Manual 1 12. HVOR MANGE GUDS LÆRERE ER DER BEHOV FOR FOR AT FRELSE VERDEN? Næste Kapitel Indhold
1) Svaret på dette spørgsmål er én. Det er nok med en fuldstændig fuldendt lærer, hvis indlæring er total. Denne ene, indviet og forløst, bliver det Selv, Der er Guds Søn. Han, der altid var helt af ånd, ser ikke mere sig selv som en krop, ja, selv ikke som værende i en krop. Derfor er han grænseløs. Og idet han er grænseløs, forenes hans tanker med Guds i al evighed. Hans opfattelse af sig selv hviler på Guds Dømmekraft og ikke på sin egen. På denne måde har han del i Guds Vilje og bringer Hans tanker til de endnu bedragede sind. Han forbliver altid den samme, da han er, som Gud skabte ham. Han har accepteret Kristus, og han er frelst.
2) Sådan bliver menneskesønnen til Guds Søn. Det er ikke i virkeligheden en forandring; det er en ændret mening. Intet ændrer sig i det ydre, men i det indre reflekterer alt nu kun Guds Kærlighed. Gud kan ikke længere frygtes, for sindet ser ingen grund til straf. Guds lærere ser ud til at være mange, for det er det, verden har brug for. Men da de er forenede i et formål og et, som de deler med Gud, hvordan kunne de da være adskilte fra hinanden? Hvilken betydning har det da, om de fremtræder som mange fremtoninger? Deres sind er et og det samme; deres forening er fuldendt, og Gud arbejder nu igennem dem, som om de var én, for det er det, de er.
3) Hvorfor er illusionen om de mange nødvendig? Blot fordi virkeligheden ikke er forståelig for de bedragede. Kun meget få hører overhovedet Guds Stemme, og selv de kan ikke kommunikere Hans Budskaber direkte gennem den Ånd, der bragte dem. De har brug for et medium, hvorigennem kommunikationen bliver mulig til dem, der ikke er klar over, at de er af ånd. En krop de kan se. En stemme de kan forstå og lytte til uden den frygt, som sandheden ville møde i dem selv. Glem ikke, at sandheden kun kan komme ind, hvor den bliver budt velkommen uden frygt. Derfor har Guds lærere brug for en krop, for deres enhed kunne ikke genkendes direkte.
4) Men det, der skaber Guds lærere, er deres erkendelse af deres krops virkelige formål. Som de udvikler sig i deres fag, bliver de mere og mere sikre på, at kroppens funktion blot er at lade Guds Stemme tale gennem den til menneskets ører. Og disse ører vil bære budskaber, der ikke er af denne verden, til sindet i den, der lytter, og sindet vil forstå det p.g.a. budskabernes Kilde. Ud af denne forståelse vil springe en erkendelse i denne nye Guds lærer om, hvad kroppens virkelige formål er; Den eneste brug, der egentlig kan gøres af den. Denne lære er nok til at lade enhedstanken komme ind, og det, der er ét, bliver genkendt som ét. Guds lærere synes at dele illusionen om adskillelse, men p.g.a. det, de bruger kroppen til, tror de ikke på illusionen trods det, de fremstår som.
5) Den centrale lære er altid dette; det, du bruger kroppen til, vil den blive for dig. Brug den til synd eller til angreb, hvilket er det samme som synd, og du vil se den som syndefuld. Da den er syndefuld, er den svag, og fordi den er svag, lider den og dør. Brug den til at bringe Guds Ord til dem, der ikke har det, og kroppen bliver hellig. Da den er hellig, kan den ikke blive syg, og ej heller kan den dø. Når dens brugbarhed er opbrugt, lægges den til side, og det er alt. Sindet træffer denne beslutning, som det træffer alle beslutninger, der er ansvarlige for kroppens tilstand. Men Guds lærer træffer ikke denne beslutning alene. At gøre dette, ville være at give kroppen et andet formål end det, der bevarer den som hellig. Guds Stemme vil fortælle ham, hvornår han har opfyldt sin rolle, ligesom Den fortæller ham, hvad hans funktion er. Han lider ikke, hverken ved bortgangen, eller når han forbliver. Sygdom er nu en umulighed for ham.
6) Enhed og sygdom kan ikke sameksistere. Guds lærere vælger at betragte drømme for en stund. Det er et bevidst valg. For de har lært, at alle valg er bevidste valg i fuld klarhed om deres konsekvenser. Drømmen siger noget andet, men hvem ville sætte sin lid til drømme, når først de er anerkendt for det, de er? Bevidstheden om at drømme er Guds læreres virkelige funktion. De betragter drømmens skikkelser i deres kommen og gåen, deres ændringer og skift, deres lidelse og død. Men de lader sig ikke narre af det, de ser. De ved, at dette at se en drømmefigur som værende syg og adskilt ikke er mere virkeligt, end at se den som sund og smuk. Kun enheden er ikke en drømmeting, og det er dette, som Guds lærere erkender bag drømmen, langt på den anden side af al foregiven og dog med vished deres eje.
Næste Kapitel Indhold