<50 51 Dagens repetition af lektion 1 - 5 52> english

1. (1) Intet af det, jeg ser, betyder noget overhovedet.
Grunden til, at det er sådan, er, at jeg intet ser, og, intet, har ingen betydning. Det er nødvendigt, at jeg erkender dette, så jeg kan lære at se. Det, jeg tror, jeg ser nu, har erstattet klarsynets plads. Jeg er nødt til at slippe det ved at erkende, at det ikke har nogen betydning, således at klarsynet kan overtager dets plads.

2. (2) Jeg har givet alt det, jeg ser, al den betydning, som det har for mig.
Jeg har bedømt alt det, jeg ser, og det er dette og kun dette, som jeg ser. Dette er ikke klarsyn. Det er blot en illusion om virkeligheden, da mine bedømmelser er foretaget helt uden for virkeligheden. Jeg er villig til at erkende manglen på gyldighed i mine bedømmelser, fordi jeg ønsker at se. Mine bedømmelser har såret mig, og jeg ønsker ikke at se på grundlag af dem.

3. (3) Jeg forstår ikke noget af det, jeg ser.
Hvordan kunne jeg forstå noget af det, jeg ser, når jeg har bedømt det forkert? Det, jeg ser, er projektionen af mine egne fejltanker. Jeg forstår ikke det, jeg ser, fordi det ikke er forståeligt. Der er ikke nogen fornuft i at prøve at forstå det. Men der er al mulig grund til at slippe det og gøre plads til det, der kan ses og forstås og elskes. Jeg kan udskifte det, jeg ser nu med dette, blot ved at være villig til at gøre det. Er dette et bedre valg end det, jeg foretog før?

4. (4) Disse tanker betyder ingenting.
De tanker, jeg er bevidst om, betyder ingenting, fordi jeg forsøger at tænke uden Gud. Det, jeg kalder »mine« tanker, er ikke mine virkelige tanker. Mine virkelige tanker er de tanker, jeg tænker sammen med Gud. Jeg er ikke bevidst om dem, for jeg har lavet mine egne tanker, så de kan overtage deres plads. Jeg er villig til at erkende, at mine tanker ikke har nogen betydning, og jeg er villig til at slippe dem. Jeg vælger at få dem udskiftet med dem, som de skulle erstatte. Mine tanker er meningsløse, men hele skabelsen ligger i de tanker, som jeg tænker sammen med Gud.

5. (5) Jeg bliver aldrig urolig af de grunde, jeg tror.
Jeg bliver aldrig urolig af de grunde, jeg tror, for jeg er altid igang med at forsøge at retfærdiggøre mine tanker. Jeg forsøger konstant at gøre dem til sandhed. Jeg gør alt og alle til mine fjender, så min vrede retfærdiggøres, og der er grund til mine angreb. Jeg har ikke erkendt, hvor meget jeg har misbrugt alt det jeg ser, ved at give det disse roller. Jeg har gjort dette for at forsvare et tankesystem, der har skadet mig, og som jeg ikke længere ønsker mig. Jeg er villig til at slippe det.