Kapitel: 12 HELLIGÅNDENS PENSUM
Afsnit - I. Helligåndens dømmekraft Næste
1. Du er blevet bedt om ikke at gøre fejl til virkelighed, og måden, hvorpå dette gøres, er meget enkel. Hvis du ønsker at tro på fejl, må du gøre dem virkelige, fordi de ikke er sande. Men sandhed er virkelig pr, definition, og for at tro på sandheden, behøver du ikke at gøre noget som helst. Du må forstå, at du ikke reagerer direkte på noget men på din fortolkning af det. Din fortolkning bliver således retfærdiggørelsen af reaktionen. Det er grunden til, at analyseringen af andres motiver er farlig for dig. Hvis du beslutter, at nogen virkelig forsøger at angribe dig eller forlade dig eller slavebinde dig, vil du reagere som om, han faktisk havde gjort det, hvorved du har gjort hans fejl virkelig for dig. At fortolke fejl er at give dem magt, og når du har gjort dette, vil du overse sandheden.
2. Analyseringen af ego-motivering er meget kompliceret, meget tilslørende og aldrig helt uden dit eget ego-engagement. Hele processen repræsenterer et klart forsøg på at demonstrere din egen evne til at forstå det, du opfatter. Dette ses af det faktum, at du reagerer på dine fortolkninger, som om de var rigtig. Du kan så styre dine reaktioner adfærdsmæssigt men ikke følelsesmæssigt. Dette ville selvfølgelig være en deling af — eller et angreb på dit sinds uafhængighed, idet det ene niveau sættes op imod det andet.
3. Der findes kun en fortolkning af motivering, som giver mening, og da det er Helligåndens dømmekraft, kræves der overhovedet ikke nogen anstrengelse af dig. Enhver kærlig tanke er Sand. Alt andet er en bøn om helbredelse eller hjælp uanset den form, den antager. Kan nogen retfærdiggøres i at svare en broders bøn om hjælp med vrede? Ingen anden reaktion kan være passende end villigheden til at yde den, for dette og kun dette er, hvad han beder om. Tilbyd ham noget som helst andet, og du påtager dig retten til at angribe hans virkelighed ved at fortolke den, som det passer dig. Måske er faren i dette for dit eget sind ikke helt klart. Hvis du tror, at en bøn om hjælp er noget andet, vil du reagere på dette andet. Din reaktion vil derfor ikke passe til virkeligheden, som den er, men til din egen opfattelse af den.
4. Der er intet, som afholder dig fra at genkende alle råb om hjælp som nøjagtigt det de er, undtaget dit eget forestillede behov for angreb. Det er kun dette, der får dig til at deltage i endeløse »krige« med virkeligheden, hvor du fornægter virkeligheden af behovet for helbredelse ved at gøre det uvirkeligt. Du ville ikke gøre dette, hvis det ikke var for din uvillighed til at acceptere virkeligheden, som den er, og som du derfor holder borte fra dig selv.
5. Det er bestemt et godt råd at fortælle dig, at du ikke skal bedømme det, du ikke forstår. Ingen med en personlig interesse kan være et pålideligt vidne, for sandheden er for ham blevet det, han ønsker, den skal være. Hvis du ikke er villig til at opfatte en bøn om hjælp for det, den er, er det, fordi du ikke er villig til at hjælpe og til at modtage den. At undlade at genkende et råb om hjælp er at afvise hjælp. Vil du fastholde, at du ikke har brug for den? Dog er dette, hvad du fastholder, når du nægter at genkende en broders bøn, for kun ved at besvare hans bøn kan du blive hjulpet. Nægt ham din hjælp, og du vil ikke genkende Guds svar til dig. Helligånden har ikke brug for din hjælp til at fortolke motivation, men du har brug for Hans.
6. Kun påskønnelse er en passende reaktion på din broder. Han har krav på din taknemlighed, både for hans kærlige tanker og hans bønner om hjælp, for begge kan bringe kærlighed ind i din bevidsthed„ hvis du opfatter dem i sandhed. Al din fornemmelse af anspændelse kommer fra dine forsøg på netop at undgå dette. Hvor enkel er da ikke Guds plan for frelse. Der findes kun en reaktion på virkeligheden, for virkeligheden kan ikke fremkalde konflikter. Der er kun en Virkeligheds Lærer, Som forstår, hvad det er. Han ændrer ikke Sin opfattelse af virkeligheden, for virkeligheden ændrer sig ikke. Selv om dine fortolkninger af virkeligheden er meningsløse i din splittede tilstand, forbliver Hans konsekvent sande. Han giver dem til dig, fordi de er til dig. Forsøg ikke at »hjælpe« en broder på din måde, for du kan ikke hjælpe dig selv. Men hør hans råb om Guds hjælp, og du vil genkende dit eget behov for Faderen.
