<95 96 Frelsen kommer fra mit eneste Selv 97> english Youtube

1. Selvom du er ét Selv, opfatter du dig selv som to; som både god og ond, som en der elsker og hader, som sind og krop. Denne fornemmelse af at være delt i modsætninger indgiver følelsen af at være i en akut og konstant konflikt og fører til forvirede forsøg på at forlige de modstridende aspekter af denne selvopfattelse. Du har søgt efter mange sådanne løsninger, og ingen af dem har virket. De modsætninger, som du ser i dig selv, vil aldrig kunne forliges. Men der findes en løsning.

2. Det faktum, at sandheden og illusionen ikke kan forliges, uanset hvor meget du forsøger det, hvilke midler du benytter, og hvor du ser problemet, må accepteres, hvis du ønsker frelsen. Indtil du accepterer dette, vil du forsøge en endeløs række af mål, som du ikke kan nå; en meningsløs anvendelse af tid og anstrengelser, håb og tvivl, hver enkelt lige så nytteløs som den næste, og lige så sikker på at fejle, som den næste også vil gøre det.

3. Problemer, som ikke har nogen betydning, kan ikke løses indenfor de rammer, de er sat i. To selv i konflikt kan ikke forenes, og godt og ondt har ikke noget sted, hvor de kan mødes. Det selv, som du lavede, kan aldrig være dit Selv, og ej heller kan dit Selv deles i to og stadig være det, Det er og altid må være. Et sind og en krop kan ikke begge være til. Forsøg ikke at forene de to, for den ene fornægter, at den anden kan være virkelig. Hvis du er fysisk, er dit sind forsvundet fra din selvopfattelse, for der er intet sted, hvor det virkelig kunne være en del af dig. Hvis du er ånd, må kroppen være meningsløs for din virkelighed.

4. Ånden bruger sindet som et middel til at finde et udtryk for sit Selv. Og sindet, som tjener ånden, er i fred og fyldt med glæde. Dets magt kommer fra ånden, og det opfylder glædeligt sin funktion her. Men sindet kan også se sig selv som adskilt fra ånden for at opfatte sig selv i en krop, som det tror, er sig selv. Uden sin funktion har det ingen fred, og lykken er fremmed for dets tanker.

5. Men sind adskilt fra ånd kan ikke tænke. Da har det fornægtet sin Kilde til styrke og ser sig selv som hjælpeløs, begrænset og svag. Adskilt fra sin funktion tror det, at det nu er alene og adskilt, angrebet af hære, der stimler sammen imod det, idet det gemmer sig i kroppens svage gemmested. Nu må det da forlige det ukendte med det kendte, for det er, hvad det tænker, det er til for.

6. Spild ikke mere tid på dette. Hvem kan løse de meningsløse konflikter, som en drøm fremviser? Hvad ville beslutsomhed betyde i sandhed? Hvilket formål ville den tjene? Hvad er den til? Frelsen kan ikke gøre illusioner virkelige, ej heller løse et problem, der ikke eksisterer. Måske håber du på, at den kan det. Men ville du ønske, at Guds plan til forløsning af Hans kære Søn skulle bringe ham smerte og undlade at sætte ham fri?

7. Dit Selv husker Sine tanker, og de forbliver i dit sind og i Guds Sind. Helligånden holder frelsen i dit sind og tilbyder det vejen til fred. Frelsen er en tanke, som du deler med Gud, for Hans Stemme modtog den til dig og svarede i dit navn, at det var sket. På denne måde holdes frelsen i de tanker, som Selvet holder af og påskønner for dig.

8. Vi vil i dag forsøge at finde denne tanke, hvis tilstedeværelse i dit sind garanteres af Ham, Som taler til dig fra dit forenede Selv. Vore fem minutters øvelse hver time vil blive en søgning efter Ham inde i dit sind. Frelsen kommer fra dette ene Selv gennem Ham, Som er broen mellem dit sind og Dette. Vent med tålmodighed, og lad Ham tale til dig om Dit Selv og om, hvad dit sind kan gøre, når det er genskabt i Det og fri til at tjene Dets Vilje.

9. Begynd med at sige dette:

Frelsen kommer fra mit eneste Selv.
Dets tanker er mine og til brug for mig.

Søg da Dets tanker, og kræv dem som dine egne. Dette er dine egne virkelige tanker, som du har fornægtet, og du har tilladt dit sind at vandre omkring i en verden af drømme for at finde illusioner i deres sted. Her er dine tanker, de eneste, som du har. Frelsen er mellem dem, find den der.

10. Hvis det lykkes for dig, vil de tanker, der kommer til dig, fortælle dig, at du er frelst, og at dit sind har fundet den funktion, som det søgte at miste. Dit Selv vil ønske den velkommen og give dig fred. Genskabt i styrke vil den igen flyde ud fra ånd til ånd i alle de ting, der blev skabt af Ånd som Den selv. Dit sind vil velsigne alle ting. Forvirringen er ovre, du er genskabt, for du har fundet dit Selv.

11. Dit Selv ved, at du ikke kan fejle i dag. Måske forbliver dit sind endnu en smule usikker for en stund. Lad dig ikke gå på af dette. Den glæde, som dit Selv oplever, vil Det gemme til dig, og den vil blive din i fuld bevidsthed. Hver gang du tilbringer fem minutter af en time til at lede efter Ham, Der forener dit sind og Selvet, tilbyder du Ham endnu en skat, som skal opbevares for dig.

12. Hver gang du i dag fortæller dit oprevne sind, at frelsen kommer fra dit eneste Selv, lægger du endnu en skat i dit voksende skatkammer. Og alt dette bliver givet enhver, der spørger om det, og som vil modtage gaven. Tænk da på, hvor meget der bliver dig givet, som du kan give denne dag, så det kan gives til dig.