Kapitel: Forord
Afsnit - Hvordan det skete Næste
Et Kursus i Mirakler begyndte med to menneskers pludselige beslutning om at forenes om et fælles mål. Deres navne var Helen Schucman og William Thetford, professorer i medicinsk psykologi ved Columbia Universitys College of Physicians and Surgeons i New York City. Det betyder ikke noget, hvem de var, ud over det faktum at historien viser, at med Gud er alt muligt. De var alt andet end spirituelle. Deres forhold til hinanden var vanskeligt og ofte anspændt, og de var optaget af personlig og professionel accept og status. Generelt sagt havde de foretaget betydelige investeringer i verdslige værdier. Deres respektive liv var næppe i harmoni med noget af det, som Kurset anbefaler.
Helen, den der modtog materialet, beskriver sig selv:
Som psykolog, underviser, konservativ i teorien og ateist af overbevisning arbejdede jeg i en prestigefyidt og meget akademisk ramme. Og så skete der noget, der igangsatte en kædereaktion, jeg aldrig kunne have forudset. Lederen af min afdeling udtalte helt uventet, at han var træt af de vrede og aggressive følelser, som vore holdninger frembragte og konkluderede, at »der måtte være en anden måde«. Som var det aftalt spil, indvilligede jeg i at hjælpe ham med at finde den. Tilsyneladende er dette kursus denne anden måde.
Selv om deres intentioner var seriøse, havde de store vanskeligheder med at få startet deres fælles projekt. Men de havde givet Helligånden denne »lille villighed« der, som Kurset selv skulle understrege igen og igen, er nok til at muliggøre, at Han kan benytte enhver situation til Sit formål og at indgive det Sin kraft.
Fortsættelse af Helens førstehåndsberetning:
Tre overraskende måneder gik forud for selve skriveprocessen, hvor Bill foreslog, at jeg skulle nedskrive de meget symbolske drømme og beskrivelser af mærkelige billeder, der kom til mig. Selv om jeg var blevet mere vant til det på dette tidspunkt, blev jeg alligevel meget overrasket, da jeg skrev: »Dette er Et Kursus i Mirakler«. Det var min introduktion til Stemmen. Den lavede ingen lyd men syntes at give mig en slags hurtig, indre diktat, som jeg nedskrev på en stenografiblok. Skrivningen var aldrig automatisk. Den kunne afbrydes når som helst for senere at blive genoptaget. Det gjorde mig meget ubehagelig til mode, men det faldt mig aldrig for alvor ind at standse. Det syntes at være en specialopgave, som jeg på en eller anden måde, et eller andet sted havde indvilliget i at færdiggøre. Det repræsenterede et sandt samarbejdsprojekt mellem Bill og mig selv, og meget af dets betydning, er jeg sikker på, ligger heri. Jeg ville nedskrive, hvad Stemmen »sagde« og læse det for ham den næste dag, og han maskinskrev det så efter mit diktat. Jeg går ud fra, at han også havde sin specielle opgave. Uden hans opmuntring og støtte ville det aldrig have været muligt for mig at opfylde min. Hele processen tog omkring syv år. Teksten kom først, så Arbejdsbogen for elever og til sidst Manualen for lærere. Der er kun foretaget få og små ændringer. Kapiteloverskrifter og undertitler er blevet indsat i Teksten, og nogle af de mere personlige henvisninger, der skete i begyndelsen, er blevet udeladt. Ellers er materialet hovedsagelig uændret.
Navnene på samarbejdspartnerne i arbejdet med at nedskrive Kurset fremstår ikke på forsiden, da Kurset kan og skal stå alene. Det er ikke intentionen, at det skal blive grundlaget for endnu en kult. Det eneste formål er at fremlægge en mulighed, hvor nogle mennesker vil kunne finde deres egen Indre Lærer.
Næste Afsnit Kapitel