Kapitel: 21 FORNUFT OG PERCEPTION
Afsnit - I. Den glemte sang Næste
1. Glem aldrig, at den verden, som de »synsløse« ser, må være forestillet, for det den virkelig ligner, er ukendt for dem. De må udlede det, der er at se, fra de vidnesbyrd, der altid må være indirekte, og rekonstruere deres udledninger, medens de snubler og falder på grund af det, de ikke erkendte, eller gå uskadte gennem åbne døre, som, de troede, var lukkede. Og således er det også med dig. Du kan ikke se. Dine stikord til at udlede noget af er forkerte, og derfor snubler og falder du på de sten, som du ikke genkendte og undlader blot at være bevidst om, at du kan gå igennem de døre, som du troede var lukkede, men som står åbne for useende øjne og blot venter på at byde dig velkommen.
2. Hvor dumt er det ikke at forsøge at bedømme det, som i stedet kunne ses. Det er ikke nødvendigt at forestille sig, hvordan verden må se ud. Den skal ses, før du erkender, hvad den er. Du kan blive vist, hvilke døre er åbne, og du kan se, hvor sikkerheden ligger, og hvilken vej fører til mørket og hvilken til lyset. Dømmekraften vil altid vise dig den forkerte vej, men klarsynet vil vise dig, hvilken vej du skal gå. Hvorfor skulle du gætte dig til det?
3. Der er ingen grund til at lære gennem smerte. Og milde lektioner opnås med glæde og huskes gladeligt. Det der giver dig glæde, ønsker du at lære og ikke at glemme. Det er ikke dette, som du ville fornægte. Dit spørgsmål går på, om midlerne, hvormed dette kursus læres, vil bringe dig den glæde, som det lovede. Hvis du troede på, at det ville, ville indlæring af det ikke være noget problem. Du er endnu ikke nogen lykkelig indlærer, for du er stadig usikker på, om klarsynet nu også vil give dig mere, end dømmekraften vil, og du har lært, at du ikke kan have dem begge.
4. De blinde vænner sig til deres verden gennem deres ønske om at indrette sig på den. De tror, at de kan finde rundt i den. De lærte den at kende, ikke gennem glædelige lektioner, men gennem den alvorlige nødvendighed af begrænsninger, som de troede, de ikke kunne overvinde. Og ved stadig at tro på dette, sætter de disse lektioner i højsædet og holder sig til dem, fordi de ikke kan se. De forstår ikke, at lektionerne fastholder dem i blindheden. Dette tror de ikke på. Og derfor fastholder de den verden, som de lærer at »se«, i deres forestillingsverden, idet de tror, at de kun har valget mellem denne eller intet. De hader den verden, som de lærte at kende gennem smerte. Og alt, som de tror, er i den, tjener til at minde dem om, at de er ufuldstændige og bittert nød-lidende.
5. Således definerer de deres liv og stedet, hvor de lever, idet de indretter sig på det, de tror, de nødvendigvis må gøre, idet de er bange for at miste den smule, de har. Og således er det for alle, som ser kroppen som det eneste, de har og som det eneste, deres brødre har. De prøver på at nå hinanden, og det mislykkes for dem igen og igen. Og de indretter sig på ensomheden, idet de tror, at dette at hæge om kroppen, er at frelse den smule, som de har. Lyt, og prøv på at tænke på, om du kan huske, hvad det er, vi vil tale om nu.
6. Lyt, måske fanger du et glimt af en ældgammel tilstand, som ikke helt er glemt; svagt måske, og dog ikke helt ukendt, som en sang, hvis navn forlængst er glemt og hvor omstændighederne, hvorunder du hørte den, aldeles ikke kan huskes. Det er ikke hele sangen, som er blevet hos dig, kun en lille strofe af melodien, som ikke forbindes med en person eller et sted eller noget bestemt. Men du husker fra denne lille del, hvor dejlig sangen var, hvor vidunderlig omstændighederne var, hvor du hørte den, og hvor meget du elskede dem, der var der, og som lyttede sammen med dig.
7. Tonerne er ikke noget i sig selv. Og dog har du haft dem med dig, ikke som sådan, men som en blid påmindelse om, hvad der ville få dig til at græde, hvis du huskede, hvor kær den var for dig. Du vil kunne huske den, og dog er du bange, idet du tror,, at du ville miste den verden, som du siden har lært at kende. Og dog ved du, at intet i denne verden er halvt så kært som dette. Lyt og se, om du kan huske en ældgammel. sang, som du kendte for så længe siden, og som du holdt mere af end nogen anden melodi, som du siden lærte dig selv at holde af
8. Hinsides kroppen, hinsides solen og stjernerne, hinsides alt det, du ser og alligevel bekendt, er en gylden lysets bue, som udvider sig, medens du ser ind i en mægtig, skinnende cirkel. Og hele cirklen fyldes med lys foran dine øjne. Cirklens kanter forsvinder, og det, der er i den, er ikke mere indeholdt i noget. Lyset udvider sig og dækker alt, idet det udvider sig ind i evigheden, skinnende og uden brud eller begrænsning noget sted. Inden i forenes alt i en fuldendt kontinuitet. Ej heller er det muligt at forestille sig, at noget kunne være udenfor det, for der er ikke noget sted, hvor dette lys ikke er.
9. Dette er klarsynet af Guds Søn, som du kender så godt. Her er synet af ham, som kender sin Fader. Her er erindringen om det, du er; en del af dette med det alt sammen inden i og forenet med alt, lige så sikkert som alt er forenet i dig. Accepter det klarsyn, som kan vise dig dette og ikke kroppen. Du kender den ældgamle sang, og du kender den godt. Intet andet vil nogensinde blive så kært for dig som den ældgamle kærlighedshymne, som Guds Søn stadig synger til sin Fader.
10. Og nu kan de blinde se, for den samme sang, som de synger til deres Skabers ære, priser også dem. Blindlieden, som de lavede, vil ikke modstå erindringen om denne sang. Og de vil se på Guds Søns klarsyn, idet de husker, hvem det er, de synger om. Hvad er miraklet andet end denne erindring? Og findes der nogen, som ikke har denne erindring i sig? Lyset i den ene vækker det i alle. Og når du ser det i din broder, husker du det for alle.
Næste Afsnit Kapitel