække fem af de ideer, som allerede er blevet præsenteret, idet vi begynder med den første og slutter med lektion halvtreds. Der vil være nogle få korte kommentarer efter hver ide, som du bedes overveje i din gennemgang. øvelserne bør udføres som følger i øvelsesperioderne:

2. Start dagen med at læse de fem ideer med kommentarer. Derefter er det ikke nødvendigt at følge nogen bestemt rækkefølge ved overvejelsen af dem, men hver enkelt skulle øves mindst en gang. Brug to minutter eller mere på hver enkelt øvelsesperiode, idet du tænker på ideen og de relaterede kommentarer efter at have gennemlæst dem. Gør dette så tit som muligt dagen igennem. Hvis en enkelt af de fem ideer tiltaler dig mere end de andre, koncentrer dig da om denne ene. Vær dog sikker på ved dagens slutning at gennemgå dem alle endnu engang,

3. Det er ikke nødvendigt at bruge kommentarerne, der følger efter hver enkelt ide, ordret eller særlig omhyggeligt i øvelsesperioderne. Prøv i stedet for at understrege det centrale motiv, og overvej dette som en del af din gennemgang af den idé den hører til. Efter at have læst ideen og de tilhørende kommentarer, bør øvelserne udføres med lukkede øjne og helst alene og på et roligt sted, såfremt dette er muligt.

4. Dette understreges m.h.t. øvelsesperioderne på dit indlæringstrin. Det er imidlertid nødvendigt at du lærer ikke at have behov for specielle omgivelser, hvor du anvender det, du har lært. Du har mest brug for det, du lærer i situationer, der synes at være forvirrende mere end de situationer, hvor der allerede er roligt og stille. Formålet med din indlæring er at sætte dig i stand til at have roen med dig og at helbrede forvirring og kaos. Dette gøres ikke ved at undgå dem og at søge et afsondret tilflugtssted.

5. Du skal nok nå at lære, at freden er en del af dig, og at alt, hvad der behøves, er, at du er til stede for at omslutte enhver situation, hvor du befinder dig. Og til sidst vil du lære, at der ikke er nogen grænse for, hvor du kan være, sådan at din fred er overalt ligesom du selv.

6. Du vil bemærke, at nogle af ideerne ikke helt fremlægges i deres oprindelige form af hensyn til det faktum, at det er en opsamlingsrunde. Benyt dem, som de fremlægges her. Det er ikke nødvendigt at vende tilbage til de oprindelige formuleringer, ej heller at anvende dem, som det blev foreslået dengang. Vi understreger nu forholdet imellem de første halvtreds ideer, som vi har dækket, og den sammenhæng der er i det tankesystem, de fører til.