<73 74 Der findes ingen anden vilje end Guds 75> english

1. Dagens idé kan betragtes som den centrale tanke, som alle vore øvelser stiler imod. Guds Vilje er den eneste Vilje. Når du har erkendt dette, har du erkendt, at din vilje er Hans. Troen på, at konflikter er mulige, er borte. Fred har erstattet den mærkelige ide, at du sønderrives af modstridende mål. Som et udtryk for Guds Vilje har du intet andet mål end Hans.

2. Der ligger en stor fred i dagens ide, og dagens øvelser er rettet mod at finde den. Ideen selv er fuldstændig sand. Derfor kan den ikke fremkalde illusioner. Uden illusioner er konflikt en umulighed. Lad os prøve at erkende dette i dag og erfare den fred, som denne erkendelse bringer med sig.

3. Begynd de længere øvelsesperioder med at gentage disse tanker flere gange, langsomt og med en fast beslutning om at forstå, hvad de betyder og at kunne huske dem:

Der findes ingen anden vilje end Guds. Jeg kan ikke være i konflikt.

Tilbring så flere minutter med at tilføje nogle relaterede tanker såsom:

Jeg har fundet fred.
Intet kan forstyrre mig. Min vilje er Guds.
Min vilje og Guds er et og det samme.
Gud vil fred for Sin Søn.

Vær i denne introduktionsfase sikker på hurtigt at tage fat på enhver konflikttanke, der dukker op i dit sind. Sig med det samme til dig selv:

Der findes ingen anden vilje end Guds. Disse konflikttanker er betydningsløse.

4. Hvis der er et specielt konfliktfyldt område, der ikke vil lade sig opløse, pluk den da ud til særlig overvejelse. Tænk kort men meget specifikt på den, identificer den eller de specielle personer og situationen eller situationerne, som er involverede, og sig til dig selv:

Der findes ingen anden vilje end Guds. Jeg deler den med Ham.
Mine konflikter med ___________ kan ikke være virkelige.

5. Efter at have renset dit sind på denne måde, luk da øjnene, og forsøg at opleve den fred, som din virkelighed giver dig ret til. Synk ned i den, og føl, hvordan den omslutter dig. Der kan være en fristelse til at misforstå dette som en tilbagetrækning, men forskellen er let at opdage. Hvis det lykkes for dig, vil du føle en dyb følelse af glæde og en forøget opmærksomhed i stedet for en følelse af sløvhed og afkræftelse.

6. Glæde karakteriserer freden. Igennem denne erfaring vil du opleve, at du har nået den. Hvis du mærker, at du glider tilbage i en tilbagetrækning, gentag hurtigt dagens idé, og forsøg igen. Gør dette så tit, som det er nødvendigt. Det er bestemt en fordel at nægte at tillade tilbagetrækning, selvom du ikke oplever den fred, du søger.

7. Sig til dig selv i de kortere perioder, som bør udføres med jævne og forudbestemte intervaller:

Der findes ingen anden vilje end Guds. Jeg søger Hans fred i dag.

Prøv så at finde det, du søger. Et minut eller to hver halve time, om muligt med lukkede øjne, vil være passende i dag.