Manual 4 Næste Afsnit - VI. Egoets billede
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold

Det kræver ikke nogen dyb selvransagelse at opdage, at de fleste af os bruger det meste af vor tid på egoets måde at leve på, og at denne måde ikke er noget særlig opløftende eller flatterende syn. Faktisk er det temmelig grotesk, hvilket netop er problemet med egoet. Et eller andet sted kan vi altid se det klart.
Ubevidst ved vi godt, at den verden vi ser, er en projektion af os selv[118], men trods det "skaber" vi vor identitet i overensstemmelse med, hvordan vi tror verden ser og behandler os. Dette opfatter vi dernæst som sandheden om, hvem vi er.
Dette fremkalder en massiv skyld i os selv. Synder vi, fortjener vi at blive straffet. Fordømmer vi, fortjener vi at blive fordømt. Synd, som blev lavet for at give os selv værdi eller selvværd, får os derfor i stedet til at afsky os selv, hvilket tilsyneladende er en fejl, vi ikke er i stand til at undslippe.
Fuldstændigt upåvirket synes vi ikke desto mindre, at skyld hjælper og styrker os. Skyld fortæller os nemlig, at egoet er virkeligt, at vi rent faktisk er det syndefulde billede, egoet fortæller os, vi er. Det er derfor i egoets interesse, konstant at få os til at føle os skyldige. Denne mekanisme kalder Kurset skyldens tiltrækning[87].
Da vi har gjort Gud til vor fjende, fordi vi tror, vi har adskilt os fra Ham - og derfor forventer Hans straf - har vi ikke andre end egoet, vi kan konsultere, og ingen anden mulighed end at løbe fra vor skyld. Det er indlysende at egoet er et angreb på os selv. Ved at sige, at vi er adskilt fra - og i krig med - resten af verden, anklager egoet os nemlig for at være små og alene, syndefulde og onde. Det er et fordømt billede, som - hvis det var sandt - ville få os til at synes, at vi fortjener den ulykke, vi oplever, og den "retfærdige" straf, som hele tiden synes at indhente og ramme os.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold