Manual 1 22. HVORDAN ER HELBREDELSE OG FORSONING FORBUNDNE? Næste Kapitel Indhold
1) Helbredelse og Forsoning er ikke forbundne; de er identiske. Der er ikke nogen gradsforskelle af mirakler, da der ikke er grader af Forsoning. Det er det eneste mulige fuldstændige koncept i denne verden, da det er kilden til en fuldstændig forenet perception. Delvis Forsoning er en meningsløs ide, ligesom specielle helvedesområder i Himlen er utænkelige. Modtag Forsoningen, og du er helbredt. Forsoning er Guds Ord. Modtag Hans Ord, og hvad er der da tilbage til at muliggøre sygdom? Modtag Hans Ord, og ethvert mirakel er opnået. At tilgive er at helbrede. Guds lærer har taget modtagelsen af Forsoningen for sin egen skyld til sig som sin eneste funktion. Hvad er der da, som han ikke kan helbrede? Hvilket mirakel kan holdes borte fra ham?
2) Guds lærers fremskridt kan være langsomme eller hurtige afhængig af, om han genkender, hvor omfattende Forsoningen er, eller om han udelukker nogle problemområder fra den. I nogle tilfælde er der en pludselig og fuldstændig bevidsthed om den fuldstændige anvendelighed af lektionen om Forsoning på alle situationer, men det er forholdsvis sjældent. Guds lærer kan have accepteret den funktion, som Gud har givet ham, længe før han har lært alt det, som hans accept holder frem imod ham. Det er kun afslutningen, der er sikker. På et hvilket som helst tidspunkt langs vejen kan den nødvendige erkendelse om det altomfattende nå ham. Hvis vejen synes lang, lad ham være tilfreds. Han har bestemt sig til, hvilken retning han vil tage. Hvad andet blev han bedt om? Og idet han har gjort, hvad han blev bedt om at gøre, ville Gud da tilbageholde resten?
3) Det må forstås, at tilgivelse er helbredelse, hvis Guds lærer skal gøre fremskridt. Tanken om, at en krop kan være syg, er en central opfattelse i egoets tankesystem. Denne tanke giver kroppen selvbestemmelse, idet den adskiller den fra sindet og holder tanken om angreb intakt. Hvis kroppen kunne være syg, ville Forsoningen være umulig. En krop, der kan få sindet til at gøre, hvad der passer den, kunne bare tage Guds plads og bevise, at frelsen er umulig. Hvad er der da tilbage at helbrede? Kroppen er blevet herre over sindet. Hvordan kunne sindet vende tilbage til Helligånden, medmindre kroppen blev dræbt? Og hvem ville ønske frelsen til den pris?
4) Sygdom ser ganske vist ikke ud til at være en beslutning. Ej heller vil nogen faktisk tro, han ønsker at være syg. Måske kan han acceptere ideen i teorien, men det er sjældent om nogensinde anvendt på specielle former for sygdom med konsekvens både i individets opfattelse af sig selv og af andre. Ej heller er det på dette niveau, at Guds lærer fremkalder helbredelsesmiraklet. Han glemmer sindet og kroppen, idet han kun ser Kristi Åsyn skinne foran sig, der korrigerer alle fejltagelser og helbreder al perception. Helbredelse er resultatet af erkendelsen hos Guds lærer af, hvem det er, der har brug for helbredelse. Denne erkendelse har ikke nogen speciel reference. Det er sandt om alt det, som Guds skabte. Heri bliver alle illusioner helbredte.
5) Når det ikke lykkes en Guds lærer at helbrede, er det, fordi han har glemt, hvem han er. En andens sygdom bliver således hans egen. Idet han tillader dette at ske, har han identificeret sig med et andet ego, og har således forvekslet ham med en krop. Ved at gøre dette, har han nægtet at modtage Forsoningen for sig selv og kan næppe tilbyde den til sin broder i Kristi Navn. Det vil faktisk ikke være muligt for ham at genkende sin broder, for hans Fader skabte ingen kroppe, og således ser han kun det uvirkelige i sin broder. Fejltagelser korrigeret ikke fejltagelser, og forvrænget perception helbreder ikke. Træd nu tilbage Guds lærer. Du begik en fejltagelse. Vær ikke fører på vejen, for du har mistet den. Vend dig hurtigt til din Lærer, og lad dig selv blive helbredt.
6) Tilbudet om Forsoning er universelt. Det er lige anvendeligt for alle individer i enhver situation, og i den findes kraften til at helbrede ethvert individ for enhver sygdom. Ikke at tro på dette er at være unfair mod Gud og derfor at være utro mod Ham. Et sygt menneske opfatter sig selv som adskilt fra Gud. Ønsker du at se ham som adskilt fra dig? Det er din opgave at helbrede fornemmelsen af adskillelse, der gjorde ham syg. Det er din funktion at erkende for ham, at det, han tror om sig selv, ikke er sandt. Det er din tilgivelse, der må vise ham dette. Helbredelse er meget enkel. Forsoning bliver modtaget og tilbudt. Når den er modtaget, må den accepteres. Det er i modtagelsen, at helbredelsen ligger. Alt andet må følge af dette enkle formål.
7) Hvem kan begrænse Selve Guds kraft? Hvem kan da sige, hvem der kan helbredes for hvad, og hvad der ligger uden for Guds tilgivelseskraft? Dette er i virkelighed sindssyge. Det er ikke Guds læreres opgave at sætte grænser for Ham, da det ikke er deres opgave at dømme Hans Søn. Og at dømme Hans Søn er at begrænse hans Fader. Begge dele er lige meningsløse. Men dette vil ikke blive forstået, før Guds lærer erkender, at de begge er den samme fejltagelse. I dette modtager han Forsoning, for han trækker sin dom over Guds Søn tilbage, idet han accepterer ham, som Gud skabte ham. Nu står han ikke længere adskilt fra Gud og afgør, hvor helbredelse skulle gives, og hvor den skulle holdes tilbage. Nu kan han sige med Gud: »Dette er min elskede Søn, skabt fuldkommen til alle tider«.
Næste Kapitel Indhold