7. Dine fortolkninger af din broders behov er dine fortolkninger af dine egne. Ved at hjælpe beder du om det, og hvis du kun oplever et behov i dig, vil du være helbredt. For du vil genkende Guds Svar, som du ønsker, Det skal være, og hvis du ønsker Det i sandhed, vil Det i sandhed være dit. Enhver bøn, som du besvarer i Kristi navn, bringer erindringen om din Fader tættere på din bevidsthed. For dit eget behovs skyld, hør da ethvert råb om hjælp for det, det er, således at Gud kan svare dig.
8. Ved at anvende Helligåndens fortolkninger af andres reaktioner mere og mere konsekvent, vil du opnå en voksende bevidsthed om, at Hans kriterier er lige så anvendelige på dig. For erkendelsen af frygt er ikke nok til at undslippe den, selv om erkendelsen er nødvendig for at demonstrere behovet for flugt. Helligånden må stadig oversætte frygten til sandhed. Hvis frygten blev efterladt hos dig, ville du, når du havde erkendt den, have taget et skridt bort fra virkeligheden og ikke hen imod den. Dog har vi gentagne gange understreget behovet for at genkende frygt og at stå ansigt til ansigt med den uden forklædning som et vigtigt skridt i opløsningen af egoet. Overvej da, hvor godt Helligåndens fortolkninger af andres motiver vil tjene dig. Idet Han har lært dig kun at godtage kærlige tanker i andre og at betragte alt andet som en bøn om hjælp, har Han lært dig, at frygten selv er en bøn om hjælp. Det er dette, som genkendelsen af frygt virkelig betyder. Hvis du ikke beskytter den, vil Han genfortolke den. Det er den endelige værdi af at lære, at opfattelsen af angreb er et råb om kærlighed. Vi har allerede lært, at frygt og angreb er uafvendeligt forbundne. Hvis det kun er angreb, der skaber frygt, og hvis du ser angreb som det råb om hjælp, det er, må frygtens uvirkelighed gå op for dig. For frygt er et råb om kærlighed i ubevidst erkendelse af, hvad der er blevet fornægtet.
9. Frygten er et symptom på din egen dybe fornemmelse af tab. Hvis du, når du opfatter det i andre, lærer at erstatte det tabte, bliver den egentlige grund til frygten fjernet. Derved lærer du dig selv, at frygt ikke eksisterer i dig. Midlet til at fjerne den er i dig selv, og dette har du demonstreret ved at give det videre. Du har kun evnen til at føle frygt og kærlighed. Den ene er uægte, for den blev lavet af fornægtelsen; og fornægtelsen afhænger af troen på muligheden af fornægtelse i sin egen ret. Ved at fortolke frygt rigtigt som en positiv behæftelse på den underliggende overbevisning, som den skjuler, underminerer du dens opfattede anvendelighed ved at gøre den uanvendelig. Forsvar, som overhovedet ikke fungerer, bliver automatisk afskaffede. Hvis du løfter det, som frygten skjuler, til et klart uomtvisteligt overherredømme, bliver frygten meningsløs. Du har fornægtet dens kraft til at skjule kærligheden, som var dens eneste formål. Det slør, som du havde trukket over kærlighedens ansigt, er forsvundet.
10. Hvis du ville se på kærligheden, som er verdens virkelighed, hvordan kunne du da gøre dette bedre end ved at genkende, i ethvert forsvar imod den, den underliggende bøn om den. Og hvordan kunne du bedre lære om dens virkelighed end ved at svare på bønnen om den ved at give den? Helligåndens fortolkning af frygt fjerner den, for bevidstheden om sandhed kan ikke fornægtes. Således erstatter Helligånden frygt med kærlighed og oversætter fejl til sandhed. Og således vil du lære af Ham, hvordan du skal erstatte din drøm om adskillelse med enhedens faktum. For adskillelsen er blot fornægtelse af enhed og attesterer, når den fortolkes rigtigt, din evige viden om, at enheden er sand.
Næste Afsnit Kapitel