<75 76 Jeg følger kun Guds love 77> english

1. Vi har før bemærket, hvor mange ufornuftige ting der syntes at være frelsen for dig. Hver enkelt af dem har fængslet dig ifølge love, der var lige så ufornuftige, som de selv var. Du er ikke bundet af dem. Men for at forstå, at det er sådan, må du først erkende, at frelsen ikke ligger der. Medens du søger efter den i ting, der ikke giver mening, binder du dig selv til love, der er ufornuftige. På denne måde forsøger du at bevise, at frelsen findes, hvor den ikke er.

2. I dag vil vi være glade over, at du ikke kan bevise dette. For hvis du kunne, ville du for evigt søge frelsen, hvor den ikke er, og aldrig finde den. Dagens ide fortæller dig endnu engang, hvor enkel frelsen er. Søg den, hvor den venter på dig, og der vil du finde den. Søg ikke andre steder, for den er ikke andre steder.

3. Tænk på friheden i den erkendelse, at du ikke er bundet af alle de mærkelige og forvredne love, som du har sat op for at frelse dig selv. Du tror virkelig, at du ville sulte, hvis ikke havde bundter af papirsedler og stakke af runde metalskiver. Du tror virkelig, at en lille rund pille eller noget væske presset ind i dine årer gennem en spids nål vil holde sygdom og død borte. Du tror virkelig, at du er alene, hvis en anden krop ikke er sammen med dig.

4. Det er sindssygen, der tænker disse tanker. Du kalder dem love, og sætter dem under forskellige navne i et langt katalog af ritualer, der ikke er brug for, og som ikke har noget formål. Du tror, at du må adlyde medicinens »love«, økonomiens og sundhedens. Beskyt kroppen, og du vil blive frelst.

5. Dette er ikke love, men sindssyge. Kroppen er truet af sindet, der skader sig selv. Kroppen lider kun for at vise sindet, at det undlader at se sig selv som sit eget offer. Kroppens lidelse er en maske, som sindet holder op for at skjule det, der virkelig lider. Det forstår ikke, at det er sin egen ende; at det angriber sig selv og ønsker at dø. Det er dette, som dine »love« ønsker at frelse kroppen fra. Det er derfor, du tror, at du er en krop.

6. Der findes ingen andre love end Guds. Der er behov for at gentage dette igen og igen, indtil du indser, at det angår alt, hvad du har lavet imod Guds vilje. Din magi har ingen mening. Det, det skulle redde, eksisterer ikke. Kun det, som det skulle skjule, kan frelse dig.

7. Guds love kan aldrig erstattes. Vi vil bruge dagen i dag til at glæde os over, at det er sådan. Det er ikke længere en sandhed, som vi ønsker at skjule. Vi indser i stedet for, at det er en sandhed, der vil bevare os fri til alle tider. Magi sætter os i fængsel, men Guds love sætter os fri. Lyset er kommet, for der findes ikke andre love end Hans.

8. I dag vil vi begynde de længere øvelsesperioder med en kort gennemgang af de forskellige slags »love«, som vi har troet, at vi skulle adlyde. Disse ville bl.a. inkludere ernæringens »love«, »immunlove«, »medicinlove«„ og »love« til kroppens beskyttelse på alle mulige måder. Tænk videre, du tror på venskabets »love«, på »gode« forhold og gensidighed. Måske tror du endda, at der findes love, der fastsætter, hvad der er Guds, og hvad der er dit. Mange »religioner« er baseret på dette. De ønsker ikke at frelse men at forbande i Himlens navn. Dog er de ikke mere mærkelige end andre »love«, som du tror, at du skal adlyde for at bevare dig i sikkerhed.

9. Der findes ingen andre love end Guds. Kast alle dumme, magiske overbevisninger bort i dag, og bevar dit sind parat i stilhed for at lytte til den Stemme, der fortæller dig sandheden. Du vil lytte til En, Der siger, at der ikke findes tab under Guds love. Der hverken betales eller modtages betaling. Der kan ikke ske en udveksling, der findes ingen erstatning, og intet erstattes af noget andet. Guds love giver i al evighed og tager aldrig.

10. Lyt til Ham, Der fortæller dig dette, og erkend, hvor dumme de »love« er, som du troede holdt verden i gang, og som du troede, du så. Lyt så videre. Han vil fortælle dig mere. Om den Kærlighed, som din Fader nærer for dig. Om den endeløse glæde, som Han tilbyder dig. Om Hans længsel efter sin eneste Søn, skabt som Hans kanal for skabelse, nægtet Ham af hans tro på helvede.

11. Lad os i dag åbne Guds kanaler til Ham, og lade Hans Vilje udvide sig gennem os til Ham. På denne måde forøges skabelsen i al evighed. Hans Stemme vil tale om dette til os og om Himlens glæder, som Hans love bevarer ubegrænsede til alle tider. Vi vil gentage dagens idé, indtil vi har lyttet og forstået, at der ikke findes andre love end Guds. Så vil vi fortælle os selv som en dedikation, der afslutter øvelsesperioden:

jeg hører ikke under andre love end Guds.

12. Vi vil så tit som muligt gentage denne idé i dag; mindst fire eller fem gange i timen, og endvidere som svar på enhver fristelse til at opleve os under andre love i løbet af dagen. Det er vor erklæring om frihed fra alle farer og al tyranni. Det er vor erkendelse af, at Gud er vor Fader, og at Hans Søn er frelst.