Kapitel: 10 SYGDOMMENS AFGUDER
Afsnit - I. Hjemme i Gud Næste
1. Du kender ikke dine egne skabelser, simpelthen fordi du ville beslutte at være imod dem, så længe dit sind er delt, og det er umuligt at angribe det, du har skabt. Men husk på, at det er lige så umuligt for Gud. Loven om skabelse siger, at du elsker dine skabelser som dig selv, for de er en del af dig. Alt, hvad der er blevet skabt, er derfor fuldstændig sikkert, for Guds Love beskytter dem med Sin Kærlighed. Enhver del af dit sind, som ikke ved dette, har fjernet sig selv fra viden, for det har ikke opfyldt dens betingelser. Hvem andre end du kunne have gjort dette. Erkend dette med glæde, for i denne erkendelse ligger en anden erkendelse om, at det faktum, at det fjerner sig, er ikke af Gud, og derfor eksisterer det ikke.
2. Du er hjemme i Gud, og selvom du drømmer om landflygtighed, er du helt i stand til at vågne op til virkeligheden. Er det din beslutning at gøre dette? Du ved fra dine egne erfaringer, at det, du ser i drømme, tror du, er virkeligt, så længe du sover. Men i det øjeblik du vågner, erkender du, at alt det, der syntes at ske i drømmen, faktisk ikke skete. Du synes ikke, at dette er mærkeligt, selvom alle de love, som du nu vågner til, blev brudt, mens du sov. Er det ikke muligt, at du blot skiftede fra den ene drøm til den anden, uden rigtig at vågne?
3. Ville du gøre noget for at få det til at passe sammen, som skete i forskellige, modsatrettede drømme, eller ville du afvise begge, hvis du opdagede, at virkeligheden ikke harmonerer med nogen af dem? Du husker ikke, at du er vågen. Når du hører Helligånden, føler du dig måske bedre tilpas, for da synes dette at elske muligt for dig, men du husker endnu ikke, at sådan var det engang, og det er gennem denne erindring, at du vil vide, at det igen kan blive sådan. Det, der er muligt, er endnu ikke opnået. Dog er det, der engang var, der stadig, hvis det er evigt. Når du husker det, vil du vide, at det du husker er evigt, og derfor er det der også nu.
4. I det øjeblik du vil det fuldt ud, vil du huske alt, for hvis dette at ville fuldt ud er at skabe, har du villet adskillelsen bort, idet du samtidig vender dit sind til din Skaber og dine skabelser. Når du kender dem, vil du ikke have noget ønske om at sove, blot ønsket om at vågne og være glad. Drømme vil være en umulighed, for du vil da kun sandheden, og da den til sidst er din vilje, vil den være din.
Næste Afsnit Kapitel