<66 67 Kærligheden skabte mig som Sig Selv 68> english

1. Dagens idé er en komplet og nøjagtig udtalelse om, hvad du er. Det er grunden til, at du er verdens lys. Det er grunden til, at Gud udnævnte dig til at være verdens frelser. Det er grunden til, at Guds Søn vender sig til dig for sin frelse. Han frelses af det, du er. Vi vil gøre en hvilken som helst anstrengelse i dag for at nå denne sandhed om dig, og fuldt ud erkende, om kun for et øjeblik, at det er sandheden.

2. I de længere øvelsesperioder vil vi tænke på din virkelighed og dens fuldstændige uforandrede og uforanderlige natur. Vi begynder med at gentage denne sandhed om dig for derefter at tilbringe nogle få minutter med at tilføje nogle relevante tanker såsom:

Hellighed skabte mig hellig.
Venlighed skabte mig venlig.
Hjælpsomhed skabte mig hjælpsom.
Fuldendthed skabte mig fuldendt.

Enhver betegnelse, som er i harmoni med Gud, som Han definerer Sig Selv, er god at anvende. Vi prøver i dag at opløse din definition af Gud og at erstatte den med Hans Egen. Vi prøver også på at understrege, at du er en del af Hans definition af Sig Selv.

3. Efter at have gennemgået sådanne relaterede tanker, prøv at lade alle tanker falde bort i et kort forberedende øjeblik, og prøv så at nå forbi alle dine billeder og fordomme om dig selv og ind til sandheden inden i dig. Hvis Kærligheden skabte dig som Sig Selv, må dette Selv være i dig, og et eller andet sted i dit sind er Det der, så du kan finde Det.

4. Det kan være nødvendigt at gentage dagens idé af og til for at overdøve forstyrrende tanker. Måske opdager du, at dette ikke er nok, og at det er nødvendigt for dig at tilføje andre tanker i forbindelse med sandheden om dig selv. Men måske vil du have held til at gå forbi alt dette og gennem tankeløshedens ophold til bevidsthedens strålende lys, hvor du genkender dig selv, som Kærligheden skabte dig. Hav tillid til, at du vil gøre meget i dag for at bringe denne bevidsthed nærmere, om du føler, det er lykkedes eller ej.

5. I dag vil det være særlig hjælpsomt at øve dagens idé så ofte som muligt. Du har brug for at høre sandheden om dig selv så ofte som muligt, da dit sind er så optaget af falske billeder af dig selv. Fire eller fem gange i timen, og måske endda mere, vil det være meget godt for dig at minde dig selv om, at Kærligheden skabte dig som Sig Selv. Lyt til sandheden om dig selv i dette.

6. Prøv i de kortere øvelsesperioder at erkende, at det ikke er din egen lille, enlige stemme, der fortæller dig dette. Dette er Stemmen for Gud, der minder dig om din Fader og om dit Selv. Dette er sandhedens Stemme, der erstatter alt, som egoet fortæller dig om dig selv, med den enkle sandhed om Guds Søn. Du blev skabt af Kærlighed som Den Selv.