Kapitel: 29 OPVÅGNEN
Afsnit - I. Lukningen af mellemrummet Næste
1. Der findes ikke noget tidspunkt, noget sted eller nogen tilstand, hvor Gud er fraværende. Der er intet at frygte. Der er ikke nogen måde, hvorpå der kan opfattes et mellemrum i den Helhed, der er Hans. Det kompromis, som det svageste og det mindste mellemrum ville udgøre i Hans evige Kærlighed, er fuldstændig umuligt. For det ville betyde, at Hans Kærlighed kunne indeholde blot en antydning af had, at Hans mildhed sommetider kunne vendes til angreb, og at Hans evige tålmodighed sommetider kunne svigte. Alt dette tror du på, når du opfatter et mellemrum mellem din broder og dig selv. Hvordan kunne du da have tillid til Ham? For Han må da være bedragerisk i Sin Kærlighed. Vær da årvågen; Lad Ham ikke komme for tæt på, og lad et mellemrum stå åbent mellem dig og Hans Kærlighed, som du kan flygte gennem, hvis der skulle opstå et behov for, at du skulle flygte.
2. Her ses frygten for Gud mest tydeligt. For kærligheden er bedragerisk for dem, der frygter, da frygten og hadet aldrig kan være adskilt. Enhver, der hader, må også være bange for kærligheden, og derfor må han også være bange for Gud. Det er sikkert, at han ikke ved, hvad kærlighed betyder. Han frygter at elske og elsker at hade, og derfor tror han, at kærligheden er truende; had er kærlighed. Det er den konsekvens, som det lille mellemrum må bringe til dem, som værdsætter det og tror., at det må være deres frelse og deres håb.
3. Frygten for Gud! Den største forhindring, som freden endnu har at svæve hen over, er endnu ikke forsvundet. Resten er borte, men denne blokerer endnu din vej og får vejen til lyset til at se mørk og truende ud, farefuld og dyster. Du havde bestemt, at din broder er din fjende. Somme tider en ven, måske, hvis dine enkeltinteresser muliggjorde et venskab for en kort tid. Men ikke uden at der blev opfattet et mellemrum mellem dig og ham, for han kunne jo vise sig igen at blive en fjende. Lad ham komme tæt ind på dig, og du springer baglæns; som du nærmede dig ham, trak han sig øjeblikkeligt tilbage. Et forsigtigt venskab begrænset i udsyn og omhyggeligt begrænset i mængde, blev den aftale til, som du lavede med ham. Således delte du og din broder en kvalificeret venskabelig forbindelse, hvor en adskillelsesklausul var et punkt, som I begge var enige om at fastholde. Og et brud på dette blev betragtet som et utilladeligt brud på aftalen.
4. Mellemrummet mellem dig og din broder er ikke et, der udgøres af pladsen mellem to adskilte kroppe. Og dette synes blot at adskille Jeres adskilte sind. Det er symbolet på et løfte om at mødes, når I synes det og at skilles, indtil du og han igen vælger at mødes. Og da synes Jeres kroppe at mødes for derved at indikere et mødested, hvor de kan forenes. Men det er altid muligt for dig og ham at gå hver Jeres vej. Med forbeholdet om »retten« til adskillelse vil du og han aftale at mødes af og til og at holde Jer borte fra hinanden i intervaller af adskillelse, som beskytter Jer imod kærlighedens »offer«. Kroppen redder dig, for den fjerner sig fra det fuldendte offer, og giver dig den tid, hvor du kan genopbygge dit adskilte selv, som, du virkelig tror, bliver mindre, når du og din broder mødes.
5. Kroppen kunne ikke adskille dit sind fra din broders, medmindre du ønskede, at den skulle være en årsag til adskillelse og afstand, der ses mellem dig og ham. Således indgiver du den en magt, der ikke ligger i den selv. Og heri ligger den magt, den har over dig. For nu tror du, at den bestemmer, når du og din broder kan mødes og begrænser din evne til at kommunikere med din broders sind. Og nu fortæller den dig, hvor du skal gå hen, og hvordan du skal komme derhen, hvad det er rimeligt for dig at gøre, og hvad du ikke kan gøre. Den bestemmer det, dens helbred kan tåle, og det, der vil gøre den træt og syg. Og dens »indbyggede« svagheder sætter grænserne for, hvad du kan gøre og fastholder dit formål begrænset og svagt.
6. Kroppen vil gøre dette, hvis det er det, du ønsker. Den vil kun tillade begrænsede tilfælde af »kærlighed«, med intervaller af had ind imellem. Og den vil bestemme, hvornår der skal »elskes«, og hvornår det er mere sikkert at trække sig tilbage ind i frygten. Den vil blive syg, for du ved ikke, hvad det vil sige at elske. Og derfor må du misbruge enhver omstændighed og enhver du møder for at se formål i dem, som ikke er dine.
7. Det er ikke kærligheden, der beder om et offer. Men frygten kræver, at kærligheden ofres, for frygten kan ikke bo sammen med kærligheden. Kærligheden må frygtes, for at hadet kan vedligeholdes; og kun på den måde, at den sommetider er til stede og sommetider borte. Således ses kærligheden som bedragerisk, da den usikkert synes at komme og gå, idet den ikke tilbyder dig nogen form for stabilitet. Du ser ikke, hvor svag og begrænset dit forbund er, og hvor ofte du har krævet, at kærligheden forsvinder, for at du i ro kan være i »fred«.
8. Kroppen, der ikke kender noget til mål, er din undskyldning for at have varierende mål, som du tvinger kroppen til at fastholde. Du frygter ikke dens svaghed, men dens mangel på styrke eller svaghed. Ønsker du at vide, at intet står imellem dig og din broder? Ønsker du at vide, at der ikke er noget mellemrum, som du kan gemme dig bag? De, der lærer, at deres frelser ikke mere er deres fjende, får et chok. Når du lærer at kroppen ikke er virkelig, opstår der en usikkerhed. Og omkring det lykkelige budskab: »Gud er Kærlighed«, er der overtoner af en tilsyneladende frygt.
9. Dog er det blot den evige fred, som opstår, når mellemrummet er borte. Intet mere end det, og intet mindre. Uden frygten for Gud, hvad kunne da få dig til at forlade Ham? Hvilke legetøj eller nipsgenstande i mellemrummet kunne tjene til at holde dig borte fra Hans Kærlighed i blot et eneste øjeblik? Hvis du ikke var bange for at opleve et tab af dit selv ved at finde Gud, ville du da tillade kroppen at sige »nej« til råbet fra Himlen? Men kan dit selv mistes ved, at det bliver fundet?
Næste Afsnit Kapitel